Hør prædiken 3.s.e. T 2018 (Luk 15,11-32)

Evangelium: Lukas 15,11-32

11 Men han sagde: “En mand havde to sønner.

12 Og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede formuen imellem dem.

13 Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og drog udenlands til et fjernt land og ødte der sin formue bort i et udsvævende liv.

14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det samme land; og han begyndte at lide nød.

15 Og han gik hen og holdt sig til en af borgerne der i landet, og denne sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.

16 Og han ønskede at fylde sin bug med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget.

17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange daglejere hos min fader har ikke brød i overflod? Men jeg omkommer her af sult.

18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,

19 jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gør mig til en af dine daglejere!

20 Og han stod op og kom til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham.

21 Men Sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.

22 Men faderen sagde til sine tjenere: Hent den bedste klædning frem, og ifør ham det, og giver ham en ring på hans hånd og sko på fødderne;

23 og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være lystige!

24 Thi denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!

25 Men hans ældste søn var på marken, og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans.

26 Og han kaldte en af tjenerne til sig og spurgte, hvad dette var.

27 Men han sagde til ham: Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

28 Men han blev vred og ville ikke gå ind. Men hans fader gik ud og bad ham.

29 Men han svarede og sagde til faderen: Se, så mange år har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt nogen af dine bud, og du har aldrig givet mig et kid, for at jeg kunne glæde mig med mine venner.

30 Men da denne din søn kom, som har fortæret din formue med skøger, slagtede du fedekalven til ham.

31 Men han sagde til ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.

32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din broder var død og er blevet levende og var fortabt og er fundet.”

(Luk 15:11-32 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken 2. s.e. T 2018

Evangelium: Lukas 14,25-35

25 Men store skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

26 “Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

27 Den, som ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel.

28 Thi hvem iblandt jer, som vil bygge et tårn, sætter sig ikke først hen og beregner omkostningen, om han har nok til at fuldføre det,

29 for at ikke, når han får lagt grunden og ej kan fuldende det, alle, som ser det, skal begynde at spotte ham og sige:

30 Dette menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.

31 Eller hvilken konge, som drager ud for at gå i kamp imod en anden konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde?

32 Men hvis ikke, sender han, imens den anden endnu er langt borte, sendebud hen og forhandler om fred.

33 Således kan da ingen af jer, som ikke forsager alt det, han ejer, være min discipel.

34 Saltet er altså godt; men dersom også saltet mister sin kraft, hvorved skal det da få den igen?

35 Det er ikke tjenligt hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud. Den, som har øre at høre med, han høre!”

(Luk 14:25-35 D31 revideret 2016)

Hør prædiken 1.s.e. Trinitatis 2018

Dette hellige evangelium til 1.s. e. Trinitatis skriver evangelisten Lukas i kapitel 12 vers 13-21

13 Men en af skaren sagde til ham: “Mester! Sig til min broder, at han skal dele arven med mig.”

14 Men han sagde til ham: “Menneske! hvem har sat mig til dommer eller mægler over jer?”

15 Og han sagde til dem: “Se til og vogt jer for al havesyge; thi ingens liv beror på, hvad han ejer, selv om han har overflod.”

16 Og han sagde en lignelse til dem: “Der var en rig mand, hvis mark havde båret godt.

17 Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre, for jeg har ikke et sted, hvor jeg kan samle min afgrøde.

18 Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min afgrøde og mit gods;

19 og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl, du har mange gode ting liggende for mange år; slå dig til ro, spis, drik, vær glad!

20 Men Gud sagde til ham: Du dåre, i denne nat kræves din sjæl af dig; men hvem skal det tilhøre, som du har beredt?

21 Således er det med den, som samler sig skatte og ikke er rig i Gud.”

(Luk 12:13-21 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken fra pinsedag 2018 (ApG 2,1-21)

Denne hellige lektie til Pinsedag skriver evangelisten Lukas i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-21:
1 Og da pinsefestens dag kom, var de alle forsamlede i enighed.
2 Og der kom pludseligt fra himmelen en lyd som af et fremfarende vældigt vejr og fyldte hele Huset, hvor de sad.
3 Og der viste sig for dem tunger som af ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
4 Og de blev alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad ånden gav dem at udsige.
5 Men der var jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folkeslag under himmelen.
6 Da denne lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget sprog.
7 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: “Se, er ikke alle disse, som taler, galilæere?
8 Hvordan kan vi da høre dem tale, hver på vort eget sprog, i hvilket vi er født,
9 parthere og medere og elamiter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,
10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi herboende romere,
11 jøder og proselyter*, kretere og arabere, vi høre dem tale om Guds store gerninger i vore tungemål?”
12 Og de forbavsedes alle og, var i vildrede og sagde den ene til den anden: “Hvad kan dette være?”
13 Men andre sagde spottende: “De er fulde af sød vin.”
14 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: “I jødiske mænd og alle I, som bor i Jerusalem! Lad dette være kendt for jer, og lån øre til mine ord!
15 Thi disse er ikke fulde, som I mener; det er jo den tredje time på dagen;
16 men dette er, hvad der et sagt ved profeten Joel:
17 “Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og de unge iblandt jer skal se syner, og de gamle iblandt jer skal have drømme.
18 Ja, endog over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere.
19 Og jeg vil lade ske undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og Ild og rygende damp.
20 Solen skal forvandles til mørke og månen til blod, førend Herrens store og herlige dag kommer.
21 Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”

