Category Archives: Katekismusprædiken

Hør prædiken (4.s.e.trinitatis 2020) Katekismusprædiken femte bud

Hør prædiken nederst i indlægget

13 Du må ikke slå ihjel! (Exo 20:13 D31)

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning
    1. Første tavle om forholdet til Gud
    2. Anden tavle indledes med fjerde bud om dem, der står i guds sted
    3. Nu er vi så nået til det grundlæggende bud, der handler om vores næste generelt, og som de øvrige bud om vores næste kan udledes af
    4. Derfor begynder Jesus sin udlægning af buddene i bjergprædikenen med dette bud
    5. Jesus forklarer også her buddet, så det ikke kun gælder dette legemligt at slå ihjel.
      1. Jesus siger siger: 21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. 22 Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      2. Jesus gør altså klart, at dette bud ikke udelukkende vedrører ydre gerninger, men også både hjertets og mundens gerninger
  • Samme metode anvender Jesus derefter ved udlægningen af de øvrige bud på lovens anden tavle
  1. Dette er ikke noget nyt
  2. Mosebog 19 lærer os det samme: 17 Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for hans Skyld. 18 Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!  (Lev 19:17-18 D31)
  3. Jesus betoner derfor, at han går tilbage bagved farisæernes mundtlige overleveringer til den oprindelige mening, som han selv har givet som den, der gav loven på Sinaj
  1. Det femte bud er også det første bud vedrørende næsten, vi læser om et tydeligt ydre brud på i GT, nemlig Kains mord på Abel
    1. Her kan vi læse en detaljeret beskrivelse af, hvordan synden begynder med vrede og misundelse i hjertet, som afsløres af Gud
  2. Det er også det bud, der beskytter det allervigtigste hos vores næste, nemlig næstens liv
    1. Derfra fortsætter lovens anden tavle med vores næstes familie, ejendele og rygte
    2. Men det vigtigste og forudsætningen for de andre er altså vores næstes liv
  3. Vi vil på den baggrund se på,
    1. hvem buddet er stilet til,
    2. hvad der menes med ikke at slå ihjel,
  • hvad vi kan udlede deraf om, hvad vi skal gøre,
  1. hvem vi ikke må slå ihjel
  2. hvilke trusler og løfter, der er til det femte bud
  3. Hvordan Jesus har opfyldt dette bud og taget straffen for at bryde det for os
  • Hvem må ikke slå ihjel
    1. Hvor det fjerede bud gælder børns forhold til forældre og undersåtters forhold til overordnede, er dette bud generelt
    2. Dette bud ergenerelt og gælder ikke kuns ærlige personer eller relationer
    3. Det gjaldt f.eks. også på gammelktestamentlig tid i forholdet mellem slaver og deres herrer: 20 Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de dør på Stedet, skal han straffes derfor; (Exo 21:20 D31)
    4. Vi bliver dog nødt til at skelne mellem privatpersoner og øvrigheden
      1. Der er allerede i 1 Mos 9 efter syndfloden fastsat dødsstraf for mordere: 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. (Gen 9:6 D31)
      2. Derfor kommer det femte bud også efter det fjerde bud, som specifikt giver øvrigheden ret til at straffe, som vi hørte om under det femte bud
  • Om øvrigheden skriver Paulus i Rom 13: 4 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. (Rom 13:4 D31)
  1. Øvrigheden har altså pligt til at eksekvere Guds straf mod de onde, som inkluderer dødsstraf for overlagt mord
  1. Privatpersoner må altså ikke slå privatpersoner ihjel
    1. Derfor forbyder Jesus også i bjergprædikenen privat hævn og gengældelse, selvom øvrigheden må gøre gengæld
      • 38 I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. 39 Men jeg siger jer, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham også den anden til!  (Mat 5:38-39 D31)
    2. Jesus tillader dog selvforsvar, selvom han forbyder gengældelse – også for sine apostle, som det er klart, da han siger før sin tilfangetagelse i Lukas 22:
      • 35 Og han sagde til dem: “Da jeg udsendte jer uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: “Intet.” 36 Men han sagde til dem: “Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!  37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: “Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi også med mig har det en Ende.”  38 Men de sagde: “Herre! se, her er to Sværd.” Men han sagde til dem: “Det er nok.”  (Luk 22:35-38 D31)
      • Selv ved selvforsvar er det dog vigtigt, at privatpersoner ikke hævner sig og gengælder ondt med ondt
      • Kun nødvendig modstand er tilladt
      • Det kan godt være, det er nødvendigt at slå modparten ihjel som sidste udvej, men det må kun ske, hvis det er nødvendigt for at beskytte liv og ejendom
      • Mod øvrigheden har kristne dog ikke ret til at forsvare sig, men skal tåle forfølgelse
  • Dette bud gælder som de øvrige bud alle mennesker og ikke kun f.eks. de kristne
    • Når Paulus i rom 3 fordømmer hedningerne for deres synder, nævner han derfor også deres synd mod det femte bud:
      • 15 ”rappe er deres Fødder til at udøse Blod; (Rom 3:15 D31)
    • Dette bud skal altså afsløre og dømme synden i alle msk
    • Derfor skal det også frit bekendes, når det benægtes f.eks. når msk. vil slå ufødte eller nyfødte børn ihjel
  • Hvad menes med at slå ihjel – hvad er forbudt
    1. For det andet skal vi beskæftige os med, hvilke handlinger dette bud omfatter
      1. I første omgang vil vi se på, hvad der er forbudt, fordi buddet er formuleret negativt
      2. Dernæst vil vi se på, hvilke positive påbud, vi kan udlede af forbuddet
    2. Jesus udlægger buddet i Matt 5: 22 Men jeg siger jer, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      1. Herudfra kan vi udlede, at buddet udover den ydre handling også omfatter hjertets tanker og mundens ord
      2. Vi vil se på dem en ad gangen
    3. Den ydre gerning
      1. Skriften taler, som allerede nævnt om ikke at slå ihjel
      2. Den ydre gerning, der forbydes, inkluderer dog også andre former for legemlig skade, som ikke fuldt ud er at slå ihjel
        • I 2 Mos 21,18-19 står der: 18 Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde Sengen, 19 så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.  (Exo 21:18-19 D31)
        • Selvom en, der under et sådant slagsmål ikke slår den anden ihjel, skal vedkommende stadig bøde for den legemlige skade, der er påført den anden
  • Også undladelse er inkluderet her
    • I Ordspr 24:11-12 står der: 11 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. 12 Siger du: “Se, jeg vidste det ikke” – mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.  (Pro 24:11-12 D31)
      • Hvis du ved, hvordan du kan redde nogen fra døden, men ikke gør det, så synder du også mod dette bud
      • Et eksempel på dette er den rige mand, som lod Lazarus dø og derefter endte i helvede
    • Martin Luther i Store katekismus: Imod dette bud forsynder sig ikke blot de, der gør deres næste ondt, men også den, der kan gøre sin næste godt ved at forhindre, forebygge, beskytte og redde, men ikke gør det. Hvis du således lader nogen gå nøgen, som du kunne have givet tøj, så er du skyld i at han fryse ihjel. Ser du nogen sulte, og du ikke giver ham mad, så er du skyld i at han dør af sult. På samme måde, hvis du ser nogen uskyldigt dømt til døden eller i lignende nød, og du ikke redder ham på trods af, at du kender middel og udvej, så er du skyld i hans død. Og det hjælper ikke, at du siger, at det ikke er sket med din medvirken, for du har unddraget ham din kærlighed og berøvet ham den velgerning, som kunne have reddet ham. (Finn Andersens oversættelse)
  1. Tankerne
    1. Vi lærer om Kain, at hans synd begyndte i hjertet, da Gud irettesatte ham og sagde:
      • 6 Da sagde HERREN til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved? 7 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!”  (Gen 4:6-7 D31)
        • Vreden og hadet til ens næste er årsagen til, at msk. slår ihjel og første skrift på vejen dertil
        • Derfor er også vreden og hadet til ens næste forbudt
  1. Jesu ord fra Mat 5: Men jeg siger jer, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen
    • Selve hadet og vreden mod din næste er altså en synd
  • Det gælder også hemmeligt fjendskab og bitterhed, som Jesus fortsætter med at beskrive i Mat 5:
    • Jesus fortsætter 23 Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, 24 så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! 25 Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, mens du er med ham på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. 26 Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, før du får betalt den sidste Mønt.  (Mat 5:21-26 D31)
      • Den, der ikke vil forlige sig med sin næste, men fortsætter med uforsonlighed og bitterhed her på jorden, vil til sidst gå fortabt
      • Derfor advares der i Hebræerbrevet: 15 og se til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; (Heb 12:15 D31)
      • Bitterhed mod ens næste, hvor man ikke farer op, men bærer på had mod sin næste er lige så syndigt som åbenbar vrede
  1. Paulus formaner vedr. vred en Ef 4: 26 Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; 27 giver ikke heller Djævelen Rum!  (Eph 4:26-27 D31)
    • Selvom den indledende reaktion ikke kan undgås, kan vredne stoppes
    • Hvis man lader den fortsætte, giver man Djævelen rum
    • Du skal derfor kæmpe mod vreden, når den bruser op i dig
    • Du skal søge Guds tilgivelse og huske på, hvor meget, du fortjener Guds vrede, men at han har tilgivet dig dine synder
    • Derfor skal du tilgive din næste, som Gud har tilgivet dig
  2. Mundens ord og andre former for kommunikation er også omfattet
    1. Det viser Jesu ord fra bjergprædikenen: ; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      • Det at tale ond til sin næste i vrede og had er altså også omfattet
      • Det inkluderer også skriftsprog og andre former for kommunikation, hvor man gør sin næste ondt
    2. Paulus advarer også imod dette, når han skriver: 29 Lad ingen rådden Tale udgå af jeres Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; 30 og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I blev beseglede til Forløsningens Dag. 31 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!  (Eph 4:29-31 D31)
      • Ond tale mod andre i hidsighed og vrede er altså en synd mod det femte bud
      • Man risikerer at bedrøve dne Helligånd ved sådan tale
      • at man mister Helligånden og troen igennem ubodfærdig synd
    3. Undtagelser – retfærdig vrede
      1. Der er undtagelser til forbuddet mod at slå ihjel og de forbud, der er inkluderet i det:
        • Levitternes drab på 3.000 mand havde Guds velsignelse (2 Mos 32:25ff)
          • Hvis en privatperson slår nogen ihjel under hans varetægt eller en myndighedsperson gør det uden loen på sins ide, er det et brud på buddet
        • Moses blev vred, da Farao ikke ville lade israelitterne gå ( 2 Mos 11:8)
        • Moses blev også vred, da israelitterne havd elavet guldkalven: 19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. (Exo 32:19 D31)
          • Der findes en retfærdig vrede
        • Paulus kalder galaterne uforstandige:
          O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? (Gal 3:1 D31)

