Category Archives: Prædiken

Hør katekismus-prædiken: 6. bud

Hør prædiken nederst i indlæg.

Denne hellige lektie til 7.s.e. Trinitatis skriver profeten Moses i anden mosebog kapitel 20 vers

Du må ikke bryde ægteskabet.

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  1. Indledning
    1. Ægteskabet en naturlig ordning, vi kan erkende med fornuften dvs. man behøver ikke Biblen for at kende ægteskabet
      1. Mænd og kvinder kan få børn og det er selvindlysende, at de er passer sammen og at seksualiteten bl.a. har formering som formål
      2. Det livsvarige forhold er den bedste måde for børn at vokse op på, som i modsætning til de fleste dyr har brug for mange års opfostring i trykke rammer med både mandlig og kvindelig påvirkning
  • Ægteskabet findes i alle folkeslag og har altid eksisteret, selvom der har været udbredt utugt
  1. Melanchthon konkluderer i Apologien, forsvarsskrift for den augsburgske bekendelse: For det andet. Fordi denne skabning eller guddommelige ordning i mennesket er en naturlig ret, har juristerne talt klogt og rigtig om at ægteskabet mellem mand og kvinde tilhører den naturlige ret. Men da naturretten er uforanderlig, er det nødvendig at retten til at indgå ægteskab altid består.
  2. Denne naturlige ret eller lov trues af statens overtagelse af ægteskabets funktioner igennem velfærdsstaten og redefinering af ægteskabet ved at gøre skilsmisse uden gyldige grunde lovligt og ved at gøre ægteskabet kønsneutralt
  3. Det kan dog ikke ændre på naturens eller Guds lov
  • Melanchthon fortsætter: Lad os derfor i denne sag fastholde, at både Skriften og juristerne siger i deres visdom, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en naturlig ret. Og den naturlige ret er videre i sandhed guddommelig ret, fordi den guddommelige ret er indplantet i naturen. Og fordi denne retsordning ikke kan forandres uden ved Guds egen indgriben, er det nødvendig, at det forbliver tilladt at indgå ægteskab, fordi denne naturlige lyst er Guds ordning af kønnenes natur. Og derfor er det ret. http://www.lutherdansk.dk/Web-Apologien2/default.htm
  1. Buddets placering i de ti bud
    1. Efter forholdet til de af Gud indsatte autoriteter og vores næstes liv, kommer vores næstes ægteskab
    2. Det er en grundlæggende ordning for ægteskabet
  2. Buddet bredere end blot ægteskabsbrud – al seksuel omgang udenfor ægteskabet inkluderet
    1. Jesus nævner utugt sammen med ægteskabsbrud: 18 Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent. 19 Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser.  (Mat 15:18-19 D31)
  3. Indstiftelsen af og formålet med ægteskabet
    1. Skabelsen 1 Mos 1 og 2
      1. 1 Mos 1
        1. 27 Og Gud skabte Mennesket* i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!” (Gen 1:27-28 D31)
        2. Ægteskabet hænger uløseligt samen med, at msk. skabt som mand og kvinde
        3. Ligesom dyrene skal mennesket formere sig, så det er et af formålene med ægteskabet
      2. 1 Mos 2 nærbillede af ægteskabet
        1. Efter Gud har skabt manden, men før Gud skaber kvinden viser Gud Adam alle de andre dyr: 20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne – men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham. (Gen 2:20 D31)
          1. Manden mangler en hjælper, som passer til ham
          2. Gud lader en søvn falde over Adam og skaber kvinden af hans ribben
  • Dernæst viser Gud hende til Adam
  1. 23 Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde*, thi af Manden er hun taget!” 24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver ét Kød.  (Gen 2:23-24 D31)
    1. Kvinden er af samme kød som manden – understreger det dybe fællesskab, der skal være ml. mand og kvinde i ægteskabet
    2. Skal binde sig til hinanden og blive ét kød
  • De skammede sig ikke, selvom de var nøgne
  1. Efter syndefaldet Gen 3
    1. Ægteskabet forstyrres med syndefaldet
      1. Kvinden lytter ikke til manden, men slangen
      2. Manden irettesætter ikke kvinden, som han er hoved for
      3. De skylder skylden på hinanden i stedet for at skjule hinandens fejl
      4. De skammer sig, fordi de er nøgne og den naturlige lyst er blandet med begær, der skaber skam
    2. Gud forbander ægteskabet, så det, der før blot skulle være glæde, er blandet med straf
      1. Kvindens barnefødsel og moderkald forbandes
      2. Mandens forsørgelse af familien forbandes
      3. Kvindens villige underordning bliver blandet med uvillighed og hersken
    3. Efter syndefaldet har ægteskabet et yderligere formål, da det skal hjælpe mod utugt
      1. Men hvad det angår, hvorom I skrev til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; 2 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand.  (1Co 7:1-2 D31)
    4. Hvornår er et gyldigt ægteskab indgået
      1. Det er manden og hustruen, der binder sig til hinanden
      2. Det er en officiel binding til hinanden og ikke blot et privat løft, man kan løbe fra
  • Det skal dog respektere det fjerde bud, dvs. forældre og øvrighed
  1. Dvs. man skal respektere, hvis forældre siger nej til, hvem man må gifte sig med
  2. Hvis øvrigheden har en ordning for det naturlige ægteskab mellem mand og kvinde, skal den følges
  1. Synder mod det sjette bud
    1. Ud fra dette må vi forholde os konkret til, hvilke synder, der imod det sjette bud
      1. Det kan vi gøre ud fra Jesu udlægning i bjergprædikenen: 27 I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde ægteskabet. 28 Men jeg siger jer, at hver den, som ser på en Kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit Hjerte.  (Mat 5:27-28 D31)
        1. Jesus nævner her den ydre synd, øjets synd og hjertets synd
        2. Vi kan ud fra dette tage synderne frem enkeltvis
      2. Ydre synder
        1. Sex udenfor ægteskabet
          1. Sex før ægteskabet
            1. 29 Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor, for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt. (Lev 19:29 D31)
            2. 18 Fly utugten! Enhver anden synd, som et menneske gør, er udenfor legemet; men den, som øver utugt, synder imod sit eget legeme. (Wierød 6:15?
            3. Utugt en særlig alvorlig synd, som driver Helligånden ud
          2. Voldtægt – forskelligt fra utugt, da den voldtagne ikke har syndet
            1. 25 Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde Samleje med hende, dø. 26 Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en overfalder sin Næste og slår ham ihjel; (Deu 22:25-26 D31)
          3. Ægteskabsbrud – dødsstraf i GT
            1. 10 Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden, Horkarlen såvel som Horkvinden. (Lev 20:10 D31)
            2. Gælder også en mands seksuelle samliv med en anden end sin hustru og ikke kun kvindens
            3. Det kan vi udlede a 1 Kor 7,4: 4 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. (1Co 7:4 D31)
            4. Det er både ægteskabsbrud, når man er sammen med en andens ægtefælle og når man er sammen med en anden end sin egen
          4. Blodskam – sex med nært beslægtede