(Act 2:1-21 D31 revideret 2016)

Hør søndagens prædiken 4.s.e. Påske 2018

Dette hellige evangelium til 4.s.e. påske 2016 skriver evangelisten Johannes i kapitel 8 vers 28-36:
28 Da sagde Jesus til dem: “Når I få ophøjet Menneskesønnen, da skal I erkende, at Jeg Er, og at jeg intet gør af mig selv; men som min Fader har lært mig, således taler jeg.
29 Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, for jeg gør altid det, som er ham til behag.”
30 Da han talte dette, troede mange på ham.
31 Jesus sagde da til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Dersom I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,
32 og I skal erkende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”
33 De svarede ham: “Vi er Abrahams sæd og har aldrig været nogens trælle; hvordan kan du da sige: I skal blive frie?”
34 Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg jer: enhver, som gør synden, er syndens træl.
35 Men trællen bliver ikke i huset til evig tid, Sønnen bliver der til evig tid.
36 Dersom da Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.
(Joh 8:28-36 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken fra 2. søndag efter påske (Joh 10,22-30)

Dette hellige evangelium til anden søndag efter påske skriver evangelisten Johannes i kapitel 10 vers 22-30:
22 Så kom tempelindvielsesfesten i Jerusalem. Det var vinter;
23 og Jesus gik omkring i helligdommen, i Salomos søjlegang.
24 Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: “Hvor længe holder du vor sjæl i uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!”
25 Jesus svarede dem: “Jeg har sagt jer det, og I tror ikke. De gerninger, som jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig;
26 men I tror ikke, fordi I ikke er af mine får.
27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig,
28 og jeg giver dem et evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
29 Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders hånd.
30 Jeg og Faderen er ét.”
(Joh 10:22-30 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken 1. s.e. påske

Dette hellige evangelium til 1.s.e. Påske skriver evangelisten Johannes i kapitel 21 vers 15-19:
15 Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig mere end disse?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vogt mine lam!”
16 Han siger atter anden gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vær hyrde for mine får!”
17 Han siger tredje gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang sagde til ham: “Har du mig kær?” Og han sagde til ham: “Herre! du kender alle ting, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine får!
18 Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver gammel, skal du udrække dine hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.”
19 Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: “Følg mig!”
(Joh 21:15-19 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken fra påskedag 2018

Denne hellige lektie til Påskedag skriver profeten Esajas i kapitel 53 vers 10 til 12
10Men HERREN havde til hensigt at knuse ham med sygdom; når hans sjæl har fuldbragt et skyldoffer, skal han se afkom og forlænge sine dage; og HERRENS vilje skal lykkes ved hans hånd. 11Fordi hans sjæl har tålt møje og besvær, skal han se det, som han skal mættes af; når han kendes, skal min retfærdige tjener gøre de mange retfærdige; og han skal bære deres misgerninger. 12Derfor vil jeg lade ham få del i de mange, og han skal dele de stærke som et bytte, fordi han tømte sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtrædere; ja, han har båret manges synd, og han skal bede for overtrædere.
(Den frie Bibel )

I dødens bånd vor Kristus lå

Hermed en eklektisk sammenskrivning/gendigtning af Luthers Christ lag in Todesbanden. Jeg har primært benyttet den Norske Synodes salmebog og Hans Rasmussens gendigtning.

I dødens bånd vor Kristus lå
for vores synd hengivet
men herlig kunne han opstå
og bragte atter livet.
Kom derfor lad os juble glad
og takke Gud i allen stad
og synge for Jesus Kristus: Halleluja.

Blandt mennesker var ej den mand,
som døden kunne binde.
Thi her var alt i syndig stand
ej uskyld var at finde.
Derfor fik døden med os magt,
fik hastigt os til graven bragt
og den holdt os hos sig fangen. Halleluja.

Men Jesus Krist, Gud Faders Søn
kom i vort sted at møde.
Han har betalt alt syndens løn
og døden dømt til døde.
Og dødens ret faldt med dens magt
til rest kun blev dens ydre dragt,
men brodden har døden mistet.

Det var en strid så underfuld
da livet stred med døden
men dødens magt sank under muld
da sejred morgenrøden.
Skriften forkynder om den dåd
den ene død den anden åd
til spot er nu døden blevet. Halleluja

Det påskelam, som Gud beskrev,
det rette her vi skue.
På korset højt det ofret blev
i kærlighedens lue.
Og blodets mærke på vor dør
i tro vi døden vise tør,
og morderen må da vige. Halleluja.

Så fejrer vi den høje fest
med hjertens fryd og glæde
Vor Herre kommer selv som gæst
og vil hos os indtræde.
Som solen lyser han nu ind
i hjertets sal med nådens skin
og syndens nat er forgået. Halleluja

Med fryd vi påskebrødet få,
for det er godt at spise.
Den gamle surdej ikke må
i nådens ord sig vise.
Han og bespiser selv vor sjæl,
han selv er og vort brød og del,
af Kristus kun troen lever. Halleluja