          • Det svarer til Jesu ord om ikke at sige Raka eller tåbe
  1. Spørgsmålet er altså, hvornår vrede er synd og hvornår den er retfærdigt
    • Vi skal hade synden og ikke synderen har nogen sagt
    • Det er lidt upræcist, for David kan også sige i Sl 139: 21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; 22 med fuldt Had hader jeg dem, de er også mine Fjender.  (Psa 139:21-22 D31)
    • En bedre forklaring er, at når det handler oma t være vred for Guds æres og kærlighed til refærdighedens skyld, er vrede mod ugudelighed ikke en synd, men en dyd
    • Når det handler om øvrighedspersoner hvad enten i hjem, kirke eller verdslig øvrighed, skal de handler direkte imod uretfærdighed
    • De skal derfor udvise nidkærhed, som præsten Pinehas, der slog en mand ihjel, der bragte utugt og afgudsdyrkelse ind i Israels folk
    • Om ham siger Gud i 4 Mos 25,6: 11 “Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israelitterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israelitterne i min Nidkærhed. (Num 25:11 D31)
    • På den anden side er vrede en synd, når vi er vred på vores næste af personlige grunde
    • Det sker, når vi er utålmodige eller når en eller anden glæde er taget fra os
    • Det sker gennem misundelse, vrede og bitterhed mod næsten
    • Men at kalde nogen en tåbe for at føre dem til omvendelse er ikke en synd
    • Blot skal vi være opmærksom på hvilke motiver, der ligger bag, så vi ikke forsvarer uretfærdig vrede med, at det er retfærdig vrede
    • Gud kender vores hjerters tanker og ved, når vi synder
  • Hvad er så påbudt
    1. Påbuddene kan sluttes fra, hvad der er forbudt
    2. Men Jesus formulerer sig også positivt, når han siger om fjendekærlighed: 43 I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” 44 Dog, Jeg siger jer: Elsk jeres fjender! Velsign dem, som forbander jer! Gør vel mod dem, som hader jer, og bed for dem, som spotter jer og forfølger jer!  (Mat 5:43-44 WIE)
    3. Vi kan inddele påbuddene på samme måde – i tanke ord og gerninger
    4. Elsk Jeres fjender – i tanker
      1. Paulus uddyber dette også om broderkærlighed i Rom 12,9-11: 9 Kærligheden må være oprigtig, idet den afskyer det onde og klynger sig til det gode! 10 Vær hverandre inderligt hengivne i broderkærlighed. Agt hverandre højere i ærbødighed.  11 Vær ikke lunkne i iveren, nej, vær brændende i Ånden, idet I tjener HErren her i tiden.  (Rom 12:9-11 WIE)
      2. Og Paulus skriver i Ef 4,31-32: 31 Lad enhver bitterhed og vrede og harme og skrål og spot være fjernt fra jer, med samt al ondskab! 32 Vær i stedet milde mod hverandre og barmhjertige, idet I tilgiver hverandre, som også Gud i Kristus har tilgivet jer!  (Eph 4:31-32 WIE)
  • Og i Kol 3 skriver Paulus: 12 Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede: barmhjertighed, miskundhed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, 13 og bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis een har en klage mod en anden! Ligesom Kristus tilgav jer, således skal også I [gøre]!  14 Og iklæd jer over alt dette kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd!  (Col 3:12-14 WIE)
  1. Vi skal altså elske vores næste – også dem, der gør os ondt
  2. Vi skal tilgive dem og ikke hævne os
  3. Vi skal vise tålmodighed, barmhjertighed, ydmyghed og mildhed overfor vores næste på egne vegne
  1. Velsign dem, der forbander jer – ord
    1. 14 Velsign dem, som forfølger jer – velsign og forband ikke! (Rom 12:14 WIE)
    2. Vi skal altså tale godt til dem,d er synder mod os i ord ved at forbande og forfølge os
  2. Gør vel mod dem, der hader jer
    1. Også dette uddyber Paulus i Rom 12:
      • 13 Tag del i hjælpen til de hellige, som har behov, og jag efter gæstfrihed. (Rom 12:13 WIE)
      • 17 Gengæld ingen ondt med ondt. Bestræb jer på at gøre det, der er godt for Gud og for alle menneskers åsyn. 18 Om det er muligt for jer, så hold fred med alle mennesker.  19 Ikke jer selv skal I hævne, I elskede, nej, giv plads for [Guds] vrede. Thi det er skrevet: “Mig tilkommer hævnen, Jeg vil gengælde, siger HErren!”  20 Hvis altså “din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke; thi når du gør det, hober du glødende kul på hans hovede”!  21 Lad dig ikke besejre af det onde, nej, overvind det onde med det gode!  (Rom 12:17-21 WIE)
      • Selvom nogen gør ondt mod os, skal vi ikke hævne os, men gøre godt imod dem
      • På den måde leder vi også de onde til syndserkendelse, når vi viser dem kærlighed, selvom de handler ondt mod os
      • Når vi derimod gengælder ondt med ondt, vil de retfærdiggøre deres ondskab
      • Selvom vi altså skal vise retfærdig vrede, når Gud krænkes, skal vi tilgive og vise mildhed, når vi krænkes, så vi også derigennem kan lede mennesker til syndserkendelse
  • Hvem må vi ikke slå ihjel
    1. Nu har vi forhold os til, hvem buddet er rettet mod, hvad man ikke må og hvad man skal
      1. Nu vil vi forholde os til, hvem det er, vi ikke må slå ihjel eller udøve de andre ting imod ifølge dette bud
    2. Det er ikke forbudt at slå dyr ihjel for at spise dem
      1. Efter syndfloden siger Gud: 2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.  (Gen 9:2-3 D31)
      2. Dyr må derfor slås ihjel
  • Men det skal ikke ske på grusom måde
  1. Vi må ikke slå os selv ihjel
    1. Det kan vi udlede af, at vi ikke må slå ihjel
    2. Vi kan også udlede det af 1 Mos 9,6, hvor der generelt står: 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. (Gen 9:6 D31)
  2. Andre mennesker – din næste
    1. Farisæerne lærte, at et kun gjaldt ens venner og nærmeste
    2. Det er ikke korrekt
      • Da en spørger Jesus, hvem hans næste er, svarer Jesus med lignelsen om den barmhjertige samaritaner
      • OG i beretningen om den rige mand og Lazarus var Lazarus den rige mands næste
      • Og I Matt 5:44 taler Jesus om fjendekærlighed
  • Skal vi så drage land og rige rundt for at sikre, at der ikke er nogen, der har brug for vores hjælp, hvis vi ikke vil synde mod dette bud?
    • Nej i både beretningen om den barmhjertige samaritaner og den rige mand og Lazarus handlede det om nogen, Gud placerede på nogens vej
    • Det er altså enhver, vi møder, der er vores næste
    • Vi skal dog også gøre godt mod mennesker, der geografisk er langt fra os, som Paulus formaner kirken i Korinth til, når han taler om hjælpen til de hellige i jerusalem:
    • Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!  2 Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.  3 Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.  (1Co 16:1-3 D31)
  1. Dette bud gælder også ufødte børn:
    1. 22 Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn. (Exo 21:22 D31)
    2. Det gælder også nyfødte børn som dem, Farao og Herodes fik slået ihjel
  • Når derfor mennesker i dag tillader overlagt drab på ufødte og nyfødte børn, er det en grov synd mod det femte bud
  • Hvilke trusler og løfter er der til dette bud
    1. Vi skal også forholde os til, hvilke trusler og løfter, der følger dette bud
    2. Når Jesus i bjergprædikenen taler om, hvad de forskellige synder gør en skyldig til, er det for at imødegå farisæernes lære om at kunne nogle synder efter det femte bud gjorde en skyldig til helvedes ild
      1. Matt 5: 21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. 22 Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      2. Det Jesus vil sige med dette er,
        • at selv ikke den mindste synd fritager en fra dom
        • Ydre straf ikke frigør en fra den evige straf
        • At den evige straf ikke kun gælder de store synder
  • Gud lod timelig straf ramme Kain: 12 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!” (Gen 4:12 D31)
  1. Der er også velsignelser for dem, der gør godt efter dette bud
    1. Således f.eks. jordmødrene, der reddede israelittiske børn og var ulydige mod Farao: 20 Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; 21 og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.  (Exo 1:20-21 D31)
  2. Truslerne og løfterne skal få os til at frygte Guds vrede, når vi har brudt dette bud
  3. Det har alle gjort i hjertet, og derfor er vi skyldige til Guds dom og vrede – ja til at blive slået ihjel og lide den evige død
  • Jesu opfyldelse af buddet og død for os
    1. Men netop for, at vi måtte undgå timelig død og evig fordømmelse sendte Gud sin søn i syndig køds lighed
    2. Jesus gjorde godt mod alle og hævnede sig ikke imod dem, der gjorde ondt mod ham
    3. Selv på korset bad han for dem, der pinte og slog ham ihjel
    4. Det gjorde han ikke blot for at give os et eksempel
    5. Nej han gjorde det for at opfylde loven for os
    6. Og han lod sig villigt slå ihjel og tog derfor den retfærdige straf for alle mordere, som fortjener at dø
    7. Hans stedfortrædende liv og død opvejer alle vore synder også efter det femte bud
    8. Da han udgød sit blod imens han bad for sine fjender sonedes han Guds vrede over vores onde tanker, ord og handlinger imod andre mennesker
    9. Og når vi modtager hans tilgivelse i ordet og sakramenterne i tro, så kan vi også tilgive vores næste og ikke tænke, tale eller handle ondt mod vores næste
  • Afslutning
    1. Vi har lært, hvem det femte bud er rettet mod:
      1. Alle, undtagen øvrigheden fsva. Dens embede påbyder noget andet
    2. Vi har lært, hvad der er forbudt
      1. At gøre næsten ondt i tanker, ord eller handlinger gennem vrede, onde ord eller skadevoldende handlinger
    3. Vi har lært, hvad der er påbudt:
      1. At gøre godt mod næsten i tanker, ord og handlinger
      2. elske vores næste, velsigne vores næste og gøre godt imod vores næste
    4. Vi har lært, at Gud truer med at straffe dem, der bryder dette bud og velsigner dem, der holder det
      1. Vi skal derfor overholde dette bud og frygte Guds vrede, når i bryder det
    5. Vi har lært, at Jesus har opfyldt det femte bud og taget dets straf
      1. Vi skal derfor tage tilflugt til ham og hans retfærdighed i ordet og sakramenterne
      2. Vi skal også, fordi vi her tilgives ufortjent, handle godt mod vores næste uanset om vores næste har fortjent det
    6. Luther sammenfatter det femte bud i lille katekismus
      1. Det femte
      2. Du må ikke slå ihjel
  • Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør præidken: det fjerde bud (2 Mos 20:12) Katekismusprædiken 7

(Lydfil i bunden)

Denne hellige lektie skrives i 2. Mosebog kapitel 20 vers 12:

Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig! (Exo 20:12 D31)