            1. 6 Ingen af jer må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han blotter deres Blusel. Jeg er HERREN! (Lev 18:6 D31)
          5. Homoseksualitet og sodomi
            1. 22 Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. 23 Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel.  (Lev 18:22-23 D31)
            2. Dette er en alvorlig synd, som Gud straffer folk og folkeslag for som Sodoma og Gomorra, men også de kanaanæere, de rblevet drevet bort foran israelitterne, som 3 Mos 18 fortsætter:
            3. 24 Gør jer ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene. 25 Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere.  (Lev 18:24-25 D31)
            4. Det bekræftes også i Nt, at dette er en synd imod naturen
            5. Det er ikke blot en forværring af den naturlige drift som anden utugt, men et oprør mod den naturlige drift
            6. 26 Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,27 og ligeså forlod også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes i deres Begær efter hverandre, så at Mænd øvede Skamløshed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv. (Rom 1:26-27 D31)
          6. Skammelig tale
            1. 3 Og hverken urenhed eller havesyge må nævnes iblandt jer, thi sådant sømmer sig ikke for hellige, 4 ej heller skamløs eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt – den slags er upassende – nej, hellere taksigelse.  (Eph 5:3-4 WIE)
  • Ting, der vækker andres syndig lyst
    1. Horkvinden, man skal holde sig fra beskrevet i Ordspr 7: 10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; 11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;  12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;  13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;  (Pro 7:10-13 D31)
    2. Man skal derfor holde sig fra alt, der kan vække den syndige lyst til en, der ikke er ens ægtefælle
    3. Det gælder også i kæresteforhold
  1. Øjets lyst og hjertets begær
    1. Jesu ord om, at den, der ser på en kvinde, så han begærer hende allerede har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte
    2. Det gælder både øjet, der ser med begær efter en, man ikke er gift med og hjertet, der forestiller sig synd
    3. Det er derfor både en synd at se begærligt efter andre kvinder, men også alle seksuelle forestillinger er forbudt
    4. Du skal både holde dit øje og dit hjerte fra sex, indtil du bliver gift
  2. At give sig selv anledning til begær og utugt
    1. Drukkenskab
      1. Og drik jer ikke fulde i vin, det fører blot til tøjlesløshed! Nej, lad jer fylde af Ånden, (Eph 5:18 WIE)
      2. Fuldskab fører til syndigt begær og gerning og er derfor forbudt
    2. Dovenskab
      1. Lediggang og et luksuriøst liv fører også til utugt
      2. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus; 8 de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.  (Jer 5:7-8 D31)
    3. Være alene med mods. Køn i situation, der kan friste
  3. Dem, der forsvarer eller tillader synden
    1. 32 sådanne, som, selvom de kender Guds retfærdighed – nemlig at den, som gør den slags ting, har fortjent døden – alligevel ikke blot gør disse ting, men endog bifalder dem, som gør det! (Rom 1:32 WIE)
    2. Det gælder i særlig grad dem, der har autoritet som forældre, øvrighed og kirke
    3. Hvis de tillader synder mod det sjette bud, bliver de delagtige i synden og er endnu værre end dem, der begår dem
  • Skilsmisse uden gyldig grund
    1. Skilsmisse og nyt ægteskab forbudt uden gyldig grund
    2. Gyldig grund: den anden parts ægteskabsbrud
      1. 31 Og det er sagt: “Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev”. 32 Men Jeg siger jer: den, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end hor, gør, at hun bedriver hor! Og den, som gifter sig med en fraskilt, bedriver hor!  (Mat 5:31-32 WIE)
      2. 9 Men Jeg siger jer: den, som skiller sig fra sin hustru af nogen anden årsag end [utroskab] og gifter sig med en anden, han bedriver hor! Og den, som gifter sig med en fraskilt, bedriver hor!” (Mat 19:9 WIE)
      3. Det er altså forbudt at skille sig fra sin hustru af anden grund en ægteskabsbrud
      4. Omvendt er det den, der efter at have gjort sådan, gifter sig med en anden, der begår hor
      5. Derfra kan vi slutte, at den, der har skilt sig på grund af ægteskabsbrud ikke begår hor ved at gifte sig med en anden
    3. Gyldig grund til nyt ægteskab, når anden part har taget initiativ til skilsmisse
      1. Jesus fordømmer kun den, der skiller sig og gifter sig igen af anden grund end hor
      2. Han omtaler altså ikke den situation, hvor man er den, hvem en skiller sig fra
      3. 15 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er bundet i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. (1Co 7:15 D31)
      4. Sammenlign med 7, 39, hvor der også tales om at være bundet: 39 En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren. (1Co 7:39 D31)
      5. Gælder når den anden part tager det juridiske initiativ
      6. Også når den anden part blot forlader en og ikke vil vende tilbage
      7. Også når den anden part permanent ikke vil være et kød med ægtefællen
    4. Synd mod ægteskabets intention
      1. Når man ikke lever sammen som mand og hustru bør – kærlighed
        1. Vrede og bitterhed mellem ægtefæller ødelægger ægteskabet, som skal være et fællesskab
        2. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med stridbar Kvinde. (Pro 25:24 D31)
      2. Når man ikke vil have børn og uden nogen virkelig nød forhindrer det inden for ægteskabet
        1. 3 Se, Sønner er HERRENS Gave, Livsens Frugt er en Løn. 4 Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.  (Psa 127:3-4 D31)
      3. Dyder efter det sjette bud
        1. Generelt og for ugifte
          1. Kyskhed i hjertet
            1. Når man ved bøn, mådeholdenhed, arbejde og gudsfrygt undertrykket den syndige lyst til utugt
              1. Ps 51:12 efter Davids utugt: 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; (Psa 51:12 D31)
              2. Vi skal motivers af, at vi er Kristi lemmer: 15 Veed I da ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Har jeg da lov at tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer? Nej, absolut ikke! 16 Eller veed I ikke, at den, som forener sig med en skøge, bliver eet legeme med hende? “Thi de to skal”, siger HErren, “blive til eet kød”!  17 Den, som altså klynger sig til HErren, bliver een ånd [med Ham]!  (1Co 6:15-19 WIE)
              3. 27 Derfor er jeg [hård mod] mit legeme og holder det i ave, så at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive kendt uduelig! (1Co 9:27 WIE)
            2. Kyskhed i ord:
              1. 3 Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, (Eph 5:3 D31)
  • Kyskhed i gerning
    1. 13 Lad os da vandre sømmeligt, som ved dag, ikke i svir og druk, ikke i hor og ryggesløshed, ikke i kiv og misundelse. 14 Nej, iklæd jer HErren Jesus Kristus, og handl ikke efter kødets tilbøjelighed, så at begæret vækkes.  (Rom 13:13-14 WIE
