Sidste år udgav
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke en artikel af Flemming Kofod-Svendsen,
Niels Pedersen Grunnet og Den evangelisk-lutherske Frikirke. Det er en historisk artikel, som også til sidst behandler den strid, der i 2007 førte til dannelsen af Augustanakirken.
Flemming Kofod-Svendsen laver en fin opsummering af Augustanakirkens posiiton, sådan som jeg har forklaret ham den:
Ved stiftelsen afviste Augustanakirken ikke alene kvinders mulighed for at sidde i bestyrelser, men også deres ret til at stemme ved menighedsmøder. Desuden kritiserede Augustanakirken Frikirken for en ikke tilstrækkelig klar afvisning af det, man kaldte Missourisynodens læremæssige forfald, og for manglende afvisning af tværkirkelighed blandt kirkens unge. I det hele taget var Augustanakirkens brud med Frikirken et brud med det, man forstod som den pietistiske indflydelse i Frikirken, og en tilbagevenden til konfessionel lutherdoms princip om, at man ikke kan gå på kompromis, når det gælder Guds ords lære.
Jeg stoler derfor også på, at Flemming Kofoed-Svendsen gengiver pastor Jensen korrekt, når han lidt senere skriver:
Jensen er i stigende grad blevet bevidst om betydningen af at styrke den enkeltes tro snarere end at møde mennesker
med kirkens love og regler.
Det er en interessant bemærkning. Hvad er det mon for nogen kirkens love og regler, der står i modsætning til “den enkeltes tro”?
Er det sådan, at pastor Jensen tidligere har ment, at “kirkens love og regler” var vigtigere end den enkeltes tro? Er der nogen, der mener sådan?
Det er ikke en position, jeg har mødt, heller ikke i min tid i Frikirken.
Man kan vel skifte mening om, hvad der er Guds ords lære og hvad der i stedet blot er “kirkens love og regler”, men der er næppe mange, som vil sige, at de selv mener, at “kirkens love og regler” står over den enkeltes tro.
Vores kritik af Frikirken, som forekommer kort før ovenstående citat i artiklen gør det yderst nærliggende at overveje, om det er de punkter, hvor Frikirken afviger fra den rette lære ifølge vores kritik, der kaldes “kirkens love og regler”, og som angiveligt skulle stå i modsætning til “den enkeltes tro”. I så fald er det ortodokse lutheraneres krav om lydighed mod Guds ord, som karakteriseres som “kirkens love og regler”.
Så bør man i stedet spørge, om ikke netop pastor Jensen og Frikirken er villige til, at lade “kirkens love og regler” betyde mere end den enkeltes tro, som – hvis den er en sand kristen tro – bygger på Guds ufejlbarlige ord.
Pastor Jensens udtalelse er udtryk for en evangelie-reduktionisme, hvor man mener at kunne tilsidesætte dele af Guds ord for evangeliets skyld.
Det passer naturligvis ikke, at man reelt kan det. Paulus advarer i Galterbrevet imod vranglære med den begrundelse, at en smule surdej gennemsyrer hele dejen (Gak 5,9). Sådan har vranglæren konsekvenser også for evangeliet.
Udtalelsen fra Pastor Jensen bygger efter alt at dømme også på den udbredte misforståelse, at vi kan vide med sikkerhed, om den enkelte tror, men til gengæld ikke kan vide med sikkerhed, hvad den rette lære er, som skaber og bevarer troen.
Når man bilder sig ind, at det forholder sig sådan, ligger pragmatismen lige for. Så er man villig til at tilsidesætte Guds ord, når man bilder sig ind, at det vil gavne den enkeltes tro. Men i virkeligheden har man gjort sig selv til Gud ved både at tro, at man kan bedømme den enkeltes tro bedre end Gud og ved at tilsidesætte Guds ord.
Sandheden er, at Jesus har befalet sine apostle og deres efterfølgere i prædikeembedet at døbe og at lære folkeslagene alt, hvad han har befalet (Matt 28). Det er sådan, mennesker bliver Jesu disciple. Præsters opgave er ikke at bilde sig ind, at de kan skabe og bevare troen, men at forvalte nådemidlerne efter Jesu befaling, herunder at prædike hele Guds ufejlbarlige ord og kræve lydighed mod det.