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning
    1. Respekt overfor autoriteter er dalende
    2. Man hører, at børn skal gøre oprør, altså bryde det fjerde bud
    3. Øvrigheden lægges for had og msk. gør oprør imod den
    4. Præsteembedet er mere foragtet end nogensinde
    5. Hvordan skal vi som kristne forholde os til det fjerede bud
  • Om lovens anden tavle
    1. Loven første tavle handler om vore s forhold til Gud
      1. Første bud om Gud selv
      2. Andet bud om Guds navn
  • Tredje bud om Guds ord og gudsdyrkelsen
  1. Anden tavle handler om forholdet til vores næste
    1. Ret gudsdyrkelse handler ikke blot om forholdet til Gud
    2. Sådan har munke og asketer igennem tiden villet bure sig inde og tro, at de alene er fromme og retfærdige ved déres bønner og åndelighed
  • Denne tanke bygger på en foragt for skaberværket
  1. Gud har også skabt vores næste og resten af skaberværket
  2. Og Gud har fastsat en orden for skaberværket
  3. Gud har også fastsat ordninger som følge af syndefaldet og frelsen
  • Derfor skal vi også agte disse ordninger
  1. Det fjerde bud er det første på den anden tavle
    1. Det beskæftiger sig med Guds repræsentanter overfor os
    2. Det følger af gode grunde efter lovens første tavle, da disse autoriteter er i Guds sted overfor os
  • Hvem er Fader og moder
    1. Gud er far i egentlig forstand
      1. Gud Faders forhold til Sønnen er det originale faderforhold, som alt andet er kopier af
        • 14 På grund af dette bøjer jeg mine knæ for vor HErres Jesu Kristi Fader, 15 efter Hvem ethvert faderforhold i Himlen og på jorden er opkaldt, (Eph 3:14-15 WIE)
        • Jordiske fædreforhold er en afglans af faderens og Sønnens forhold
      2. Faderen er først og fremmest Sønnens far fra evighed
  • Dernæst er han også vores far igennem adoption ved dåben, hvor vi er indpodet på Kristus og har fået del i hans barneforhold
  1. Og derfor kan vi også bede til Gud som Fader, som vi gør i Fadervor
  2. De jordiske faderforhold er ordnet som en afglans af Faderens relation til Sønnen
  1. Dernæst naturlige forældre og adoptivforældre
    1. Gud har ved befalingen til Adam og Eva om at blive frugtbare og mangfoldige indstiftet forældreskabet
    2. Derfor gælder det Naturlige forældre
  • Der står din fader og moder
    • Det er ikke blot en autoritet i al almindelighed
    • Det er ”din” fader og moder
    • nogen der også har særlige pligter overfor dig
  1. Det gælder også juridiske forældre som Josef, der ikke var Jesu naturlige Fader, men dog regnes som hans Fader juridisk, så Jesus er kong Davids juridiske arving igennem Josef
  1. Andre fædre, som er afledt af de naturlige fædre og mødre
    1. Gælder også andre øvrigheder
      • 13 Underordner jer under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld (1Pe 2:13 D31)
    2. Arbejdsgivere
      • 18 I slaver! underordn jer under jeres Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. 19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.  (1Pe 2:18-19 D31)
      • Selvom arbejdsgivere har mindre beføjelser over os end slaveejere over deres slave, kan vi anvende samme princip
      • De står i forældres sted, som husfaderen i gamle dag
  • Øvrigheden
    • Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, 2 så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning  (Rom 13:1-2 D31)
      • Øvrigheden er indsat af Gud
      • Luthers teori – efter syndfloden
      • I hvert tilfælde en syndefaldsordning
      • Oprindeligt var det fædre og siden slægtens patriark, der havde retten til at straffe
      • Øvrigheden er således afledt af faderembedet pga. synden
    • Øvrighedens opgave er at holde synden i ave: 4 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. (Rom 13:4 D31)
  1. Præster
    • 17 De Ældste, som er gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. (1Ti 5:17 D31)
      • Præsteembedet er også et fadermbede
      • Thi om I så havde ti tusinde lærere i Kristus, har I dog ikke mange fædre! Jeg har nemlig avlet jer ved Evangeliet i Kristus Jesus. (1Co 4:15 WIE)
      • Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! (Gal 4:19 D31)
      • Således gælder dette bud også de åndelige fædre – præsterne
  1. Hvad forpligter det fjerde bud så til overfor fædre og mødre
  • Hvad pligterne efter 4. bud
    1. Børn mod forældre
      1. Vise respekt for forældre og ældre
        • 32 Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN! (Lev 19:32 D31)
        • Gælder ældre generelt
        • Du skal ære Guds ordning, som forældreskabet er
        • Du skal derfor udvise respekt for forældre
        • Respektløshed og ringeagt for forældre er derfor en synd
      2. Børn skal adlyde forældre
        • I Børn! adlyd jeres Forældre i Herren, thi dette er ret. (Eph 6:1 D31)
        • Dem, der ikke vil adlyde forældre nævnes også i Rom 1,30 blandt dem, der går fortabt
        • På et tidspunkt forlader børn deres forældre og gifter sig
        • Det skal ske med forældres samtykke, men da er børnene ikke en del af forældrenes husstand mere og ikke under deres myndighed, så de skal adlyde dem
        • De øvrige aspekter af det fjerde bud gælder stadig
  • Tag ved lære af dine forældre
    • 8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring. (Pro 1:8 D31)
    • Forældre har til opgave at lære dig den vej, du skal gå, og derfor skal du også gerne høre og lære af dem
    • Det er derfor en synd at ringeagte deres formaning og belæring
  1. Tage dig af dine forældre, når de bliver gamle
    • Mat 5 ”Men I siger: “Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: “Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,” han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder.” 6 Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.”  (Mat 15:5-6 D31)
    • 3 Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; 4 men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud.  (1Ti 5:3-4 D31)
    • Det er derfor en synd, hvis du ikke vil hjælpe dine forældre, når de bliver ganmle og har brug for det
  2. Vise respekt for ældre forældre
    • 22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! (Pro 23:22 D31)
    • Man kan miste respekten for ens forældre, når de bliver gamle
    • Det er også en synd
  3. Forældre mod børn
    1. 4 Og I Fædre! Gør ikke jeres Børn vrede, men opdrage dem i Herrens Tugt og Formaning! (Eph 6:4 D31
      • Forældre skal ikke vække børns vrede
      • Forældre skal opfostre børnene
        • Både give fysisk og åndelig mad
      • I Herrens tugt og formaning
        • Forældre skal straffe deres børn, når de forsynder sig
          • 13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra graven  (Pro 23:13-14 D31)
        • Forældre skal formane og insturere i den kristne tro, så deres børn kan oplæres i troen
  1. Hvorfor nævnes kun forældre?
    • De er den grundlæggende skaberordning
    • De øvrige er afledt heraf
  2. Pligter mod arbejdsgivere
    1. 5 I slaver! adlyd jeres Herrer efter Kødet* med Frygt og Bæven i jeres Hjertes Enfoldighed som Kristus; 6 ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet,  7 idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for Mennesker,  8 idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af Herren, hvad enten han er Træl eller fri.  (Eph 6:5-8 D31)
      • Kristne skal adlyde deres arbejdsgivere fsva. Arbejdet
      • Ikke blot for et syns skyld
    2. Øvrigheden
      1. 13 Underordn jer under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, 14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.  (1Pe 2:13-14 D31)
      2. Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner, Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, 2 for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed;  (1Ti 2:1-2 D31)
  • Skat og ære: 7 Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære. (Rom 13:7 D31)
  1. Denne lydighed har en grænse:
    • 29 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: “Man bør adlyde Gud mere end Mennesker. (Act 5:29 D31)
    • Peter og apostlene for rådet
    • Det gælder også kirkelige øvrigheder og forældre, at man skal adlyde Gud over dem, når de befaler en at handler i strid med Guds ord
  2. Menighedens pligt mod præst
    1. 17 Adlyd jeres Vejledere og ret jer efter dem; thi de våge over jeres Sjæle som de, der skal gøre Regnskab – for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er jer ikke gavnligt. (Heb 13:17 D31)
      • Det indebærer, at man skal adlyde præsten, når denne handler inden for sit emede
      • Når præsten prædiker Guds ord, skal man adlyde
        • Men man skal adlyde Guds ord, selvom præsten ikke prædiker det
      • Det gælder også det, der hører til præstens embede, at menigheden skal adlyde præsten fsva, embedet
        • eks. kirkeskikke, dog så længe de ikke blive gjort til fortjenstfulde gerninger eller noget i sig selv nødvendigt, Ca 28:
        • Hvad skal man følgelig mene om søndagen og lignende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser. Således anordner Paulus, at kvinderne skal tilhylle hovedet i menighedens forsamling (1 Kor. 11.5.6), at de, som fortolker, skal høres efter bestemt orden i kirken (1 Kor. 14.30) osv.
        • Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sligt for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre
      • Løfte og trussel
        1. Der er også føjet et løfte til dette bud, som uddybes i Ef 6: 2 “Ær din Fader og Moder”, dette er jo det første Bud med et løfte, 3 “for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet.” (Eph 6:2-3 D31)
          • Et timeligt løfte om et langt liv i landet til israel
          • Og om at det må gå dig vel
          • Sådan lover Gud et langt og godt liv til dem, der ærer deres far og mor
        2. Trussel
          • GT-love
            • 15 Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden. … 17 Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden. (Exo 21:15-17 D31)
            • Trussel om timelig død:
              • 17 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde. (Pro 30:17 D31)
            • Øvrigheden:
              • den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. (Rom 13:2 D31)
            • der er således både løfter om jordisk velsignelse for at holde dette bud og trusler om straf
            • Det skal minde os om den evige velsignelse og straf ved henholdsvis at holde og bryde buddet
            • Vi skal derfor frygte Gud, – også vi afsløres i at have forbrudt os mod det fjerde bud
          • Fortabte Sønner og barnekår hos Gud ved den lydige Søn, Jesus Kristus
            1. Vi er fortabte sønner
              1. Som den fortabte Søn har vi forbrudt os med det fjerde bud
              2. Vi har derved også forbrudt os mod vor Fader
            2. Den lydige Søn, Jesus Kristus
              1. Han er al skabnings førstefødte Kol 1:15 Guds udtrykte billede
              2. Gud havde velbehag i den menneskeblevne Jesus som sin elskede Søn, som det lyder fra himlen ved hans dåb og på Åbenbarelsens bjerg
  • Jesus bar vores synder som en tjener
  1. Han blev stadfæstet som Guds Søn ved sin opstandelse Rom 1.1
  2. Den førstefødte af de døde
    • 18 Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; (Col 1:18 D31)
  3. Vi får barnekår ved delagtighed i Kristus
    • 29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. (Rom 8:29 D31)
  4. Vi bliver Medarvinger ved ham
    • 17 Men når vi er Børn, er vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham. (Rom 8:17 D31)
  5. Som Guds børn må vi lever i lydighed mod ham som vores far og de autoriteter, han har sat over os
  • Afslutning
    1. Lille katekismus
      1. Det fjerde
      2. Du skal ære din far og din mor
  • Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter vore forældre og foresatte eller gør dem vrede, men holder dem i ære, tjener, adlyder, elsker og agter dem.
  1. Frygte og elske Gud, som har indsat autoriteter over os
  2. Ikke foragte eller vække forældre og foresattes vrede
  3. Holde dem i ære
  4. Tjene og adlyde
  5. Elske og agte

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør Prædiken: Det tredje bud (2 Mos 20,8-11) Katekismusprædiken 6

Denne hellige lektie til 2.s.e. Trinitatisskriver profeten Moses i Anden Mosebog kapitel 20 vers 8-11

8 Husk sabbatens dag, så du holder den hellig.

9 Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning.

10 Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen gerning gøre, hverken du eller din søn eller din datter, din tjener eller din tjenestepige eller dit dyr eller din fremmede, som er indenfor dine porte.

11 Thi på seks dage skabte Herren himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede på den syvende dag; derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den.