  1. Ægtemænds dyder og pligter
    1. Elske hustruen som sit eget legeme EF 5,28-29: 28 Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. 29 Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden.  (Eph 5:28-29 D31)
    2. Blive hos sin hustru, Ef 5:31: 31 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være ét Kød. (Eph 5:31 D31)
  • Bære over med hende 1 Peter 3,7: 7 Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres. (1Pe 3:7 D31)
  1. Bede og drøfte troen med hende
    1. 1 Kor 14,35: 35 Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. (1Co 14:35 D31),
    2. 1 Kor 7:5
  2. Være hustruens hoved, 1 Cor 11,3: 3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. (1Co 11:3 D31)
  3. Skal sørge for hende, forsørge hende – primært forsørgeransvar. Om præster: 4 en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; (1Ti 3:4 D31)
  • Skal opfylde sin ægteskabelige forpligtelse 1 Kor 7,3-5: 3 Manden skal yde hustruen det, han er hende skyldig; hustruen ligeledes også manden. 4 Hustruen råder ikke over sit eget legeme, men manden! Ligeledes råder dog heller ikke manden over sit eget legeme, men hustruen! 5 Unddrag jer ikke hinanden, undtagen måske efter aftale for en tid, for at I kan hengive jer til faste og bøn; så skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer i jeres afholdenhed.  (1Co 7:3-5 WIE)
  1. Ægtehustruers dyder
    1. Underordne sig ægtemanden
      1. 22 Hustruerne iblandt jer skal underordne sig deres mænd som under HErren! 23 Thi manden er kvindens hovede, ligesom Kristus er Kirkens Hovede, Han, Som er Sit legemes Frelser!  24 Ja, ligesom Kirken underordner Sig Kristus, skal også hustruerne underordne sig deres mænd i alt.  (Eph 5:22-24 WIE)
    2. Blive hos sin mand
      1. 10 Men de gifte formaner jeg: – dog ikke jeg, men HErren! – en hustru ikke må skille sig fra sin mand! (1Co 7:10 WIE)
  • Opfostre børn
    1. 15 hun skal frelses ved barnefødselen – hvis hun forbliver i troen og kærligheden og helligelsen med besindighed! (1Ti 2:15 WIE)
  1. Også at medvirke til husstandens økonomiske vel Ordspr 31:10ff
    1. 13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst. 14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.  15 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.  16 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.  17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.  (Pro 31:13-17 D31)
  2. Advarsler og løfter
    1. Advarsler
      1. Fare, at man tror, at brud på det sjette budskab blot er som at spise og drikke
      2. Paulus klar i fordømmelsen: 9 Veed I da ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds Rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, som lader sig bruge af homosexuelle, eller de, som begår denne synd, 10 eller tyve eller griske eller drukkenbolte, eller spottere eller røvere skal arve Guds Rige!  (1Co 6:9-10 WIE)
  • Derfor nødvendigt, at apostlene udsendte brev om at undgå utugt til alle menighederne ved apostelmødet i jerusalem
  1. Guds straf følger hurtigere disse synder
  2. Dødsstraf befalet i Moseloven
  3. Gen 6,4 brud på sjette bud årsag til syndfloden
  • 1 Mos straffes Sodomo og Gommora for denne synd
  • Melanchthon i Apologien: Naturen ældes og bliver efterhånden svagere, og manglerne tiltager. Hvor meget mere er det da ikke nødvendig, at gøre brug af de guddommelige hjælpemidler, der er givet. Vi ser, at Gud anklager synden før syndfloden (l Mos 19, 24), at han advarer, før en by brændes op (5 Mos 29, 22). Lignende synder er gået foran ødelæggelsen af mange andre byer. Og i det er der givet et billede af de tider, der skal være nær verdens ende. I denne tid burde man derfor særlig støtte ægteskabet med de strengeste love og også med eksempler, og opfordre mennesker til ægteskabet. http://www.lutherdansk.dk/Web-Apologien2/default.htm
  1. Løfter
    1. Gud velsignede fra begyndelsen ægteskabet
    2. Josef blev belønnet, da han trods fristelse ikke faldt i synd med sin herres hustru
  2. Ægteskabet som billede på Kristus og kirken
    1. Det jordiske et billede af det himmelske – Kristus og kirken
      1. 25 I mænd: elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede Kirken og gav Sig Selv hen for Den 26 for at kunne hellige Den, efter at have renset Den ved vandbadet i Ordet,  27 så Han kunne fremstille Den for Sig Selv i herlighed, uden plet eller rynke eller andet sligt, nej, Den skulle være hellig og ulastelig!  (Eph 5:25-27 WIE)
        1. Idealet for den selvhengivende kærlighed, mænd bør have til deres hustruer, er Kristi kærlighed til kirken
        2. Kristus gav sig hen for den – ofrede sig for den
        3. Han hæftede for kirken, som en mand hæftede for sin hustru
        4. for at han kunne hellige den i den hellige dåb
        5. Kristus betalte kirkens gæld, så den, der er i kirken ved dåben, er renset
      2. 29 Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød! Nej, han nærer og plejer det, ligesom Kristus gør det med Kirken. 30 Thi vi er lemmer på Hans legeme, af Hans kød og af Hans ben.  31 “Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød!”  32 Dette Mysterium er dybt: jeg sigter hermed til Kristus og Kirken!  (Eph 5:29-32 WIE)
        1. idealet for den kærlighed i fælleskab, mænd bør have til deres hustruer er Kristi kærlighed til kirken, som han nærer og plejer og er ét legeme med
        2. Kirken er Kristi legeme
        3. den består af dem,d er er døbt til ham og dermed indpodet på hans legeme
        4. den består af dem, der åndeligt har spist hans legeme og blod ved troen, som er delagtighed i ham
        5. Den består af dem, der spiser hans legeme og blod og derigennem fortsat er ét legeme med ham
  • Ved ordet og sakramenterne er vi forenet med Kristus som hans brud
  1. Det er kirken som sådan, der er det, og er vi i den, er vi i ham
  2. Så har han hæftet for os og betalt for vores synder og vi får hans retfærdighed
  1. Afslutning
    1. Luther opssumerer det sjette bud sådan:
      1. Du må ikke bryde ægteskabet
      2. Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle.
    2. Vi skal holde os fra både utugtige tanker, ord og gerninger og dét, der kan føre til det
    3. Til gengæld skal vi leve kysk og ærbart og ære ægteskabet
    4. Og vi skal glæde os over, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en afglans af Kristi forhold til kirken, som han har givet sig hen for, renset i dåben og forenet sig med
    5. Og er vi i kirken ved dåb og tro, da er vi forenet med ham og kan i troen på ham modstå utugten, som Paulus formaner i 1 Kor 6: 15 Veed I da ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Har jeg da lov at tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer? Nej, absolut ikke! 16 Eller veed I ikke, at den, som forener sig med en skøge, bliver eet legeme med hende? “Thi de to skal”, siger HErren, “blive til eet kød”!  17 Den, som altså klynger sig til HErren, bliver een ånd [med Ham]!  (1Co 6:15-17 WIE)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør prædiken (4.s.e.trinitatis 2020) Katekismusprædiken femte bud

