Den anfægtede:

Ak! Tanken om døden forskrækker mig, og synet af denne skrækkelige fjende gør mig angst og bange. Døden viser mig sin brod, synden (1 Kor 15,56); den truer mig med sin frygtelige tredobbelte spids. Thi Guds vrede, lovens anklage og mine synders vederstyggelighed holder den frem for mit hjerte og mine øjne. Døden er jo synden løn (Rom 6,23), og pga. synden er døden også kommet til mig ligesom over alle mennesker (Rom 5,18).

Trøsteren:

Men lad mig dog minde dig om én ting. Når du alvorligt og af dit inderste hjerte er bedrøvet over dine synder, så må du også kaste dit blik på ham, der er død for dig på korsets alter, for at du ikke skulle dø den evige død. Vend dit øje bort, og se ikke mere på dødens ydre skikkelse, men vend det hen til Kristus, der ved sin død har gjort den magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befriet dem, som på grund af dødsfrygten var under trældom hele deres levetid. For vor død er han en dødelig gift, og for helvede, som vi har fortjent, er han blevet en pest (Hos 13,14). Han er opstandelsen og livet; den, som tror på ham, skal leve, om han end dør.  26 Og hver den, som lever og tror på ham, skal i al evighed ikke dø (Joh 11,25-26). Ligesom vi alle i Adam for syndens skyld, der er kommet fra Adam til os, og for vore egne begåede synders skyld, er prisgivet døden og til sidst må dø, således skal vi også alle levendegøres i Kristus, livets Herre og dødens overvinder (1 Kor 15,22), ligesom han også selv har bekræftet med et alvorligt og sikkert ord, når han siger:  ”Sandelig, sandelig, siger jeg jer, den, som hører mit ord og tror den, som sendte mig, har et evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet ”(Joh 5,24). Og atter siger han: ”Sandelig, sandelig, siger jeg jer, dersom nogen holder mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.” (Joh 8,51). Derfor, forlad dig kun på Kristus, thi han er sandheden (Joh 14,6); forlad dig på ham, thi han har givet dig sit løfte; forlad dig på ham, thi han har forsikret:  Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå. (Luk 21,33).