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning
    1. Vi er tilbage ved katekismeprædikener
    2. I det første bud lærte i over alle ting at frygte Gud og stole på ham
    3. I det andet bud lærte vi ikke at misbruge Guds navn, men i al nød påkalde det, bede love og takke
    4. Nu er vi nået til det tredje og sidste bud på lovens førte tavle, som handler om forholdet til gud
  • Udlægning af teksten og sabbatten i GT:
    1. 8 Husk sabbatens dag, så du holder den hellig.
      1. Husk
        • ikke blot ”hold sabbatten hellig” – har ikke blot med ydre overholdese at gøre
        • Gud forudså dermed, at ma i fremtiden ville overholde den alene i det ydre uden at hre og lære Guds ord
        • At huske er en gerning i vores sind – og det er det, der først og fremmest er sabbattens formål
      2. Sabbatten
        • Hviledagen
        • Allerede kendt af israelitterne fra 2 Mos 16 på vejen til sinaj, hvor de skulle samle Manna seks dage om ugen og hvile den syvende:
        • Mannaen, 2 Mos 16:
          • 22 På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; 23 men han sagde til dem: “Det er netop, som HERREN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!” 24 De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.  25 Derpå sagde Moses: “Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.  26 I seks Dage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde.”  (Exo 16:22-26 D31)
        • Hold den hellig
          • At hellige eller helligholde noget vil sige at sætte det til side til helligt brug
          • Denne dag skulle adskilles fra andre dage og gøres til noget særligt
          • Den skal helliges Herren: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger jer. (Exo 31:13 D31)
          • Formålet med sabbatten var både at hvile og dyrke Gud. Det var derfor den første af festtiderne i israel, som der står i 3 Mos 23:
            • 2 Tal til Israelitterne og sig til dem: Hvad angår HERRENS Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine Festtider følgende: 3 I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre, det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.  (Lev 23:2-3 D31)
          • Der blev også bragt særlige ofre på sabbatten, som man kan læse i 4. mosebog 28:1: 9 På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med tilhørende Drikoffer, 10 et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Drikoffer.  (Num 28:9-10 D31)
          • Hvor det andet bud i særlig grad handler om enkeltpersoners brug af Guds navn, handler Sabbatten om den offentlige gudsdyrkelse
  1. 9 Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning.
    1. Vi skal lægge mærke til, at israelitterne her påbydes at arbejde seks dage
    2. Derfor skal vi ikke tro, at vi ikke også tjener Gud i løbet af ugen, når vi passer vores arbejde
  • Det gør vi
  1. Gud påbyder os at arbejde for føden
  2. Dette bud ligger indehold i sabbtasbuddet om at hvile på den syvende dag
  3. Derfor står der i 2 Thess 3,10: 10 Også da vi var hos jer, bød vi jer jo dette, at dersom nogen ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden! (2Th 3:10 D31)
  • Grunden til, at Gud kun gav en dag til Gudstjeneste og seks dage til arbejde var ikke, fordi arbejde er vigtigere, men fordi arbejde skal holde kødet nede
  1. 10 Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen gerning gøre
    1. Men den syvende dag skulle der ikke arbejdes
    2. Det skyldes dels, at legemet har brug for hvile, men også, at vi har brug for at høre Guds ord og dyrke Gud sammen
  • Israelitterne skulle hvile fra deres fysiske arbejde og stole på Gud, så de søgte hans ord og sakramenter, som ofrene var
  1. hverken du eller din søn eller din datter, din tjener eller din tjenestepige eller dit dyr eller din fremmede, som er indenfor dine porte.
    1. Buddet blev givet til fædre og til ledere og gjaldt også dem, der var under deres autoritet
    2. Derfor havde og har fædre pligt til at sørge for, at deres børn kommer i kirke
  • Ligeså har en kristen øvrighed pligt til at sørge for, at ordet kan forkyndes og at folk kan høre det
  1. At tjenere og dyr skal hvile på sabbatten, viser også, at sabbatten havde et menneskekærligt formål.
  2. Derfor kan Jesus også forsvare at helbrede på sabbaten: 10 Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte ham ad og sagde: “Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?” for at de kunde anklage ham. 11 Men han sagde til dem: “Hvilket Menneske er der iblandt jer, som har kun ét Får, og ikke tager fat på det og drager det op, dersom det på Sabbaten falder i en Grav?  12 Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det tilladt at gøre vel på Sabbaten.”  (Mat 12:10-12 D31)
  3. Så gives der en begrundelse for den syvende dag
  1. 11 Thi på seks dage skabte Herren himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede på den syvende dag;
    1. Begrundelsen for, at den syvende dg blev sabbatsdag var, at Gud havde fuldført skaberværket på seks dage og hvilede på den syvende
    2. Sådan står der i 1 Mos 2:Gen 2,2: 2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
  2. derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den.
    1. Gen 2,3: 3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført. (Gen 2:2-3 D31)
    2. Gud velsignede allerede den syvende dag efter skabelsen
  • Og muligvis har den været holdt allerede fra skabelsen
  1. Men i Moseloven gives der forbud mod at arbejde i det hele taget på sabbatten
  2. Israelitterne skulle på Sabbatten huske på Guds skabelse – at de skylder ham alt som msk.
  1. En anden begrundelse givet i 5 Mos 5,12: 15 Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen! (Deu 5:15 D31)
    1. Her er det Guds specielle frelsergerning, der er grunden til sabbatten
    2. Vi kan også tænke på, hvordan Gud ved at give Manna seks dage om ugen lærte Israelitterne at stole på ham i ørkenen
  • Sabbatten skulle altså både minde israelitterne om Skabelsen, som gjaldt alle verdens folk, men også Guds specielle gerning for israelitterne
  1. Sådan skal vi også til gudstjenesten både prise Gud for hans gerning som skaber og opretholder og som frelser, hans generelle gerning og specielle gerning
  • Sabbatten og de kristne
    1. Hvordan skal så alt dette anvendes på de kristne?
      1. Er vi forpligtet til at holde lørdagen, den syvende dag hellig?
      2. Eller er vi i det mindste forpligtet til at hvile end dag om ugen
    2. Vi må skelne mellem dét i sabbtsbuddet, som er en del af Guds evige lov, og dét, som er en del af den midlertidige ceremonielle lov for Israel
    3. Sabbatten var en skygge af dét, der skulle komme
      1. 16 Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, 17 hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet* er Kristi.  (Col 2:16-17 D31)
        • Sabbaten var altså en skygge – et billede på dét, der skulle komme
        • Sådan er frelsen større end skabelsen
        • Jesus siger:
          • 28 Kommer hid til mig alle, som lide Møje og er besværede, og jeg vil give eder Hvile. 29 Tager mit Åg på eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; så skulle I finde Hvile for eders Sjæle. 30 Thi mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let.” (Mat 11:28-30 D31)
          • Sabbaten er et billede på hvlen fra vores gerninger
          • Altså på, at vi får frelsen af nåde alene
        • Skriften bruger også sabbaten om den fremtidige hvile:
          • 9 Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. 10 Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.  (Heb 4:9-10 D31)
          • Der er altså også en fremtidig hvile fra vores gerninger, vi skal gå ind til
          • Da er kampen mod synden, døden og kødet forbi
  1. Fordi buddet om en bestemt dag var en skygge gælder det ikke længere
    • Paulus skriver: 5 En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind! 6 Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren.  (Rom 14:5-6 D31)
    • Den del, der handler om den syvende dag eller en bestemt dag i det hele taget gælde rikke længere
  • Men udover at være en skygge af frelsen, var sabbaten også indstiftet for at menneske rkunne dyrke Gud og høre hans ord
  1. Hvad gælder stadig?
    1. Vi skal stadig holde gudstjeneste og forsamles i menigheden
    2. 24 og lad os give Agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til Kærlighed og gode Gerninger 25 og ikke forlader vor egen Forsamling, som nogle har for Skik, men formaner hverandre, og det så meget mere, som I ser, at Dagen nærmer sig.  (Heb 10:24-25 D31)
      • Buddet om at komme til gudstjeneste gælder altså stadig
  • 42 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne. (Act 2:42 D31)
    • At holde fast ved læren, fællesskabet, dvs. at mødes i menighedens forsamling, nadveren og den offentlige bøn, er alt sammen en del af sabbatsbudet
  1. De første kristne forsamledes den første dag i ugen:
    • 7 Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. (Act 20:7 D31)
    • Det skete for ar markere Jesu opstandelse
    • Der hvilede Jesus fra sine gerninger – sin stedfortrædende fyldestgørelse
    • Og ved ham har vi del i hans hvile fra sin opfyldelse af
    • Det er ikke et bud, at vi skal mødes denne dag, men vi gør det for at mindes den større gerning på den første dag i ugen, som Guds sabbatshvile på den syvende dag var en skygge af
  • Hvad er påbudt
    1. At stole på Gud i alle ting og ikke sætte sin lid til sit eget arbejde
      1. Som israelitterne skulle stole på, at Gud ville give dem manna på den sjette også til den syvende dag, skal vi stole på, at Gud sørger for os, selvom vi prioriterer gudstjeneste om søndagen
    2. Deltage i menighedens gudstjeneste
      1. Det er ikke frivilligt, om man vil gå til gudstjeneste
      2. Det er et bud fra herren, at vi skal forsamles i menigheden og dyrke Gud
  • Derfor skal vi ikke blive væk uden nogen virkelig nød
  1. Høre Guds ord og modtage hans sakramenter
    1. Vi skal huske sabbaten, så vi ikke går overfladisk til gudstjeneste
    2. Vi skal gerne høre og lære Guds ord, som vi lærer i katekisme
  • Jesus siger i Lukas 11: “Ja, salige er de, som høre Guds Ord og bevare det.” (Luk 11:28 D31)
  1. Vi skal i sandhed høre Guds ord og ikke lade det gå idn af det ene øre og ud af det andet
  2. Vi skal også modtage sakramenterne i bod og tro
  3. At modtage den hellige nadver i bod og tro er også at opfylde sabbatsbudet
  1. Ceremonier, der ærer Gud
    1. Som israelitterne havde særlige ofre på sabbaten og andre festdage, skal vi også have ceremonier, der ærer Gud
    2. Ofrene og gudsdyrkelsen i Gt understregede Guds hellighed
  • Og sabbaten skulle helliges – adskilles fra det verdslige
  1. Sådan skal vores gudsdyrkelse også adskilles fra det verdslige og helliges
  2. Vi skal derfor dyrke Gud på en måde, der understreger hans hellighed og adskillelse fra verden
  3. Det skal kirkens ceremonier understrege
  • Den skal være præget af Guds ord og lære, spom Paulus skriver i Kol 3,16: 16 Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. (Col 3:16 D31)
  • Derfor skal alt, hvad der ske ri gudstjenesten være genemsyret af Guds ord og lære
  1. Og for at Guds ord kan bo i rigt mål iblandt os har vi fået kirkeåret, hvor vi kommer igennem frelseshistorien og læren og livet
  2. Derfor har vi bodstider og festtider
  1. Økonomisk understøtte ordets embede
    1. 6 Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham. (Gal 6:6 D31)
    2. Sådan taler Paulus i 1 Kor 9:9-11: 9 Thi i Mose Lov er der skrevet: “Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker.” Er det Okserne, Gud bekymrer sig om, 10 eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del. 11 Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige?  (1Co 9:9-11 D31)
  • Kristne har pligt til at understøtte ordets embede
  1. Også sådan, at det kan nå til nye egne
  1. Læsning af Guds ord i hjemmet og lærer vores børn det
    1. 6 Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte; 7 og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op;  (Deu 6:6-7 D31)
    2. Således skal forældre lære deres børn Guds ord
  • Hvad er forbudt
    1. At sætte sin lid til sit arbejde frem for Gud og hans ord
      1. Hvis vi ikke tør holde fri og komme til gudstjeneste, fordi vi er bange for, at Gud ikke vil sørge for os
    2. Forsømme menighedens gudstjeneste uden tvingende grunde
      1. Hvis vi foragter vores egen menighedsforsamling og bliver væk fra gudstjeneste uden nogen virkelig nød, foragter vi sabbatsbudet
      2. Der kan være gyldige grunde til ikke at komme til gudstjeneste for vores næstes skyld
  • Men det er ikke en gyldig grund, at man ikke lige orker det
  1. Da synde man mod Guds bud o giver et dårligt eksempel for andre
  1. Foragte Guds ord og sakramenter
    1. Hvis du kommer til gudstjeneste, men ikke hører efter, da synder du mod sabbatsbudet
    2. Hvis du foragter Guds ord i det hele taget og ikke vil tage det til dig, foragter du sabbatsbudet
  • Hvis du går til nadver uden at tage det alvorligt, at du her får herrens legeme og blod, synder du mod sabbatsbudet
  1. Ceremonier, der ikke ærer Gud
    1. Gudstjenesteformer, der ikke ærer Gud, er synd mod sabbatsbudet
    2. Gudstjenesteformer, der ikke helliger gudsdyrkelsen, men verdsliggør den, er syndige
  • Sabbatsbudet handler om at hellige hviledagen, dvs. sætte den til side til hellig gudsdyrkelse
  1. Gudstjenesten skal være præget af gudsfrygt, ærefrygt og Guds ord og lære
  2. Det, der ikke er det, er synd
  1. Økonomisk understøtte ordets embede
    1. Hvis man ikke vil bidrage til, at Guds ord kan forkyndes, synder man imod det tredje bud
  2. Foragte læsning af Guds ord og oplæring af børn i hjemmet i hjemmet
    1. Hvis du ikke læser Guds ord derhjemme eller ikke vil oplære dine børn i det, synder du mod det tredje bud
  • Afslutning
    1. Vi har lært, hvordan Gud indstoftede sabbaten for israelitterne
      1. De skulle hvile fra deres arbejde og dryek Gud på sabbaten
        • Den skulle minde dem om skabelsen
        • Den skulle også minde dem om udgangen om egypten
        • Den var en skygge af hvilen i Kristus, som vi får ved evangeliet og i evighedne
      2. Budet om at hvile den syvende dag er ikke fortsat i det nye testamente
  • Men vi har et påbud om at forsamles i menigheden, høre Guds ord og modtage sakramenterne
  1. Derfor gælder sabbatsbude tstadigvæk fsva. Den moralske del
  2. Vi skal gå i kirke, vi skal høre Guds ord i tro og modtage sakramenterne i tro
  3. Vi skal dyrke Gud på en rigtig måde, og vi skal understøtte ordets forkyndelse
  • Vi skal også hjemme læse Guds ord og lære vores børn det
  1. Det tredje
  2. Du skal holde hviledagen hellig
  3. Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter prædikenen og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør prædiken: Det andet bud (2 Mos 20,7) Katekismusprædiken 5

(Find lydfil nederst)