Hør prædiken nederst i indlægget

13 Du må ikke slå ihjel! (Exo 20:13 D31)

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning
    1. Første tavle om forholdet til Gud
    2. Anden tavle indledes med fjerde bud om dem, der står i guds sted
    3. Nu er vi så nået til det grundlæggende bud, der handler om vores næste generelt, og som de øvrige bud om vores næste kan udledes af
    4. Derfor begynder Jesus sin udlægning af buddene i bjergprædikenen med dette bud
    5. Jesus forklarer også her buddet, så det ikke kun gælder dette legemligt at slå ihjel.
      1. Jesus siger siger: 21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. 22 Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      2. Jesus gør altså klart, at dette bud ikke udelukkende vedrører ydre gerninger, men også både hjertets og mundens gerninger
  • Samme metode anvender Jesus derefter ved udlægningen af de øvrige bud på lovens anden tavle
  1. Dette er ikke noget nyt
  2. Mosebog 19 lærer os det samme: 17 Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for hans Skyld. 18 Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!  (Lev 19:17-18 D31)
  3. Jesus betoner derfor, at han går tilbage bagved farisæernes mundtlige overleveringer til den oprindelige mening, som han selv har givet som den, der gav loven på Sinaj
  1. Det femte bud er også det første bud vedrørende næsten, vi læser om et tydeligt ydre brud på i GT, nemlig Kains mord på Abel
    1. Her kan vi læse en detaljeret beskrivelse af, hvordan synden begynder med vrede og misundelse i hjertet, som afsløres af Gud
  2. Det er også det bud, der beskytter det allervigtigste hos vores næste, nemlig næstens liv
    1. Derfra fortsætter lovens anden tavle med vores næstes familie, ejendele og rygte
    2. Men det vigtigste og forudsætningen for de andre er altså vores næstes liv
  3. Vi vil på den baggrund se på,
    1. hvem buddet er stilet til,
    2. hvad der menes med ikke at slå ihjel,
  • hvad vi kan udlede deraf om, hvad vi skal gøre,
  1. hvem vi ikke må slå ihjel
  2. hvilke trusler og løfter, der er til det femte bud
  3. Hvordan Jesus har opfyldt dette bud og taget straffen for at bryde det for os
  • Hvem må ikke slå ihjel
    1. Hvor det fjerede bud gælder børns forhold til forældre og undersåtters forhold til overordnede, er dette bud generelt
    2. Dette bud ergenerelt og gælder ikke kuns ærlige personer eller relationer
    3. Det gjaldt f.eks. også på gammelktestamentlig tid i forholdet mellem slaver og deres herrer: 20 Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de dør på Stedet, skal han straffes derfor; (Exo 21:20 D31)
    4. Vi bliver dog nødt til at skelne mellem privatpersoner og øvrigheden
      1. Der er allerede i 1 Mos 9 efter syndfloden fastsat dødsstraf for mordere: 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. (Gen 9:6 D31)
      2. Derfor kommer det femte bud også efter det fjerde bud, som specifikt giver øvrigheden ret til at straffe, som vi hørte om under det femte bud
  • Om øvrigheden skriver Paulus i Rom 13: 4 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. (Rom 13:4 D31)
  1. Øvrigheden har altså pligt til at eksekvere Guds straf mod de onde, som inkluderer dødsstraf for overlagt mord
  1. Privatpersoner må altså ikke slå privatpersoner ihjel
    1. Derfor forbyder Jesus også i bjergprædikenen privat hævn og gengældelse, selvom øvrigheden må gøre gengæld
      • 38 I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. 39 Men jeg siger jer, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham også den anden til!  (Mat 5:38-39 D31)
    2. Jesus tillader dog selvforsvar, selvom han forbyder gengældelse – også for sine apostle, som det er klart, da han siger før sin tilfangetagelse i Lukas 22:
      • 35 Og han sagde til dem: “Da jeg udsendte jer uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: “Intet.” 36 Men han sagde til dem: “Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!  37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: “Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi også med mig har det en Ende.”  38 Men de sagde: “Herre! se, her er to Sværd.” Men han sagde til dem: “Det er nok.”  (Luk 22:35-38 D31)
      • Selv ved selvforsvar er det dog vigtigt, at privatpersoner ikke hævner sig og gengælder ondt med ondt
      • Kun nødvendig modstand er tilladt
      • Det kan godt være, det er nødvendigt at slå modparten ihjel som sidste udvej, men det må kun ske, hvis det er nødvendigt for at beskytte liv og ejendom
      • Mod øvrigheden har kristne dog ikke ret til at forsvare sig, men skal tåle forfølgelse
  • Dette bud gælder som de øvrige bud alle mennesker og ikke kun f.eks. de kristne
    • Når Paulus i rom 3 fordømmer hedningerne for deres synder, nævner han derfor også deres synd mod det femte bud:
      • 15 ”rappe er deres Fødder til at udøse Blod; (Rom 3:15 D31)
    • Dette bud skal altså afsløre og dømme synden i alle msk
    • Derfor skal det også frit bekendes, når det benægtes f.eks. når msk. vil slå ufødte eller nyfødte børn ihjel
  • Hvad menes med at slå ihjel – hvad er forbudt
    1. For det andet skal vi beskæftige os med, hvilke handlinger dette bud omfatter
      1. I første omgang vil vi se på, hvad der er forbudt, fordi buddet er formuleret negativt
      2. Dernæst vil vi se på, hvilke positive påbud, vi kan udlede af forbuddet
    2. Jesus udlægger buddet i Matt 5: 22 Men jeg siger jer, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      1. Herudfra kan vi udlede, at buddet udover den ydre handling også omfatter hjertets tanker og mundens ord
      2. Vi vil se på dem en ad gangen
    3. Den ydre gerning
      1. Skriften taler, som allerede nævnt om ikke at slå ihjel
      2. Den ydre gerning, der forbydes, inkluderer dog også andre former for legemlig skade, som ikke fuldt ud er at slå ihjel
        • I 2 Mos 21,18-19 står der: 18 Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde Sengen, 19 så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.  (Exo 21:18-19 D31)
        • Selvom en, der under et sådant slagsmål ikke slår den anden ihjel, skal vedkommende stadig bøde for den legemlige skade, der er påført den anden
  • Også undladelse er inkluderet her
    • I Ordspr 24:11-12 står der: 11 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. 12 Siger du: “Se, jeg vidste det ikke” – mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.  (Pro 24:11-12 D31)
      • Hvis du ved, hvordan du kan redde nogen fra døden, men ikke gør det, så synder du også mod dette bud
      • Et eksempel på dette er den rige mand, som lod Lazarus dø og derefter endte i helvede
    • Martin Luther i Store katekismus: Imod dette bud forsynder sig ikke blot de, der gør deres næste ondt, men også den, der kan gøre sin næste godt ved at forhindre, forebygge, beskytte og redde, men ikke gør det. Hvis du således lader nogen gå nøgen, som du kunne have givet tøj, så er du skyld i at han fryse ihjel. Ser du nogen sulte, og du ikke giver ham mad, så er du skyld i at han dør af sult. På samme måde, hvis du ser nogen uskyldigt dømt til døden eller i lignende nød, og du ikke redder ham på trods af, at du kender middel og udvej, så er du skyld i hans død. Og det hjælper ikke, at du siger, at det ikke er sket med din medvirken, for du har unddraget ham din kærlighed og berøvet ham den velgerning, som kunne have reddet ham. (Finn Andersens oversættelse)
  1. Tankerne
    1. Vi lærer om Kain, at hans synd begyndte i hjertet, da Gud irettesatte ham og sagde:
      • 6 Da sagde HERREN til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved? 7 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!”  (Gen 4:6-7 D31)
        • Vreden og hadet til ens næste er årsagen til, at msk. slår ihjel og første skrift på vejen dertil
        • Derfor er også vreden og hadet til ens næste forbudt
  1. Jesu ord fra Mat 5: Men jeg siger jer, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen
    • Selve hadet og vreden mod din næste er altså en synd
  • Det gælder også hemmeligt fjendskab og bitterhed, som Jesus fortsætter med at beskrive i Mat 5:
    • Jesus fortsætter 23 Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, 24 så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! 25 Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, mens du er med ham på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. 26 Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, før du får betalt den sidste Mønt.  (Mat 5:21-26 D31)
      • Den, der ikke vil forlige sig med sin næste, men fortsætter med uforsonlighed og bitterhed her på jorden, vil til sidst gå fortabt
      • Derfor advares der i Hebræerbrevet: 15 og se til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; (Heb 12:15 D31)
      • Bitterhed mod ens næste, hvor man ikke farer op, men bærer på had mod sin næste er lige så syndigt som åbenbar vrede
  1. Paulus formaner vedr. vred en Ef 4: 26 Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; 27 giver ikke heller Djævelen Rum!  (Eph 4:26-27 D31)
    • Selvom den indledende reaktion ikke kan undgås, kan vredne stoppes
    • Hvis man lader den fortsætte, giver man Djævelen rum
    • Du skal derfor kæmpe mod vreden, når den bruser op i dig
    • Du skal søge Guds tilgivelse og huske på, hvor meget, du fortjener Guds vrede, men at han har tilgivet dig dine synder
    • Derfor skal du tilgive din næste, som Gud har tilgivet dig
  2. Mundens ord og andre former for kommunikation er også omfattet
    1. Det viser Jesu ord fra bjergprædikenen: ; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      • Det at tale ond til sin næste i vrede og had er altså også omfattet
      • Det inkluderer også skriftsprog og andre former for kommunikation, hvor man gør sin næste ondt
    2. Paulus advarer også imod dette, når han skriver: 29 Lad ingen rådden Tale udgå af jeres Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; 30 og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I blev beseglede til Forløsningens Dag. 31 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!  (Eph 4:29-31 D31)
      • Ond tale mod andre i hidsighed og vrede er altså en synd mod det femte bud
      • Man risikerer at bedrøve dne Helligånd ved sådan tale
      • at man mister Helligånden og troen igennem ubodfærdig synd
    3. Undtagelser – retfærdig vrede
      1. Der er undtagelser til forbuddet mod at slå ihjel og de forbud, der er inkluderet i det:
        • Levitternes drab på 3.000 mand havde Guds velsignelse (2 Mos 32:25ff)
          • Hvis en privatperson slår nogen ihjel under hans varetægt eller en myndighedsperson gør det uden loen på sins ide, er det et brud på buddet
        • Moses blev vred, da Farao ikke ville lade israelitterne gå ( 2 Mos 11:8)
        • Moses blev også vred, da israelitterne havd elavet guldkalven: 19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. (Exo 32:19 D31)
          • Der findes en retfærdig vrede
        • Paulus kalder galaterne uforstandige:
          O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? (Gal 3:1 D31)

