betydningen af Authenteoo i “I er alle én”

På s. 167-168 i “I er alle én” skriver Jacob Munk om ordet authenteoo, der bruges i 1 Tim 2,12 og oversættes med “at bestemme”, at det “optræder kun dette ene sted i det Nye Testamente, og derfor er det vanskeligt at afgøre, hvad det betyder. Nogle vil argumentere for, at det er et værdineutralt ord for at bestemme, mens andre vil hævde, at det handler om at dominere.

Etymologisk set betyder ordet noget i retning af at handle i kraft af en selvbestaltet autoritet, så i mine øjne er sidstnævnte mulighed mest nærliggende.”

– Efterfølgende skriver Jacob Munk, at det ikke er så afgørende for tolkning af teksten. Alligevel får han altså skabt usikkerhed om betydningen, som han benytter til at gøre det, ordet dækker over, til noget tidsbestemt, når han skriver, at kvindelig autoritet over en mand altid ville betragtes som dominans dengang

Spørgsmålet er imidlertid, om det er så uklart endda. Jeg står uforstående overfor, at Jacob tyr til etymologien, blot fordi ordet ikke ellers bruges i det Nye Testamente. Hvad Jacob Munk helt præcis mener med “dominere” er uklart, men det ser ud til, at han bruger det med en negativ klang,

Ordet er forholdsvis velbevidnet i græske skrifter både før og efter Det Nye Testamente, og det er normalt et ords faktiske brug og ikke dets rod eller etymologi, der er afgørende for betydningen (se bl.a. Carsons “Exegetical Fallacies” samt Moises Silvas’ “Biblical Words and their Meaning: An introduction to Lexical Semantics”).
I bogen “Women in the church”, som Jacob Munk henviser til førsteudgaven af andetsteds, har Henry Scott Baldwin lavet er ordstudie (s. 39-51), hvor han gennemgår meningen af authenteoo.

Betydninger med negative konnotationer ses først længe efter det nye testamente, mens værdineutrale betydninger, der alle inkluderer at udøve autoritet over, bruges både før og efter.
Der er derfor ingen grund til at antage, at udtrykket skulle være værdiladet, uden yderligere beviser i teksten.

“I er alle én”, Adams præstetjeneste og førstefødselsretten

Jacob Munk argumenterer i “I er Alle èn” s. 115ff for, at tanke om førstfødselsret ikke kan læses ind i skabelsesberetningen, fordi de ikke var normen hos patriarkerne samt s. 175 ff. for, at der i Paulus’ henvisning til, at Adam blev skabt først, er tale om antikke tidsbegrænsede forestillinger, der ikke er bindende.
Det mener jeg ikke holder. Tværtimod er der god grund til at læse tanken om den førstefødtes ret og pligt i store dele af Biblen på baggrund af Adams skabelse og den pligt, han fik tildelt allerede før Evas skabelse.

1. G.K. Beale har i flere skrifter (særligt The Temple and God’s Mission) argumenteret for, at Adam blev sat til at tjene i og vogte Edens have som en helligdom, snarere end blot at dyrke jorden. Det skyldes, at ordne om at dyrke og vogte i øvrigt kun bruges sammen i GT om enten Israels tjenen og holden Guds lov og præsternes tjeneste ved Helligdommen, men også beskrivelsen af Edens have i forhold til tabernaklet samt beskrivelsen af ham, der står bag Tyrus’ konge i Ezekiel 28.

2. Adam får buddet om ikke at spise af træet umiddelbart efter ordene om, at han blev sat i haven for at dyrke/tjene og vogte. Det er Adam, Gud kalder på i haven efterfølgende (1 Mos 3,9), og det er kun til Adam, det lyder, at Gud har sagt til ham, at han ikke må spise af træet. På s. 117 i bogen, skriver Jacob Munk, at det er en indlæsning og gætværk, at kun Adam fik buddet og var ham, der blev draget til ansvar. At disse observationer skulle være tilfældige, er for mig at se snarere gætværk, ligesom det er en indlæsning uden belæg i teksten at mene, at Eva også skulle have fået buddet direkte fra Gud.

3. Betydningen af at være førstefødt i Biblen har ikke først og fremmest med arverettigheder at gøre. Den har at gøre med at repræsentere familien/slægten som præst og løser. Det er derfor Isak som den førstefødte efter Sara skulle have været ofret, hvis ikke Gud greb ind, det er derfor de førstefødte i Egypten slås ihjel, og det er derfor de førstefødte skulle løses fra tempeltjeneste(, og formodentligt også derfor Israel som et korporativt Adam kaldes førstefødt, før Gud forløser det for at give det lovens pagt (2 Mos 4.22-23).

4. Førstefødtebegrebet har også stor kristologisk betydning. (Se Tom Holland i Missing Lenses samt Michael Morales i Exodus Old and New). Som vædderen trådte i stedet for den førstefødte, Isak, som påskelammene trådte i stedet for Israels førstefødte ved udgangen af Egypten og som Levitterne og præsterne trådte i stedet for Israels førstefødte (4 Mos 3), sådan træder Jesus i stedet for Israel, der var Guds førstefødte, så han bliver al skabnings førstefødte (Kol 1,15), førstefødt af de døde (Kol 1,18), og for de troende førstefødt iblandt brødre (Rom 8,29). Formodentligt er det derfor både Lukas og Matthæus nævner, at Jesus er Marias førstefødte og Lukas ved fremstillingen i templet ikke nævner, at Jesus blev løst fra tempeltjenesten (noget Chemnitz observerede i sin evangelieharmoni, og som yderligere underbygges bl.a. af Tom Holland med henvisning til parallellen mellem Hannahs og Marias lovsange.

5. At Jesus er al skabnings førstefødte, førstefødt af de døde og førstefødt blandt brødre, viser, at han er grundlægger af samt ypperstepræst og hoved for en ny menneskeslægt. Der er en tydelig parallel mellem dette og at han er den anden Adam, som Rom 5 og 1 Kor 15 gør klart. Når dertil lægges, at Lukas kalder Adam for Guds søn i Luk 3 lige efter at have erklæret Jesus for sin Søn i hvem han har velbehag, viser også en tydelig sammenhæng. (ikke hermed sagt, at de begge er sønner i ontologisk forstand eller at Jesus ikke skulle være det også i ontologisk forstand).

På den baggrund mener jeg, at førstefødselsbegrebet og dét, at Adam ble skabt først – og indsat i sin præstetjeneste før skabelsen af Eva – har stor bibelteologisk betydning. Der er ingen grund til at affeje denne begrundelse hos Paulus som værende afhængig af tidsbestemte antikke forestillinger.