Denne hellige lektie, som er prædiketeksten til 2. søndag i fasten skriver profeten Moses i 1. Mosebog i kapitel 20 vers 7:
7 Du må ikke misbruge Herren din Guds Navn; thi Herren skal ikke frifinde den, som misbruger hans navn.
Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.
1) Indledning
a) Sidste prædiken var om det første bud
b) Den handlede om, at vi over alle ting skal frygte og elske Gud og stole på ham
c) Nu er vi nået til det andet bud, hvor vi særligt lærer, hvordan vi skal forholde os til hans navn
d) Vi er stadig på lovens første tavle, som handler om vores forhold til Gud
e) Det andet bud udspringer derfor af det første bud og kan udledes af det første bud
2) Udlægning af teksten
a) Hvad er Guds navn?
i) Ikke blot ord og bogstaver
ii) Åbenbaring af Guds væsen:
(1) 13 Men Moses sagde til Gud: “Når jeg kommer til Israelitterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn?” 14 Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Således skal du sige til Israelitterne: JEG ER* har sendt mig til eder!” (Exo 3:13-14 D31)
(a) Guds navn åbenbarer, hvem han er, at han er den, som eksisterer i sig selv
(2) 3 For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende for dem. (Exo 6:3 D31)
(a) Guds navne åbenbarer forskellige ting om ham
(3) Jesus til Faderen i NT: 6 Jeg har åbenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af Verden; de var dine, og du gav mig dem og de har holdt dit Ord. (Joh 17:6 D31)
(a) Jesus har åbenbaret Guds væsen og gode, faderlige vilje, bl.a. med navnet Faderen
(b) Jesus har derfor også lært os bønnen Fadervor ved hvilken vi kan kalde Gud vor Fader
(c) Dermed har han åbenbaret også Guds treenighed yderligere end GT
(4) Jesu navn – Guds frelser er det navn, hvorunder Gud har åbenbaret sig som frelser:
(a) Det er over alle navne: 9 Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, 10 for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, 11 og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. (Phi 2:9-11 D31)
(b) Vi skal altid takke Gud Fader ved Jesu navn: 17 Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham. (Col 3:17 D31)
iii) Åbenbaring af Guds vilje, gerninger og alt, hvad der ellers kan siges om Gud
(1) Hvad Moses skal sige til Farao før den sidste plage: 15 Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; 16 dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. (Exo 9:15-16 D31)
(2) Messias i Sl 22 efter opstandelsen: 23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: (Psa 22:23 D31)
(a) Forkyndelse af Guds navn er forkyndelse af hans frelserværk
(3) Apg 9 Gud til Ananias efter Paulus’ omvendelse: 15 Men Herren sagde til ham: ”Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; 16 thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld.” (Act 9:15-16 D31)
(a) Også her Guds frelserværk, lære og selvåbenbaring
b) Hvad betyder det at misbruge
i) Føre Guds navn i tomhed
ii) Ikke blot at ytre, men at bruge Guds navn i det hele taget til tomhed
iii) Tomhed = tankeløst, uden omtanke, eller til noget falsk og forkert
iv) At bruge det til dét, der er tomt
v) Enhver brug af Guds navn til, hvad er tomt,
c) Herren din Guds navn
i) Gud vil at vi skal overveje alle de velsignelser, der kommer til os i Guds navn
ii) Jesu navn, hvorved vi frelses:
(1) Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.” (Act 4:12 D31)
d) Fra dette bud om ikke at misbruge Guds navn kan vi udlede både, hvad vi skal og hvad vi ikke må
i) Fra buddet om ikke at misbruge Guds navn kan vi slutte til det langt værre – gudsbespottelse m.v.
ii) Vi kan også slutte til, hvad vi skal gøre, nemlig at hellige Guds navn
(1) Dette lærer Jesus os også i Fadervor
(2) Vi kan derfra udlede, at ikke enhver brug af Guds navn er forbudt, da det netop skal helliges
iii) Vi kan derfor udlede en lang række gode gerninger og synder fra dette bud
iv) Vi vil først se på, hvad der er påbudt og denræst, hvad der er forbudt et
3) Hvad er påbudt i det andet bud
a) At vores indre skal glæde sig over velsignelsen åbenbaringen af Guds navn
i) I og med at Guds navn er alt, hvad der kan siges om Gud, må vi begynde det andet bud med at overveje, hvordan vi forholder os til Guds åbenbaring af sit væsen og vilje
ii) Vi skal glæde os i særlig grad over åbenbaringen i Jesus Kristus i hvis navn der er frelse – han er åbenbaringen af Guds nåde
b) At vi skal påkalde Guds navn i bøn
i) Jesus befaler i bjergprædikene, at vi skal gå for os selv og bede (Matt 6,5) og ikke være som hyklerne,d er beder for et syns skyld
ii) Han befaler dernæst at bede Fadervor
iii) Jesus har dermed også befalet os at bede
iv) Jesus siger senere til apostlene skærtorsdag aften: 23 Og på den Dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig, siger jeg jer, hvad som helst I bede Faderen om, skal han give jer i mit Navn. (Joh 16:23 D31)
v) Dette hænger sammen med det første bud, som forbyder bekymringer. Vi skal is tedet gøre som Fil 4 siger: 6 Vær ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; (Phi 4:6 D31)
vi) Her står der også, at vi skal takke
c) Vi skal takke Gud
i) men lad jer fylde med Ånden, 19 så I taler til hverandre med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i jeres Hjerte for Herren 20 og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn (Eph 5:18-20 D31)
ii) Vi skal takke Gud for alle ting, fordi han er den, der giver os alle gode gaver
iii) Vi skal takke ham for alt, hvad han giver os både legemligt og åndeligt
iv) Vi skylder ham alt og skylder derfor også altid at takke ham
v) Ikke at takke og prise ham for hans gerninger mod os er derfor en synd
d) Vi skal holde fast ved den sande lære
i) At være forsamlet om Guds ord og gudsdyrkelse er at være forsamlet i Jesu navn: 20 Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.” (Mat 18:20 D31)
e) Vi skal bekende Kristus for msk.
i) Jesus siger om de sidste tider 9 Da skal de overgive jer til Trængsel og slå jer ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld. (Mat 24:9 D31)
ii) I Lukas siger han: 12 Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge jer og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. (Luk 21:12 D31)
iii) Sådan skal kristne forvente forfølgelse for Jesu navns skyld
iv) Det vil også sige for deres bekendelses skyld
v) Jesus siger i Mat 10: 32 Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. (Mat 10:32-33 D31)
vi) Vi skal derfor gerne bekende ham overfor msk. og ikke skamme os over ham eller over evangeliet
f) Vi skal prise og ære Guds navn
i) Davids lovsang: Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, (2Sa 22:49-50 D31)
ii) Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, 2 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, (Psa 66:1-2 D31)
g) Leve et gudeligt liv i ens kald, så msk. priser Guds navn
i) Eksempel med trælle: Alle de, som ere Trælle under Åg, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. (1Ti 6:1 D31)
ii) Sådan skal vi, der som kristne bærer Kristi navn med vores liv sørge for, at Guds navn ære
h) Aflægge en sand ed – dvs. sværge sandt
i) Må man sværge?
ii) Jesu ord i bjergprædikenen, som gentages i Jakobs brev (5:12) har fået nogen til at mene, at det må man ikke
iii) Men hvad siger Biblen:
(1) HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du sværge! (Deu 6:13 D31)
(2) Paulus sværger: Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. (2Co 1:23 D31)
(3) Gud selv sværger: Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN (Gen 22:16 D31)
(4) Hebr. Kalder dette en ed og sammenligner med en menneskelig ed:
(a) 13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 14 “Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.” 15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. (Heb 6:13-16 D31)
(5) Matt 5 forbyder derfor ikke at sværge generelt
(6) Vi vil se nærmere på, hvad der konkret forbydes, når vi når til, hvad det andet bud forbyder
iv) Hvornår skal man så sværge?
(1) 2 Sværger du: “Så sandt HERREN lever,” redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. (Jer 4:2 D31)
(2) En ed skal være redelig, ærlig og sand – altså kun om noget, man ved er sandt
(3) En ed skal kun aflægges, når øvrigheden befaler det eller ens kald kræver det
(4) F.eks. en præsteed
4) Hvad er forbudt i det andet bud – modsvarer, hvad der er påbudt
a) Ikke at glæde sig over velsignelsen åbenbaringen af Guds navn
i) At være ligeglad med Guds navn og hans åbenbaring af sin frelse
ii) At mangle ærefrygt overfor Guds navn, f.eks. også i gudstjenesten og under gudsdyrkelsen
b) Ikke at bede til Gud
i) Ikke at bede
ii) Eftersom Jesus har befalet os at bede, er det en synd, at man ikke beder
iii) Også at bede for et syns skyld eller tro,a t man bønhøres for sine mange ord:
iv) 5 Og når I beder, skal I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg jer, de har allerede fået deres Løn. 6 Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i skjulte, skal lønne dig. 7 Men når I beder, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. 8 Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham, (Mat 6:5-8 D31)
v) En falsk bøn, hvor man beder for et syns skyld er ikke nogen bøn
vi) Når du beder, skal du henvende dig til Gyud
c) Ikke at takke Gud – at bruge Guds gaver uden at takke ham
i) Det er en synd, når vi ikke takker og priser Gud for hans mange gode gaver, både legemlige og åndelige
ii) Gud er den første årsag til alle ting, og alt, hvad vi får til dette liv og det evige liv er blot Guds redskaber, men han er giveren
iii) Når vi gerne vil bruge hans gaver, men ikke takke ham for dem, synder vi imod hans navn
d) At sprede eller forsvare falsk lære
i) Det er misbrug af Jesu navn, hvis man lærer falsk, som de falske profeter, Jesus taler om i Bjergprædiken Mat 7 gør:
(1) 22 Mange skal sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? 23 Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte jer aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret! (Mat 7:22-23 D31)
(2) De har altså påberåbt sig Jesu navn, som er Guds navn, men vil blive forkastet
(3) At lære falsk er altså at misbruge Guds navn
(4) Det er også at misbruge Guds navn, hvis man billiger falsk lære eller understøtter det
(5) Det kan man gøre ved at dele prædikestol og nadverbord eller på anden måde offentligt tilkendegive et kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk
(6) At praktisere kirkefællesskab med vranglærere er altså et brud på det andet bud
(7) Paulus befaler i Rom 16:17: 17 Men jeg formaner jer, Brødre! til at give Agt på dem, som volde Splittelseme og Forargelserne tvært imod den Lære, som I have lært, og viger bort fra dem! (Rom 16:17 D31)
e) Ikke at bekende den sande lære, når man spørges eller fornægte sin tro for at undgå forfølgelser
i) 33 Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene. (Mat 10:32-33 D31)
ii) Det kan godt være, at det ikke er sejt eller smart, men i hvis vi ikke vil være Jesus bekendt overfor msk., skal vi heller ikke forvente, at han vil være os bekendt overfor sin Fader
f) Ikke ære at Guds navn
i) Joke med Guds navn eller på anden måde omgås med det uden respekt
(1) Paulus taler om ting, der ikke bør nævnes iblandt de kristne: 4 ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. (Eph 5:4 D31)
ii) Gudsbespottelse, f.eks. under kors og modgang
iii) Troldom ved Guds navn
iv) Misbrug af Guds navn f.eks. ved at bande og bruge Guds navn
v) Når hellige ting, der hører Gud til ikke æres
(1) Malakias om præsternes lemfældige omgang med det hellige:
I spørger: “Hvorved har vi ringeagtet dit Navn?” 7 Ved at bringe urent Brød på mit Alter! I spørger: “Hvorved har vi gjort det urent?” Ved at sige: “HERRENS Bord er lidet værd.” 8 Når I bringer blinde Dyr som Offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge Dyr, er der så ikke noget ondt deri? Bring dem engang til din Statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig? siger Hærskarers HERRE. (Mal 1:6-8 D31)
g) Leve et ugudeligt liv, så msk. spotter Guds nan
i) Paulus: 23 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! 24 Thi “for jeres Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne”, som der er skrevet. (Rom 2:23-24 D31)
ii) Hvis man roser sig af Guds ord, men lever åbenbart i strid med Guds bud, så vanærer man Guds navn
iii) De vantro vil se det og spotte Guds navn
iv) Da misbruger man Guds navn med sit hykleri
h) Falsk eller lemfældig edsaflæggelse samt edsaflæggelse ved skaberværket
i) 12 I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds Navn. Jeg er HERREN! (Lev 19:12 D31)
(1) Den der
ii) Ed på skaberværket
(1) 33 I har fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. 34 Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, 35 ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. 36 Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Hår hvidt eller sort. 37 Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde. (Mat 5:33-37 D31)
(2) Farisæerne mente, at de ikke ville gøre sig skyldig i at sværge falsk ved Herrens navn, hvis de svor ved himlen, jorden, Jerusalem eller deres eget hoved
(3) Jesus gør klart, at
5) Truslen om straf og løftet om frelse ved Herrens navn
a) thi Herren skal ikke frifinde den, som misbruger hans navn.
i) Der er særlige løfter og trulser forbundet med flere af de enkelte bud
ii) Gud har knyttet en særlig advarsel til dette bud for at lære os at frygte ham og erkende vores synder mod dette bud
iii) Gud udtrykker med denne advarsel, at han vil dømme og straffe den, der bryder dette bud
iv) Denne trussel understreges også af den straf, der fulgte med at spotte Guds navn i GT
v) Den kan man læse om i 3 Mos 24, hor der både er et eksempel og en generel regel:
(1) 3 Mos 24,16: 10 En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud blandt Israelitterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den israelitiske Kvindes Søn og en Israelit, 11 og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet* og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en Datter af Dibri af Dans Stamme. 12 Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENS Mund. 13 Og HERREN talede til Moses og sagde: 14 Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele Menigheden stene ham. (Lev 24:10-14 D31)
(2) 15 Og du skal tale til Israelitterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin Synd; 16 og den, der forbander HERRENS Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide Døden når han forbander Navnet. (Lev 24:15-16 D31)
(3) Dette viser os alvoren i at spotte Guds navn
b) Mods. Løfte for dem, der påkalder Herrens navn:
i) 5 Men enhver, som påkalder HERRENS Navn, skal frelses (Joe 3:5 D31)
ii) Jesus er dét navn, vi frelse sved, fordi Jesus er Gud, der frelser
iii) Når vi påkalder Jesu navn, påberåber vi os Kristus og hans retfærdighed
iv) Troen er at påkalde Jesu navn med alt, hvad det indebærer
v) Det vil sige at stole på Guds åbenbaring i Kristus og stole på hans frelserværk og påberåbe sig det overfor Gud
vi) Og fordi Guds Søn fra evighed er blevet menneske og har fuldbyrdet frelserværket i Jesus Kristus, må vi kalde ham vor broder og kalde Gud vor Fader, ligesom han er Kristi Fader
6) Afslutning
a) Hvad er Guds navn
b) Hvad er den rette brug af Guds navn
c) Hvad er den forkerte brug af Guds navn
d) Guds trussel og løfte
e) Det andet Du må ikke misbruge din Guds navn. Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, udøver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.
f) Det har vi brug for Guds hjælp til:
g) Den første bøn. Helliget vorde dit navn. Hvad betyder det? Svar: Guds navn er vel helligt i sig selv, men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os. Hvordan sker det? Svar: Når Guds ord læres klart og rent og vi også lever helligt efter det som Guds børn. Hjælp os dertil, Fader i himlen! Men den, der lærer og lever anderledes end Guds ord lærer, vanhelliger Guds navn iblandt os. Bevar os derfra, himmelske Fader!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.
Lad os med apostlene tilønske hinanden:
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

Hør prædiken: Det første bud (2 Mos 20,1-6) Katekismusprædiken 4

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog kapitel 20 vers 1-6:

1 Og Gud talte alle disse ord og sagde:

2 Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af slavers hus.

3 Du må ikke have andre guder end mig.

4 Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller nogen lignelse efter det, som er i himmelen oventil, eller det på jorden nedentil, eller det, som er i vandet under jorden.

5 Du må ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som straffer fædres synd på børn, indtil tredje og fjerde led, på dem, som hader mig;

6 og som viser barmhjertighed i tusinde led mod dem, som elsker mig og holder mine bud.