          • Det svarer til Jesu ord om ikke at sige Raka eller tåbe
  1. Spørgsmålet er altså, hvornår vrede er synd og hvornår den er retfærdigt
    • Vi skal hade synden og ikke synderen har nogen sagt
    • Det er lidt upræcist, for David kan også sige i Sl 139: 21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; 22 med fuldt Had hader jeg dem, de er også mine Fjender.  (Psa 139:21-22 D31)
    • En bedre forklaring er, at når det handler oma t være vred for Guds æres og kærlighed til refærdighedens skyld, er vrede mod ugudelighed ikke en synd, men en dyd
    • Når det handler om øvrighedspersoner hvad enten i hjem, kirke eller verdslig øvrighed, skal de handler direkte imod uretfærdighed
    • De skal derfor udvise nidkærhed, som præsten Pinehas, der slog en mand ihjel, der bragte utugt og afgudsdyrkelse ind i Israels folk
    • Om ham siger Gud i 4 Mos 25,6: 11 “Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israelitterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israelitterne i min Nidkærhed. (Num 25:11 D31)
    • På den anden side er vrede en synd, når vi er vred på vores næste af personlige grunde
    • Det sker, når vi er utålmodige eller når en eller anden glæde er taget fra os
    • Det sker gennem misundelse, vrede og bitterhed mod næsten
    • Men at kalde nogen en tåbe for at føre dem til omvendelse er ikke en synd
    • Blot skal vi være opmærksom på hvilke motiver, der ligger bag, så vi ikke forsvarer uretfærdig vrede med, at det er retfærdig vrede
    • Gud kender vores hjerters tanker og ved, når vi synder
  • Hvad er så påbudt
    1. Påbuddene kan sluttes fra, hvad der er forbudt
    2. Men Jesus formulerer sig også positivt, når han siger om fjendekærlighed: 43 I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” 44 Dog, Jeg siger jer: Elsk jeres fjender! Velsign dem, som forbander jer! Gør vel mod dem, som hader jer, og bed for dem, som spotter jer og forfølger jer!  (Mat 5:43-44 WIE)
    3. Vi kan inddele påbuddene på samme måde – i tanke ord og gerninger
    4. Elsk Jeres fjender – i tanker
      1. Paulus uddyber dette også om broderkærlighed i Rom 12,9-11: 9 Kærligheden må være oprigtig, idet den afskyer det onde og klynger sig til det gode! 10 Vær hverandre inderligt hengivne i broderkærlighed. Agt hverandre højere i ærbødighed.  11 Vær ikke lunkne i iveren, nej, vær brændende i Ånden, idet I tjener HErren her i tiden.  (Rom 12:9-11 WIE)
      2. Og Paulus skriver i Ef 4,31-32: 31 Lad enhver bitterhed og vrede og harme og skrål og spot være fjernt fra jer, med samt al ondskab! 32 Vær i stedet milde mod hverandre og barmhjertige, idet I tilgiver hverandre, som også Gud i Kristus har tilgivet jer!  (Eph 4:31-32 WIE)
  • Og i Kol 3 skriver Paulus: 12 Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede: barmhjertighed, miskundhed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, 13 og bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis een har en klage mod en anden! Ligesom Kristus tilgav jer, således skal også I [gøre]!  14 Og iklæd jer over alt dette kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd!  (Col 3:12-14 WIE)
  1. Vi skal altså elske vores næste – også dem, der gør os ondt
  2. Vi skal tilgive dem og ikke hævne os
  3. Vi skal vise tålmodighed, barmhjertighed, ydmyghed og mildhed overfor vores næste på egne vegne
  1. Velsign dem, der forbander jer – ord
    1. 14 Velsign dem, som forfølger jer – velsign og forband ikke! (Rom 12:14 WIE)
    2. Vi skal altså tale godt til dem,d er synder mod os i ord ved at forbande og forfølge os
  2. Gør vel mod dem, der hader jer
    1. Også dette uddyber Paulus i Rom 12:
      • 13 Tag del i hjælpen til de hellige, som har behov, og jag efter gæstfrihed. (Rom 12:13 WIE)
      • 17 Gengæld ingen ondt med ondt. Bestræb jer på at gøre det, der er godt for Gud og for alle menneskers åsyn. 18 Om det er muligt for jer, så hold fred med alle mennesker.  19 Ikke jer selv skal I hævne, I elskede, nej, giv plads for [Guds] vrede. Thi det er skrevet: “Mig tilkommer hævnen, Jeg vil gengælde, siger HErren!”  20 Hvis altså “din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke; thi når du gør det, hober du glødende kul på hans hovede”!  21 Lad dig ikke besejre af det onde, nej, overvind det onde med det gode!  (Rom 12:17-21 WIE)
      • Selvom nogen gør ondt mod os, skal vi ikke hævne os, men gøre godt imod dem
      • På den måde leder vi også de onde til syndserkendelse, når vi viser dem kærlighed, selvom de handler ondt mod os
      • Når vi derimod gengælder ondt med ondt, vil de retfærdiggøre deres ondskab
      • Selvom vi altså skal vise retfærdig vrede, når Gud krænkes, skal vi tilgive og vise mildhed, når vi krænkes, så vi også derigennem kan lede mennesker til syndserkendelse
  • Hvem må vi ikke slå ihjel
    1. Nu har vi forhold os til, hvem buddet er rettet mod, hvad man ikke må og hvad man skal
      1. Nu vil vi forholde os til, hvem det er, vi ikke må slå ihjel eller udøve de andre ting imod ifølge dette bud
    2. Det er ikke forbudt at slå dyr ihjel for at spise dem
      1. Efter syndfloden siger Gud: 2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.  (Gen 9:2-3 D31)
