Dette hellige evangelium til 3. søndag efter Helligtrekonger skriver evangelisten Matthæus i kapitel 8 vers 1-13
1 Men da han var gået ned ad bjerget, fulgte store skarer ham. 2 Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: “Herre! om du vil, så kan du rense mig.” 3 Og han udrakte hånden, rørte ved ham og sagde: “Jeg vil; bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed 4 Og Jesus siger til ham: “Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen, fremstil dig selv for præsten, og bring den offergave, som Moses har befalet, til vidnesbyrd for dem.”
5 Men da han gik ind i Kapernaum, kom en officer til ham, bad ham og sagde: 6 “Herre! min tjener ligger lammet hjemme og pines forfærdeligt.” 7 Jesus siger til ham: “Jeg vil komme og helbrede ham.” 8 Og officeren svarede og sagde: “Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit tag; men sig det blot med et ord, så bliver min tjener helbredt. 9 Jeg er jo selv et menneske, som står under myndighed og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min tjener: Gør dette! så gør han det.” 10 Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: “Sandelig, siger jeg jer, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en tro. 11 Men jeg siger jer, at mange skal komme fra Øst og Vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges rige. 12 Men rigets børn skal kastes ud i mørket udenfor; der skal der være gråd og tænderskæren.” 13 Og Jesus sagde til officeren:”Gå bort, dig ske, som du troede!” Og tjeneren blev helbredt i den samme time.
Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.
Podcast: Play in new window | Download