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Om inddelingen af de ti bud i første og anden tavle
    1. Vi ved, at der er ti ord i 2 Mos 20 og at de blev skrevet på to tavler
      1. 28 Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord, på Tavlerne. (Exo 34:28 D31)
      2. Moses minder dem om det i femte Mosebog: 11 Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hyllet i Mørke, Skyer og Mulm; 12 og da HERREN talte til jer ud fra Ilden, hørte I kun Ordene, men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornemmede I.  13 Da kundgjorde han jer sin Pagt, som han bød eder at holde, de ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler.  (Deu 4:10-13 D31)
  • Inddelingen i to ord eller på to tavler er ikke givet i Skriften
    • Derfor vil nogen inddele de ti ord anderledes eller fordele dem forskelligt på de to tavler
    • Man har diskuteret, om billedforbuiddet er et selvstændigt bud og om forbuddet mod begær er ét bud
    • Den lutherske kirke har fulgt den vestkirkelige tradition, hvor de tre første bud handler om om forholdet til Gud og de syv sidste om forholdet til næsten
    • Det har man bl.a. fordi forbuddet mod at dyrke afgudsbilleder ses som en forklaring på det første bud og
  1. At fordele buddene på de to tavler alt efter, om de handler om Gud eller næsten stammer fra det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus udtrykker i Matt 22: 37 Men han sagde til ham: “Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.  38 Dette er det store og første Bud.  39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.  40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.”  (Mat 22:37-40 D31)
    • Vi kan derfor henføre de ti bud til disse to bud
    • De tre første afhænger af, at vi elsker Gud over alle ting
    • Og de næste syv af, at vi elsker vor næste som os selv
    • Men i sidste ende kan alle buddene henføres til det første, som også sammenfattes i Jesu ord om at elske Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind.
    • Det er det, jesus kalder det første og største bud
    • Lad os på den baggrund se på teksten
  • Udlægning af Guds ord i forbindelse med første bud
    1. Guds egne ord
      • 1 Og Gud talte alle disse ord og sagde:
        • I søndags lærte vi, hvordan Gud steg ned på Sinaj Bjerg med horn og tordenvejr for at vise sin magt
        • I dag tager vi fat på det første af de ti bud, som lød fra Sinaj Bjerg, hvor Gud var steget ned
        • Gud skrev også ordene på stentavlerne både første gang og anden gang, efter Moses ødelagde dem efter guldkalven
        • Gud ville tale disse ord og skrive dem på stentavlerne for at Israelitterne skulle forstå at de ti bud udtrykte Guds evige lov
        • De ti bud er altså moralloven, som gælder til alle tider for alle mennesker, selvom deres form var særligt rettet mod jøderne
  1. Begrundelsen – udfrielsen fra Egypten
    • 2 Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af slavers hus.
      • Herren din Gud
        • Gud er den almægtige evige Gud
        • Han er skaberen og opretholderen, den som er den han er, som han åbenbarede sig for Moses
        • Han er den, der eksisterer i sig selv og får alt andet til at eksistere
        • Han er skaberen og opretholderen, som derfor har ret til at give dig befalinger
      • Som førte dig ud af egypten
        • Gud er ikke blot den abstrakte væren udenfor tid og rum, men den Gud, der har handlet i historien og reddet Israel
          1. Han har efterfølgende åbenbaret sig personligt i Jesus Kristus
          2. Han kendes i sin historiske åbenbaring og ikke igennem msk. spekulation eller oplevelser
        • Han er den nådige Gud, som førte Israel ud af Egypten og os ud af mørkets rige
          1. Den Gud, Israelitterne skal dyrke er den Gud, der har frelst dem og vist sig nådig imod dem
          2. Den Gud vi skal stole på, er også den Gud, der har vist sig nådig mod os og frelst os
          3. det er derfor vi kan stole på ham og elske ham over alle ting
          4. Evangeliet giver os dermed kræfter til at overholde loven
        • Buddet
          • 3 Du må ikke have andre guder end mig.
            • Generelt forbud mod andre guder ved siden af Herren
            • Ikke blot et spørgsmål om, at gud er højest, men om, at der ikke er nogen eller noget, vi må dyrke, som vindyrker Gud
            • Det er formuleret negativt her som et forbud, fordi israelitterne havde dyrket andre guder
            • Det retter sig ikke kun imod dét, at man kalder andet for en gud, men også mod reel afgudsdyrkelse, hvor man stoler og venter sig godt af andet end den sande gud
            • Formuleret som positivt påbud andre steder, f.eks. 5 Mos 10: 12 Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje, og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit Hjerte og hele din Sjæl, 13 så du holder HERRENS Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig, for at det må gå dig vel.  (Deu 10:12-13 D31)
            • Derfor kan vi også udlade af det, at vi ikke må frygte, tjene, elske og stole på andet, som vi gør med Gud
  1. Billeder
    • 4 Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller nogen lignelse efter det, som er i himmelen oventil, eller det på jorden nedentil, eller det, som er i vandet under jorden. 5 Du må ikke tilbede dem og ikke tjene dem;
      • Dette er et tillæg og en uddybning af det første bud
        • Gudebilleder kaldtes simpelthen guder
        • Således Jakob i 1 Mos 35: “Skaf de fremmede Guder, der findes hos jer, bort (Gen 35:2 D31)
        • Datidens gudsdyrkelse var primært dyrkelse af afgudsbilleder
      • Det er ikke et generelt forbud mod billeder hverken i det hele taget eller i forbindelse med gudsdyrkelse
        • Der blev lavet keruber, dvs. engle, på pagtens ark iflg. 2 Mos 25
      • Forbuddet mod billeder af Gud er begrundet i, at Gud ikke har vist sig i en skikkelse
        • 15 Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til jer på Horeb ud fra Ilden, så vogt jer nu omhyggeligt for 16 at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et Afbillede af en Mand eller en Kvinde  17 eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver under Himmelen  18 eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden;  19 og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem.  (Deu 4:15-19 D31)
        • Da Gud nu er blevet msk. i Jesus Kristus, kan vi lave billeder af den menneskeblevne Gud
        • Vi skal dog stadig ikke tilbede disse billeder, som om der Gud eller giver adgang til Gud
        • Billeder kan være påmindelser eller undervisning om historiske begivenheder
          1. Sådan rejste Jakob en stenstøtte på stedet, hvor hans så jakobsstigen i Bethel
        • Billeder kan derigennem også vække fromme følelser ved at påminde om Guds gerninger
          1. Sådan rejste også de israelitterne, der bosatte sig øst for Jordan et alter, selvom Gud havde påbudt kun at ville dyrkes i tabernaklet
          2. Da israelitterne drager afsted for at straffe dem i Joshua 22, svarer de, at de ikke havde i sinde at dyrke Herren på det, men blot lade det være en påmindelse
          3. Sådan kan billeder være en påmindelse
  1. Guds trussel og løfte
    • thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som straffer fædres synd på børn, indtil tredje og fjerde led, på dem, som hader mig;
      • Denne trussel og det følgende løfte er knyttet til det første bud, men kan anvendes på alle buddene, som alle bygger på det første
      • Gud en nidkær Gud – som en ægtemand
        • Sådan sammenlignes afgudsdyrkelse ofte med ægteskabsbrud
        • Gud har krav på os mere end vor ægtefælle
        • Og derfor har han ret til at være vred som en ægtefælle over utugt, hvis vi har andre guder
      • Straf af senere generationer
        • Hvorfdan forenes det med Ezekiel 18: 20 Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders Misgerning, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed. (Eze 18:20 D31)
        • Skelnen ml. timelig og evig straf
        • Gud hjemsøger senere generationer med timelige straffe, selvom de ikke begår de samme synder
        • Gud straffer ikke evigt børn for fædres synd
      • 6 og som viser barmhjertighed i tusinde led mod dem, som elsker mig og holder mine bud.
        • Gud lover jordisk og evig velsignelse for dem, der elsker ham og holder hans bud
        • Sådan viste Gud barmhjertighed imod Israelitterne i mange slægtled på trods af deres synd og frafald
      • Hvad er påbudt i første bud
        1. Vi må først forholde
        2. At kende den sande Gud
          1. Er at forstå og tro rigtigt om Guds væsen og vilje
            • Det indebærer, at vi tror ret om Guds treenige væsen
            • Også, at vi tror ret om hans vilje imod os
          2. At vi udleder denne forståelse fra Guds Ord, som er bekræftet med tegn og undere
            • Sådan kunne israelitterne udlede den rette forståelse af Gud fra hans ord, som han talte til dem
  • At denne forståelse er skabt af Helligånden i os
    • Kun Helligånden formår at skabe en ret gudserkendelse i os
    • Erkendelsen af Gud sker ved Helligånden igennem Sønnen, som åbenbarer Faderen, Matt 11: 27 Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham. (Mat 11:27 D31)
  1. Gudsfrygt
    1. Kommer af Guds ord, som det lyder i 5 Mos 4 om Guds tale til israelitterne ved Sinaj: “Kald mig Folket sammen, for at jeg kan kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!” (Deu 4:10 D31)
    2. Gudsfrygt kommer af advarsler om Guds vrede og eksemplerne på straf
  • Ved frygten for Guds vrede, frygter det onde lyster: 13 HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. (Pro 8:13 D31)
  1. Til gudsfrygt hører også, at vi frygter Gud, som et barn frygter at gøre sin far vred.
  2. Med ordet frygt beskriver Skriften ofte hele den gudsdyrkelse, vi skylder Gud
  1. Kærlighed til Gud
    1. Det udtrykkes af Jesus i de dobbelte kærlighedsbud, som er taget fra 5 Mos 6: 4 Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er én. 5 Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke.  (Deu 6:4-5 D31)
    2. Vi skal elske vores næste som os selv, men vi skal elske vores næste mere end næsten og dermed også mere end os selv
  • Hvis du kun elsker Gud, som du elsker dig selv, elsker du ham ikke af hele dit hjerte, som du skal
  1. Med til kærlighed til Gud hører, at i holder alle hans øvrige bud: Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage: (Deu 11:1 D31)
  2. Vi kan kun elske Gud ret, når vi erkender, at han har elsket os først (1 Joh 4:10) 10 Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. (1Jo 4:10 D31)
  1. Stole på Gud
    1. Med til det første bud hører også at stole på ham over alle andre ting
    2. Som Luther skriver i sin forklaring i Store katekismus er din Gud den, du stoler på og venter dig alt godt af
  • Overholdelse af det første bud indebærer, at vi over alle ting stoler på Gud
  1. Betyder, at vi i al nød tager vor tilflugt til ham
  2. At vi tror, at Gud både er i stand til og villig til at hjælpe os i al vor nød
  3. AT vi efter hans løfte ser til ham for hjælp enten ved at han velsigner os med gode ting eller hjælper os med at bære de hårde ting
  • At vi overgiver alt til Gud
  • At vi ikke gør noget i strid med Guds bud pga. frygt, men i tillid til hans løfter forblier lydige imod hans bud
  1. At uanset, hvad der sker, så bevarer vi troen på Guds nåde og barmhjertighed
  1. Dyder forbundet hermed:
    1. Vi kan også forbinde dyderne tålmodighed og ydmyghed, som særligt har at gøre med det første bud
    2. Tålmodighed under lidelser
      • Tålmodighed kommer af troen, som tror, at Gud ikke vil forlade os i vor nød: 3 I veed jo, at jeres prøvede tro virker udholdenhed. (Jam 1:3 WIE)
      • Tålmodighed kommer håbet, som stoler på, at Gud sørger for, at alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud25 Håber vi derimod på dét, vi ikke ser, så venter vi på det med udholdenhed. (Rom 8:25 WIE)
      • Tålmodighed kommer af kærlighed, så vi ikke knurrer imod Gud, som om han handlede grusomt med os
  • Ydmyghed
    • Ydmyghed bygger på erkendelse af Gud og af vores egen svaghed 6 Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, for at Han kan ophøje jer i besøgelsens tid. (1Pe 5:6 WIE)
    • Frygt for Gud, fordi han står de stolte imod, så vi ikke stoler på vores egen fortjeneste
    • Ydmyghed indeholder også lydighed, så vi lader os nøjes med det kald, vi har fået
    • Tro og håb, fordi vi stoler på guddommelig hjælp og ved, at alt godt, der sker os er en gave fra Gud
  1. Kan opsummeres i Luthers forklaring til første bud i lille katekismus:
    • Hvad betyder det? Svar: Vi skal frem for alt frygte og elske Gud og stole på ham.
  2. Vi må så se på, hvad der er forbudt ifølge første bud
  • Hvad er forbudt i første bud
    1. Den grove afgudsdyrkelse
      1. Dem der dyrker msk. i stedet for Gud, himmellegemerne, magi, drømmetydere
      2. Vi kan udvide det ved at se på forbuddene i lyset af påbuddene
    2. Ud fra påbuddene
      1. Synd mod kendskab til den sande Gud
        • Ateisme – fornægtelsen af Guds eksistens eller tvivl derpå
        • Afgudsdyrkelse
        • Benægtelse af den treenige Gud
        • Forkert tro om Gud og hans vilje, dvs. al tro på vrang lære
      2. Synd mod gudsfrygt
        • Kødelig sikkerhed, dvs. at man ikke frygter at gøre imod Guds vilje
        • Herunder enhver falsk gudsdyrkelse
  • Synd mod Kærlighed til Gud
    • Dem, der hader Gud eller vise utaknemmelighed eller ulydighed mod Gud
    • Dem, der elsker andet højere end Gud: penge, dyre ting, eget udseende, popularitet, ære eller sex
    • Når man begærer disse ting højere end man elsker Gud, er det afgudsdyrkelse
  1. Synd mod Tillid til Gud
    • Manglende tro på Gud i det hele taget
    • Manglende tillid til Gud i alle ting
    • Heraf følger bekymringer, som Jesus forbyder som mammondyrkelse: 24 Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon*. 25 Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne?  (Mat 6:24-25 D31)
    • Når man i stedet for at stole på Guds hjælp benytter sig af midler, Gud har forbudt, for at få den hjælp, man ønsker
    • Tillid til andet end Gud
  2. Synd mod Tålmodighed
    • At knurre mod Gud
  3. Ydmyghed
    • Stolthed af egen retfærdighed
    • Pral med egne bedrifter frem for at ære Gud
  4. Sammenfatning af afgudsdyrkelse
    1. Når noget andet får den ære, som er Guds alene
    2. Når du frygter, elsker eller stoler på noget over Gud
  5. Den dybeste afgudsdyrkelse: selvdyrkelsen
    1. Når du sætter dig selv i stedet for skaberen og opretholderen
      • Når du tror, at du selv skal skabe og opretholde dit liv og derfor hverken frygter Gud og hans bud, er taknemmelig mod ham eeller stoler på ham i al legemlig nød
    2. Når du sætter dig selv i stedet for frelseren
      • Når du vil søge Gud i dit eget indre i fornuften eller på anden måde udenom den inkarnerede Guds Søn
      • Når du søger at blive retfærdig ved egne gerninger og bestræbelser i stedet for igennem Jesus Kristus
  • Afslutning
    1. Vi har lært om lovens første og anden tale og hvordan første tavle og særligt første bud handler om kærligheden til Gud
    2. Vi har lært, hvordan Gud i det første bud påbyder os ikke at have andre guder, men at deri ligger også, at vi skal kende Gud, elske Gud, frygte Gud og stole på Gud over alle ting
    3. Vi har lært, at det medfører, at vi også skal have tålmodighed under lidelser og ydmyge os under ham
    4. Vi har lært, hvilke synder, der strider imod dette bud
    5. Nemlig at vi ikke vil kende Gud og hans vilje, ikke elsker ham over alle ting, men elsker os selv eller andet højere, at vi ikke frygter ham ham, men er ligeglade med hans bud og ikke stoler på ham over alle ting
    6. Vi har lært, hvordan det er knurre mod Gud i utålmodighed under korset er en synd mod dette bud
    7. Vi har lært, hvordan stolthed og pral er synder mod det første bud
    8. Vi har alle brudt det første og største bud – derfra kommer alle andre synder
    9. Men Gud har sendt sin kære Søn som vores frelser
    10. Hans er blevet en tjener for os og har givet sig selv hen som en løsesum for os
    11. Han er den sande Gud, som vi bør elske over alle ting og hans blod er derfor mere værd end alle menneskers død
    12. Derfor kan hans død for os opveje alle vores ynder – også mod det første bud