      2. Dyr må derfor slås ihjel
  • Men det skal ikke ske på grusom måde
  1. Vi må ikke slå os selv ihjel
    1. Det kan vi udlede af, at vi ikke må slå ihjel
    2. Vi kan også udlede det af 1 Mos 9,6, hvor der generelt står: 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. (Gen 9:6 D31)
  2. Andre mennesker – din næste
    1. Farisæerne lærte, at et kun gjaldt ens venner og nærmeste
    2. Det er ikke korrekt
      • Da en spørger Jesus, hvem hans næste er, svarer Jesus med lignelsen om den barmhjertige samaritaner
      • OG i beretningen om den rige mand og Lazarus var Lazarus den rige mands næste
      • Og I Matt 5:44 taler Jesus om fjendekærlighed
  • Skal vi så drage land og rige rundt for at sikre, at der ikke er nogen, der har brug for vores hjælp, hvis vi ikke vil synde mod dette bud?
    • Nej i både beretningen om den barmhjertige samaritaner og den rige mand og Lazarus handlede det om nogen, Gud placerede på nogens vej
    • Det er altså enhver, vi møder, der er vores næste
    • Vi skal dog også gøre godt mod mennesker, der geografisk er langt fra os, som Paulus formaner kirken i Korinth til, når han taler om hjælpen til de hellige i jerusalem:
    • Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!  2 Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.  3 Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.  (1Co 16:1-3 D31)
  1. Dette bud gælder også ufødte børn:
    1. 22 Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn. (Exo 21:22 D31)
    2. Det gælder også nyfødte børn som dem, Farao og Herodes fik slået ihjel
  • Når derfor mennesker i dag tillader overlagt drab på ufødte og nyfødte børn, er det en grov synd mod det femte bud
  • Hvilke trusler og løfter er der til dette bud
    1. Vi skal også forholde os til, hvilke trusler og løfter, der følger dette bud
    2. Når Jesus i bjergprædikenen taler om, hvad de forskellige synder gør en skyldig til, er det for at imødegå farisæernes lære om at kunne nogle synder efter det femte bud gjorde en skyldig til helvedes ild
      1. Matt 5: 21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. 22 Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: ”Raka” skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
      2. Det Jesus vil sige med dette er,
        • at selv ikke den mindste synd fritager en fra dom
        • Ydre straf ikke frigør en fra den evige straf
        • At den evige straf ikke kun gælder de store synder
  • Gud lod timelig straf ramme Kain: 12 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!” (Gen 4:12 D31)
  1. Der er også velsignelser for dem, der gør godt efter dette bud
    1. Således f.eks. jordmødrene, der reddede israelittiske børn og var ulydige mod Farao: 20 Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; 21 og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.  (Exo 1:20-21 D31)
  2. Truslerne og løfterne skal få os til at frygte Guds vrede, når vi har brudt dette bud
  3. Det har alle gjort i hjertet, og derfor er vi skyldige til Guds dom og vrede – ja til at blive slået ihjel og lide den evige død
  • Jesu opfyldelse af buddet og død for os
    1. Men netop for, at vi måtte undgå timelig død og evig fordømmelse sendte Gud sin søn i syndig køds lighed
    2. Jesus gjorde godt mod alle og hævnede sig ikke imod dem, der gjorde ondt mod ham
    3. Selv på korset bad han for dem, der pinte og slog ham ihjel
    4. Det gjorde han ikke blot for at give os et eksempel
    5. Nej han gjorde det for at opfylde loven for os
    6. Og han lod sig villigt slå ihjel og tog derfor den retfærdige straf for alle mordere, som fortjener at dø
    7. Hans stedfortrædende liv og død opvejer alle vore synder også efter det femte bud
    8. Da han udgød sit blod imens han bad for sine fjender sonedes han Guds vrede over vores onde tanker, ord og handlinger imod andre mennesker
    9. Og når vi modtager hans tilgivelse i ordet og sakramenterne i tro, så kan vi også tilgive vores næste og ikke tænke, tale eller handle ondt mod vores næste
  • Afslutning
    1. Vi har lært, hvem det femte bud er rettet mod:
      1. Alle, undtagen øvrigheden fsva. Dens embede påbyder noget andet
    2. Vi har lært, hvad der er forbudt
      1. At gøre næsten ondt i tanker, ord eller handlinger gennem vrede, onde ord eller skadevoldende handlinger
    3. Vi har lært, hvad der er påbudt:
      1. At gøre godt mod næsten i tanker, ord og handlinger
      2. elske vores næste, velsigne vores næste og gøre godt imod vores næste
    4. Vi har lært, at Gud truer med at straffe dem, der bryder dette bud og velsigner dem, der holder det
      1. Vi skal derfor overholde dette bud og frygte Guds vrede, når i bryder det
    5. Vi har lært, at Jesus har opfyldt det femte bud og taget dets straf
      1. Vi skal derfor tage tilflugt til ham og hans retfærdighed i ordet og sakramenterne
      2. Vi skal også, fordi vi her tilgives ufortjent, handle godt mod vores næste uanset om vores næste har fortjent det
    6. Luther sammenfatter det femte bud i lille katekismus
      1. Det femte
      2. Du må ikke slå ihjel
  • Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.

