Dette hellige evangelium til 19.s.e. Trinitatis skriver evangelisten Johannes i kapitel 1 vers 35-51 35 Den næste dag stod Johannes der atter med to af sine disciple. 36 Og idet han så på Jesus, som gik der, siger han: “Se det Guds Lam!” 37 Og de to disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 38 Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han til dem: “Hvad søger I efter?” Men de sagde til ham: “Rabbi! (hvilket betyder Mester) hvor opholder du dig?” 39 Han siger til dem: “Kom og se!” De kom da og så, hvor han opholdte sig, og de blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Den ene af de to, som havde hørt Johannes’ ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters broder. 41 Denne finder først sin egen broder Simon og siger til ham: “Vi har fundet Messias” (hvilket betyder Kristus). 42 Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: “Du er Simon, Johannes’ søn; du skal hedde Kefas” (det betyder Petrus). 43 Den næste dag ville han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: “Følg mig!” 44 Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas’s og Peters by. 45 Filip finder Nathanael og siger til ham: “Vi har fundet ham, hvem Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, Jesus, Josefs søn, fra Nazareth.” 46 Og Nathanael sagde til ham: “Kan noget godt være fra Nazareth?” Filip siger til ham: “Kom og se!” 47 Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: “Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er svig.” 48 Nathanael siger til ham: “Hvorfra kender du mig?” Jesus svarede og sagde til ham: “Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.” 49 Nathanael svarede ham: “Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge.” 50 Jesus svarede og sagde til ham: “Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal se større ting end disse.” 51 Og han siger til ham: “Sandelig, sandelig, siger jeg jer, I skal fra nu af se Himmelen åbnet og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”
Podcast: Play in new window | Download