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

Hør prædiken: Forberedelse af lovens åbenbaring på Sinaj (2 Mos 19) Katekismusprædiken 3

Denne hellige lektie, som er prædiketekst på fastelavns søndag, skriver profeten Moses i Anden Mosebog i kapitel 19:

I den tredje måned efter israelitternes udvandring af Ægypten, på denne dag nåede de Sinaj ørken.

 2 De brød op fra Refidim og kom til Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr lige over for bjerget,

 3 men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget: “Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn:

 4 I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hid til mig.

 5 Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til,

 6 og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!”

 7 Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham.

 8 Og hele folket svarede, alle som én: “Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!” Da bragte Moses HERREN folkets svar.

 9 Derpå sagde HERREN til Moses: “Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!” Og Moses kundgjorde HERREN folkets svar.

 10 Da sagde HERREN til Moses: “Gå til Folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres Klæder

 11 og holde sig rede til i overmorgen, thi i overmorgen vil HERREN stige ned for hele folkets øjne på Sinaj bjerg.

 12 Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vogt jer for at gå op på bjerget, ja for blot at røre ved yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!

 13 Ingen hånd må røre ved det, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et dyr eller et menneske, skal det miste livet. Når vædderhornet lyder, skal de stige op på bjerget.”

 14 Så steg Moses ned fra bjerget til folket og lod folket hellige sig, og de vaskede deres Klæder;

 15 og han sagde til folket: “Hold jer rede til i overmorgen, ingen må komme en kvinde nær!”

 16 Og det skete på den tredje dag, da det blev morgen, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget, og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede hele folket i lejren.

 17 Så førte Moses folket fra lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for bjerget.

 18 Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi HERREN steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele bjerget skælvede meget.

 19 Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst.

 20 Og da HERREN var steget ned på Sinaj bjerg, på toppen af bjerget, kaldte han Moses op på toppen af bjerget, og Moses steg derop.

 21 Da sagde HERREN til Moses: “Stig ned og indskærp folket, at de ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, så mange af dem falder.

 22 Selv præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige sig, for at ikke HERREN skal bryde ud imod dem.”

 23 Da sagde Moses til HERREN: “Folket kan jo ikke stige op på Sinaj bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre bjerget og hellige det.”

 24 Men HERREN sagde til ham: “Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til HERREN, at han ikke skal bryde ud imode dem.”

 25 Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

(2 Mos 19:1-25 D31 revideret 2020)

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning – Guds lov før og efter syndefald
    1. Vi lærte om naturlig gudserkendelse/åbenbaring for to søndage siden – altså hvad msk. kunne vide om gud, hvis han ikke havde åbnebaret sig til apostle og profeter
      1. Et af beviserne på Guds eksistens er dét, man har kaldt det moralske gudsbevis
      2. Det går ud på, at moral kun giver mening, hvis der er en Gud
  • Det handler ikke om, at ateister ikke kender til moral. Det gør de.
    • Men det er netop argumentet for, at der findes en Gud
    • Når selv ateister kan hævde at være moralske, så indrømmer de, at noget er godt, og dermed også, at der er en lovgiver
  1. Det handler heller ikke om, at msk. er enige om, hvad der er rigtigt og forkert
    • Men netop ved at diskutere dette, viser de, at de mener, er en moralsk målestok at sammenligne med
    • Det giver ikke mening at diskutere noget, hvis det blot er smag og behag
  2. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert, hvis der ikke er en Gud
  3. Da alle nu er enige om, at der er noget rigtigt og forkert, må der være Gud
  • Da mange tilsyneladende også er uenige om, hvad der er rigtigt og forkert, har vi dog brug for, at får afklaret, hvad der er rigtigt og forkert
  • Der er altså en dobbelthed, nemlig, at mks. Er enige om, at noget er rigtigt og forkert og samtidigt ikke kan blive enige om, hvad det er
  1. Kristendommen besvarer denne dobbelthed, at vi både kender til en lov og ikke kan blive enige om, hvori den består
  1. Forklaring på denne dobbelthed
    1. Den oprindelige retfærdighed – gudbilledligheden
      • Adam og Eva skab med Guds bud skrevet på hjerterne
    2. Sønderrevet ved synden
      • Adam og Eva syndede, og alle har syndet med dem
      • fordrejer loven til deres egen fordel, så de anklager andre og forsvarer sig selv
  • Loven findes stadig på hjerterne
    • Guds lov er stadig skrevet på hjerterne, så den kan udledes af
    • Og kan også udledes af, hvordan verden er skabt og fungerer
    • Den fordunkles dog af synden, så msk. i deres oprørske synd fordrejer Guds lov
    • Mennesker fordrejer også loven, så de kan retfærdiggøre sig selv ved den
    • Derfor måtte Gud både åbenbare sin evige lov for mennesker og vise dem, at de var ude af stand til at overholde loven
  • Baggrund – løftet til Abraham og udfrielse af Egypten
    1. Udfrielsen af Egypten
      1. Gud havde ført israelitterne ud af egypten
      2. Han havde vist in vrede på egypterne
  • Han havde også givet israelitterne sejr over amalekitterne, som angreb Israelitterne
  • Ankomsten til Sinaj og Israelitternes tilslutning til loven (1-8)
    1. Tidspunkt og sted (1-2)
      1. I den tredje måned – efter udgangen af Egypten
      2. Ankom til Sinaj – et andet navn for bjerget er Horeb, som bruges
  • Efter at være blevet angrebet af Amalekitterne og have vandret i ørkenen
  1. Gud minder dem om sine gode gerninger mod dem (3-4)
    1. Moses går op på bjerget og Gud taler til ham og siger: “Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: 4 I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hid til mig.
    2. Gud har vist sin vrede imod Ægypterne, men reddet israelitterne
  • Gud vil minde dem om sine velgerninger
  1. Sådan er Guds velgerninger mod os grunden til, at han kan kræve loven overholdt
  2. Sådan er det, at Gud har skabt os og sørger for os, grund nok til, at han kan kræve, at vi overholder hans lov
  3. Som Luther skriver i forklaringen til første trosartikel: Jeg tror at Gud har skabt mig og alle andre skabninger, at han har givet og endnu opretholder legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser; og dertil klæder og sko, mad og drikke, hus og gård, hustru og børn, mark og kvæg, og alt godt; at han rigeligt og dagligt sørger for alt nødvendigt til næring for dette legeme og liv, beskærmer mig mod al fare og vogter mig og bevarer mig mod alt ondt, og dette gør han alt sammen af ren faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed, uden nogen som helst fortjeneste eller værdighed hos mig; for alt dette skylder jeg at takke ham og love ham og derfor at tjene ham og være ham lydig.
  • Fordi Gud har givet os selv og alt, hvad vi har og behøver, skylder vi også at tjene ham og være ham lydig
  • Gud bragte Israel til sig selv af nåde, for at de skulle være hans folk og frivilligt indgå lovens pagt
  1. Løftet om at være ejendomsfolk, hvis de vil adlyde pagten (5-6)
    1. Gid fortsætter og siger til Moses: ” Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, 6 og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!”
    2. Det er et betinget løfte
  • De skal kun være Guds ejendomsfolk, hvis de overholder deres forpligtelse
  1. Anderledes end Testamentet/pagten til Abraham – ensidigt løfte – ej ophævet med lovens pagt
    • Gud havde givet et ensidigt løfte til Abraham om at velsigne alle folkeslag i hans afkom
    • Det blev ikke sat ud af kraft ved lovens pagt
    • Gal 3,17-18: 17 Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet. 18 Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.  
    • Israelitterne kunne altså altid vende tilbage til dette løfte
    • 19 Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil det afkom kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd. (Gal 3:17-19 D31)
      • Føjet til for overtrædelsernes skyld
      • Både for ydre disciplin, men også for at åbenbare synden
  1. Som Paulus fortsætter:
    23 Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, 24 så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro.  25 Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.  (Gal 3:23-25 D31)