 

 

Hør præidken: det fjerde bud (2 Mos 20:12) Katekismusprædiken 7

(Lydfil i bunden)

Denne hellige lektie skrives i 2. Mosebog kapitel 20 vers 12:

Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig! (Exo 20:12 D31)

Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

  • Indledning
    1. Respekt overfor autoriteter er dalende
    2. Man hører, at børn skal gøre oprør, altså bryde det fjerde bud
    3. Øvrigheden lægges for had og msk. gør oprør imod den
    4. Præsteembedet er mere foragtet end nogensinde
    5. Hvordan skal vi som kristne forholde os til det fjerede bud
  • Om lovens anden tavle
    1. Loven første tavle handler om vore s forhold til Gud
      1. Første bud om Gud selv
      2. Andet bud om Guds navn
  • Tredje bud om Guds ord og gudsdyrkelsen
  1. Anden tavle handler om forholdet til vores næste
    1. Ret gudsdyrkelse handler ikke blot om forholdet til Gud
    2. Sådan har munke og asketer igennem tiden villet bure sig inde og tro, at de alene er fromme og retfærdige ved déres bønner og åndelighed
  • Denne tanke bygger på en foragt for skaberværket
  1. Gud har også skabt vores næste og resten af skaberværket
  2. Og Gud har fastsat en orden for skaberværket
  3. Gud har også fastsat ordninger som følge af syndefaldet og frelsen
  • Derfor skal vi også agte disse ordninger
  1. Det fjerde bud er det første på den anden tavle
    1. Det beskæftiger sig med Guds repræsentanter overfor os
    2. Det følger af gode grunde efter lovens første tavle, da disse autoriteter er i Guds sted overfor os
  • Hvem er Fader og moder
    1. Gud er far i egentlig forstand
      1. Gud Faders forhold til Sønnen er det originale faderforhold, som alt andet er kopier af
        • 14 På grund af dette bøjer jeg mine knæ for vor HErres Jesu Kristi Fader, 15 efter Hvem ethvert faderforhold i Himlen og på jorden er opkaldt, (Eph 3:14-15 WIE)
        • Jordiske fædreforhold er en afglans af faderens og Sønnens forhold
      2. Faderen er først og fremmest Sønnens far fra evighed
  • Dernæst er han også vores far igennem adoption ved dåben, hvor vi er indpodet på Kristus og har fået del i hans barneforhold
  1. Og derfor kan vi også bede til Gud som Fader, som vi gør i Fadervor
  2. De jordiske faderforhold er ordnet som en afglans af Faderens relation til Sønnen
  1. Dernæst naturlige forældre og adoptivforældre
    1. Gud har ved befalingen til Adam og Eva om at blive frugtbare og mangfoldige indstiftet forældreskabet
    2. Derfor gælder det Naturlige forældre
  • Der står din fader og moder
    • Det er ikke blot en autoritet i al almindelighed
    • Det er ”din” fader og moder
    • nogen der også har særlige pligter overfor dig
  1. Det gælder også juridiske forældre som Josef, der ikke var Jesu naturlige Fader, men dog regnes som hans Fader juridisk, så Jesus er kong Davids juridiske arving igennem Josef
  1. Andre fædre, som er afledt af de naturlige fædre og mødre
    1. Gælder også andre øvrigheder
      • 13 Underordner jer under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld (1Pe 2:13 D31)
    2. Arbejdsgivere
      • 18 I slaver! underordn jer under jeres Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. 19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.  (1Pe 2:18-19 D31)
      • Selvom arbejdsgivere har mindre beføjelser over os end slaveejere over deres slave, kan vi anvende samme princip
      • De står i forældres sted, som husfaderen i gamle dag
  • Øvrigheden
    • Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, 2 så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning  (Rom 13:1-2 D31)
      • Øvrigheden er indsat af Gud
      • Luthers teori – efter syndfloden
      • I hvert tilfælde en syndefaldsordning
      • Oprindeligt var det fædre og siden slægtens patriark, der havde retten til at straffe
      • Øvrigheden er således afledt af faderembedet pga. synden
    • Øvrighedens opgave er at holde synden i ave: 4 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. (Rom 13:4 D31)
  1. Præster
    • 17 De Ældste, som er gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. (1Ti 5:17 D31)
      • Præsteembedet er også et fadermbede
      • Thi om I så havde ti tusinde lærere i Kristus, har I dog ikke mange fædre! Jeg har nemlig avlet jer ved Evangeliet i Kristus Jesus. (1Co 4:15 WIE)
      • Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! (Gal 4:19 D31)
      • Således gælder dette bud også de åndelige fædre – præsterne
  1. Hvad forpligter det fjerde bud så til overfor fædre og mødre
  • Hvad pligterne efter 4. bud
    1. Børn mod forældre
      1. Vise respekt for forældre og ældre
        • 32 Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN! (Lev 19:32 D31)
        • Gælder ældre generelt
        • Du skal ære Guds ordning, som forældreskabet er
        • Du skal derfor udvise respekt for forældre
        • Respektløshed og ringeagt for forældre er derfor en synd
      2. Børn skal adlyde forældre
        • I Børn! adlyd jeres Forældre i Herren, thi dette er ret. (Eph 6:1 D31)
        • Dem, der ikke vil adlyde forældre nævnes også i Rom 1,30 blandt dem, der går fortabt
        • På et tidspunkt forlader børn deres forældre og gifter sig
        • Det skal ske med forældres samtykke, men da er børnene ikke en del af forældrenes husstand mere og ikke under deres myndighed, så de skal adlyde dem
        • De øvrige aspekter af det fjerde bud gælder stadig
  • Tag ved lære af dine forældre
    • 8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring. (Pro 1:8 D31)
    • Forældre har til opgave at lære dig den vej, du skal gå, og derfor skal du også gerne høre og lære af dem
    • Det er derfor en synd at ringeagte deres formaning og belæring
  1. Tage dig af dine forældre, når de bliver gamle
    • Mat 5 ”Men I siger: “Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: “Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,” han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder.” 6 Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.”  (Mat 15:5-6 D31)
    • 3 Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; 4 men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud.  (1Ti 5:3-4 D31)