    • Tugtemester – pædagog – ydre tugt, forberedelse af Kristi komme gennem skyggerne – ofrene samt åbenbaring af synden
    • Lovens pagt skulle både forberede Kristi komme og adskille Israelitterne fra andre folkeslag
    • Men den skulle også i særlig grad åbenbare synden
  2. Lovens pagt blev indgået med et helt folk, hvor ikke alle i sandhed var troende, og de troende også var svage i erkendelsen
  • Den blev indgået for, at den kunne være et spejl, hvori de kunne spejle sig og se deres synder
  • Den blev også indgået for, at Israelitterne kunne forblive adskilt fra andre folk som dét folk, hvori Messias skulle fødes
    • På den måde skulle de være et kongeligt præsteskab, som var en skygge af Kristus, som skulle fødes blandt dem
  1. Den var også en skygge af Kristus – det gælder særligt de ceremonielle regler – reglerne om ofre, templet etc.
  2. Åbenbaringen af de ti bud var dog en åbenbaring af Guds evige lov, som fortsat skulle gælde efter Kristi komme
  3. Gud tilbyder her Israelitterne at indgå denne lovens pagt med ham
  1. Israelitterne forpligter sig på at holde pagten (7-8)
    1. Moses sammenkalder de ældste i folket og forelægger dem, hvad Gud har sagt: 8 Og hele folket svarede, alle som én: “Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!”
    2. Loven indeholdt udover moralloven åbenbaret i de ti bud også:
      • Ceremonialloven, regler om gudstjenesten, templet. Præsterne, ofrene samt rent og urent
      • og de borgerlige love, dvs. regler om samfundet, straf, handel, erstatning etc.
      • Alt sammen noget, som israelitterne frivilligt gik ind på at holde
  • Sådan bilder msk. sig ind, at de kan holde Guds lov og mere til
  1. kan kun lære, at deres vilje ikke formår det gode ved at lære det af erfaringen
  2. Et af formålene med at give loven og indstifte lovens pagt var, at msk. skulle lære deres egen syndighed at kende
  3. Nu havde israelitterne frivilligt forpligtet sig på lovens pagt, og kunne derfor også nemmere overbevises om deres forpligtelse til det
  • Forberedelsen til Guds komme på Sinaj (9-15)
    1. Gud vil komme i en sky og åbenbare Moses som sin lovgiver (9): “Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!”
      1. Gud vil gøre folket klart, at Moses er hans profet
      2. Moses er den, ved hvem Gud har åbenbaret sin lov, som han åbenbarede evangeliet ved Jesus
  • Moseloven skal herefter være Israels lov
  1. Folket skal rense sig, inden de skal høre loven (10-11): “Gå til Folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres klæder 11 og holde sig rede til i overmorgen, thi i overmorgen vil HERREN stige ned for hele folkets øjne på Sinaj bjerg.
    1. Denne renselse forud for Sinajpagten var et billede på den indre renselse, det kræver at stå for Herren og at holde hans lov
    2. Denne symbolske renselse skulle vise Israelitterne, at det kræver et rent hjertet at holde Guds lov, som de nu havde forpligtet sig på, at de ville
  • Når det ikke lykkedes alligevel skulle de dermed indse synden i deres hjerter, som krævede en helt anden renselse
  1. Den sande renselse sker igennem omvendelse og tro på Kristus, som både renser os overfor Gud og i vore hjerter, så vi kan holde Guds lov
  2. Den renselse ved den nye pagt i Kristus er forudsagt hos Ezekiel: ” 25 Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder.  26 Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd giver jeg i eders Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et Kødhjerte.  27 Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker, at I følger mine Vedtægter og tager Vare på at holde mine Lovbud,” (Eze 36:25-27 D31)
  3. Og hos Jeremias: ” 31 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus, 32 ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN; 33 nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.  (Jer 31:31-33 D31)
  • Her forudsiges en ny pagt, vor vi renses ikke blot med symbolsk vand, men med Helligånden i vore hjerter, selvom midlet er ydre vand helliget ved Guds ord i den hellige dåb
  1. Bjerget skal afspærres pga. Guds hellighed (12-13): 12 Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vogt jer for at gå op på bjerget, ja for blot at røre ved yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
    1. Det bjerg, hvor Gud ville stige ned i sin majestæt og åbenbare sin lov, var helligt, og intet msk. måtte nærme sig
    2. Den, der gjorde det skulle straffes med døden
  • Det viser Guds hellighed og majestæt
  1. Således var det også hellig grund, Moses stod på, da Gud åbenbarede sig i tornebusken, så han skulle tage sandalerne af af respekt
  2. Og sådan var det allerhelkligste i templet afspærret, så kun ypperstepræsten kunne gå derind én gang om året
  3. Gud ville hermed vise sin hellighed, overfor hvilken ethvert msk. må og skal frygte
  1. Moses beder Israelitterne rense sig og holde sig fra seksuelt samkvem (14-15): “Hold jer rede til i overmorgen, ingen må komme en kvinde nær!”
    1. Ikke fordi seksuelt samkvem indenfor ægteskabet var syndigt
    2. Foreningen af mand og kvinde oprindeligt et levende symbol på Kristus og kirken
  • Men fordi det seksuelle samkvem efter syndefaldet er ramt af synden og viderebringer arvesynden er det blevet skamfuldt
  1. Derfor skammede Adam og Eva sig over deres nøgenhed efter syndefaldet
  2. Derfor ar det forbudt for de israelittiske præster at have seksuelt samkvem umiddelbart før tempeltjeneste
  3. Derfor måtte der ikke være trin til alteret for at præster ikke skulle blotte sig på vej op, som Gud siger til Moses lige efter de ti bud: 26 Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din nøgenhed skal blottes over det. (Exo 20:26 D31)
  • Herrens komme til Sinaj (16-25)
    1. Herren stiger ned på Sinaj Bjerg (16-19)
      1. 16 Og det skete på den tredje dag, da det blev morgen, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget, og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede hele folket i lejren.
      2. Moses fører da folket ud til bjerget
  • 18 Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi HERREN steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele bjerget skælvede meget. 19 Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst.
  1. Alt dette skal vise, at det er Gud selv, der viser sig
  2. Men han viser sig her endnu mere frygtindgydende end i ildstøtten eller skyen i ørkenen
    • Og det fortsætter til efter de ti bud, som man kan læse i kapitel 20 efter de ti bud har lydt fra Gud: 18 Men da hele Folket så Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand; 19 og de sagde til Moses: “Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!” (Exo 20:18-19 D31)
    • Hvorfor nu det?
    • 20 Men Moses svarede Folket: “Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.” (Exo 20:20 D31)
    • Gud vidste, at folket ville fare ild og ville derfor åbenbare sig frygtindgydende på Sinaj bjerg, så de måtte lære at frygte ham og frygte at synde imod ham
    • Sådan har Gud villet åbenbare sin lov og særligt de ti bud med frygtindgydende tegn for at vise sin vrede mod dem, der foragter hans lov
    • Dermed ville Gud drive dem til omvendelse og til at søge tilgivelse hos ham
    • Og sådan må vi heraf lære at frygte Gud, så vi ikke synder imod ham, og når vi synder, frygte hans vrede, så vi søger tilgivelse i hans Søn, som har sonet Guds vrede med sin lidelse og død
  3. Moses stiger op på bjerget og få instrukser (20-26)
    1. Dernæst stiger Moses op på bjerget igen og får endnu en gang en advarsel af Gud om, at folket ikke må stige derop
    2. De skal frygte Gud, når han viser sig i sin hellighed og majestæt, så de må lære at søge ham i hans nåde
  • Sådan skal Sinaj bjerg, hvor Gud åbenbarede sin lov minde os om, Guds hellighed, som gør, at mennesker ikke kan nærme sig
  1. Men det skal også minde os om, at Gud har givet os en ny pagt eller testamente, som er opfyldelse af løftet til Abraham
  2. Som der står i Hebræerbrevet kapitel 12, 18-24:
  3. 18 I er jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, 19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bad om, at der ikke mere måtte tales til dem. 20 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: “Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes”. 21 Og – så frygteligt var Synet – Moses sagde: “Jeg er forfærdet og bæver.”  
  • 22 Men I er komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare 23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommengjorte retfærdiges Ånder 24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. (Heb 12:18-24 D31)
  • Vi skal altså med lovens åbenbaring for øje glæde os over, at vi har det nye testamente, hvor vi er friet fra lovens forbandelse og har syndernes forladelse i Jesus Kristus
  • Sammenfatning af, hvad vi lærer af teksten
  • Læren om lovens åbenbaring
    1. Inddelingen af Moseloven
      1. Borgerlige love
      2. Ceremoniallove og renhedsforskrifter
  • Moralloven – de ti bud – loven om vores moral – hvordan vi hver især skal opføre os
  1. Hvad er Guds lov så
    1. Moralloven Guds evige og uforanderlige vilje
    2. Resten er skygger af Kristus og ophørt med Kristi komme
  • 17 Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. 18 Thi sandelig, siger jeg jer, indtil Himmelen og Jorden forgår, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af Loven, indtil det er sket alt sammen.  (Mat 5:17-18 D31)
  1. Hvorfra kan vi kende loven?
    1. Naturlig lov
      • 14 thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov; 15 de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre  (Rom 2:14-15 D31)
    2. Guds åbenbaring på Sinaj
      • Gud åbenbarede her de ti bud, fordi msk. efter syndefaldet havde brug for en klar åbenbaring af loven
  • Jesu forklaring i bjergprædikenen og andre steder
    • Jesus forklarer og udlægger de ti bud i NT, fordi de blev forvrænget
    • Og for at afklare, at moralloven stadig gælder
    • Jesus sammenfattede loven i de dobbelte kærlighedsbud
    • Vi skal derfor forstå den i lyset af dette
  1. Hvad kræver loven?
    1. Fuldstændig overholdelse
      • Jesus i bjergprædikenen: 19 Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. 20 Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.  (Mat 5:19-20 D31)
    2. Ikke kun i det ydre, men også i det indre
      • Det ser vi i de to sidste bud og i Jesu udlægning i bjergprædikenen
  • Intet msk. har fuldt ud overholdt loven med undtagelse af Jesus
  1. Men ved troen renses hjerterne, så vi begynder at overholde loven
  2. Det er dog ved Jesu tilregnede retær5dighed, vi retfærdiggøres overfor Gud
  1. Lovens ophør
    1. De borgerlige love og ceremoniallovenes afskaffes med Kristi komme, da de var skygger af ham
      • De var skygger af Kristus
        • 16 Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, 17 hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet* er Kristi.  (Col 2:16-17 D31)
      • Ceremoniallovene af hans frelserværk
      • De borgerlige lov skulle værne folket Israel, som var en skygge af Kristus
      • Når Kristus er kommet, ophører skyggen
      • Derfor gælder disse bud ikke ,ere
    2. Morallovens fordømmende magt ophørt med Kristi frelserværk – Lovens forbandelse ophørt
      • 10 Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse; thi der er skrevet: “Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som er skrevne i Lovens Bog, så han gør dem.” (Gal 3:10 D31)
        • er derfor under lovens forbandelse
      • Kristus er blevet en forbandelse
        • 13 Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: “Forbandet er hver den, som hænger på et Træ”), (Gal 3:13 D31)
        • Jesus har taget lovens forbandelse på sig ved at lide og dø og dermed sone Gud med sit gudmenneskelige blod
      • Morallovens forbliven
        • Loven er dog stadig Guds vilje
        • Den opfyldes af de kristne i kærlighed
        • 8 Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. (Rom 13:8 D31)
        • Vi skal derfor ikke foragte loven, men vi er ikke længere under den
        • Vi kan i stedet elske Guds lov, som fortæller os, hvordan vi skal handle, når vi elsker Gud og vor næste
  1. Morallovens brug efter Kristi komme
    1. Til at tøjle ugudelighed
    2. Til at åbenbare synden og lede til omvendelse
  • For den kristne
    • Til at vise, hvad der er gode gerninger
    • Til at åbenbare tilbageværende synd
    • Til at tvinge kødet til lydighed
  • Afslutning
    1. Vi har lært af Guds åbenbaring på Sinaj, at Gud il have sin lov overholdt
    2. Gud åbenbarede sig i torden og en stor sky for at vise sin majestæt og hellighed, så msk. må lære at frygte ham
    3. Det er denne majestæt, der tår bag de ti bud, som han lod forkynde fra Sinaj, da han var steget ned på Sinaj under basunlyd og torden og ild
    4. Gud har åbenbaret sig anderledes i Kristus, hvor Gud selv opfyldte loven og sonede Guds vrede ved sin lidelse og død
    5. Derfor behøver vi ikke frygte Guds vrede, men kan glæde os over syndernes forladelse
    6. Gud har også ved troen på Kristus renset vore hjerter, så vi kan begynde at overholde loven

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør prædiken: Læren om Skriften (2 Tim 3,10-17) Katekismusprædiken 2

Søndagens prædiken tager udgangspunkt i epistelteksten, hvor Paulus skriver om Skriften til Timotheus. Derefter gennemgår prædikenen, hvad Biblen ellers lærer om sig selv.

Epistlen skriver apostlen Paulus i 2 Timotheusbrev kapitel 3 vers 10-17

10 Du derimod har efterfulgt mig i lære, i livsførelse, i forsæt, i troen, i langmodigheden, i kærligheden, i udholdenheden,

 11 i forfølgelserne, i lidelserne, sådanne, som er kommet over mig i Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne forfølgelser, som jeg har udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle.

 12 Ja, også alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges.

 13 Men onde mennesker og bedragere ville gå frem til det værre; de forfører og forføres.

 14 Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven forvisset om, fordi du ved, af hvem du har lært det,

 15 og fordi du fra barn af kender de hellige Skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus.

 16 Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttigt til belæring, til irettesættelse, til forbedring, til opdragelse i retfærdighed,

 17 for at Guds-mennesket må være fuldkomment, udrustet til al god gerning.

(2Ti 3:10-17 D31 – revideret 2020)

 

Hør prædiken fra Septuagesima (Apostlenes gerninger 17,22-34) Katekismusprædiken 1

Hør prædiken over Paulus’ tale på Areopagos, hvor vi både lærer, hvad mennesker kan vide og ikke kan vide om Gud uden Skriften.

Mennesker kan vide, at der er en Gud, de ikke kender, så de er uden undskyldning, når de ikke søger hent il hans åbenbaring.

Men mennesker kan ikke vide, hvem denne Gud er uden hans åbenbaring igennem apostle og profeter.