    • Det er derfor en synd, hvis du ikke vil hjælpe dine forældre, når de bliver ganmle og har brug for det
  2. Vise respekt for ældre forældre
    • 22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! (Pro 23:22 D31)
    • Man kan miste respekten for ens forældre, når de bliver gamle
    • Det er også en synd
  3. Forældre mod børn
    1. 4 Og I Fædre! Gør ikke jeres Børn vrede, men opdrage dem i Herrens Tugt og Formaning! (Eph 6:4 D31
      • Forældre skal ikke vække børns vrede
      • Forældre skal opfostre børnene
        • Både give fysisk og åndelig mad
      • I Herrens tugt og formaning
        • Forældre skal straffe deres børn, når de forsynder sig
          • 13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra graven  (Pro 23:13-14 D31)
        • Forældre skal formane og insturere i den kristne tro, så deres børn kan oplæres i troen
  1. Hvorfor nævnes kun forældre?
    • De er den grundlæggende skaberordning
    • De øvrige er afledt heraf
  2. Pligter mod arbejdsgivere
    1. 5 I slaver! adlyd jeres Herrer efter Kødet* med Frygt og Bæven i jeres Hjertes Enfoldighed som Kristus; 6 ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet,  7 idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for Mennesker,  8 idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af Herren, hvad enten han er Træl eller fri.  (Eph 6:5-8 D31)
      • Kristne skal adlyde deres arbejdsgivere fsva. Arbejdet
      • Ikke blot for et syns skyld
    2. Øvrigheden
      1. 13 Underordn jer under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, 14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.  (1Pe 2:13-14 D31)
      2. Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner, Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, 2 for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed;  (1Ti 2:1-2 D31)
  • Skat og ære: 7 Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære. (Rom 13:7 D31)
  1. Denne lydighed har en grænse:
    • 29 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: “Man bør adlyde Gud mere end Mennesker. (Act 5:29 D31)
    • Peter og apostlene for rådet
    • Det gælder også kirkelige øvrigheder og forældre, at man skal adlyde Gud over dem, når de befaler en at handler i strid med Guds ord
  2. Menighedens pligt mod præst
    1. 17 Adlyd jeres Vejledere og ret jer efter dem; thi de våge over jeres Sjæle som de, der skal gøre Regnskab – for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er jer ikke gavnligt. (Heb 13:17 D31)
      • Det indebærer, at man skal adlyde præsten, når denne handler inden for sit emede
      • Når præsten prædiker Guds ord, skal man adlyde
        • Men man skal adlyde Guds ord, selvom præsten ikke prædiker det
      • Det gælder også det, der hører til præstens embede, at menigheden skal adlyde præsten fsva, embedet
        • eks. kirkeskikke, dog så længe de ikke blive gjort til fortjenstfulde gerninger eller noget i sig selv nødvendigt, Ca 28:
        • Hvad skal man følgelig mene om søndagen og lignende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser. Således anordner Paulus, at kvinderne skal tilhylle hovedet i menighedens forsamling (1 Kor. 11.5.6), at de, som fortolker, skal høres efter bestemt orden i kirken (1 Kor. 14.30) osv.
        • Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sligt for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre
      • Løfte og trussel
        1. Der er også føjet et løfte til dette bud, som uddybes i Ef 6: 2 “Ær din Fader og Moder”, dette er jo det første Bud med et løfte, 3 “for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet.” (Eph 6:2-3 D31)
          • Et timeligt løfte om et langt liv i landet til israel
          • Og om at det må gå dig vel
          • Sådan lover Gud et langt og godt liv til dem, der ærer deres far og mor
        2. Trussel
          • GT-love
            • 15 Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden. … 17 Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden. (Exo 21:15-17 D31)
            • Trussel om timelig død:
              • 17 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde. (Pro 30:17 D31)
            • Øvrigheden:
              • den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. (Rom 13:2 D31)
            • der er således både løfter om jordisk velsignelse for at holde dette bud og trusler om straf
            • Det skal minde os om den evige velsignelse og straf ved henholdsvis at holde og bryde buddet
            • Vi skal derfor frygte Gud, – også vi afsløres i at have forbrudt os mod det fjerde bud
          • Fortabte Sønner og barnekår hos Gud ved den lydige Søn, Jesus Kristus
            1. Vi er fortabte sønner
              1. Som den fortabte Søn har vi forbrudt os med det fjerde bud
              2. Vi har derved også forbrudt os mod vor Fader
            2. Den lydige Søn, Jesus Kristus
              1. Han er al skabnings førstefødte Kol 1:15 Guds udtrykte billede
              2. Gud havde velbehag i den menneskeblevne Jesus som sin elskede Søn, som det lyder fra himlen ved hans dåb og på Åbenbarelsens bjerg
  • Jesus bar vores synder som en tjener
  1. Han blev stadfæstet som Guds Søn ved sin opstandelse Rom 1.1
  2. Den førstefødte af de døde
    • 18 Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; (Col 1:18 D31)
  3. Vi får barnekår ved delagtighed i Kristus
    • 29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. (Rom 8:29 D31)
  4. Vi bliver Medarvinger ved ham
    • 17 Men når vi er Børn, er vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham. (Rom 8:17 D31)
  5. Som Guds børn må vi lever i lydighed mod ham som vores far og de autoriteter, han har sat over os
  • Afslutning
    1. Lille katekismus
      1. Det fjerde
      2. Du skal ære din far og din mor
  • Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter vore forældre og foresatte eller gør dem vrede, men holder dem i ære, tjener, adlyder, elsker og agter dem.
  1. Frygte og elske Gud, som har indsat autoriteter over os
  2. Ikke foragte eller vække forældre og foresattes vrede
  3. Holde dem i ære
  4. Tjene og adlyde
  5. Elske og agte

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.

Lad os med apostlene tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.