All posts by Pastor Sørensen

Hør prædiken: Guds dom og løfte til Adam og Eva (1 Mos 3,14-24)

Hør dagens prædiken, som handler om, hvordan Gud forbander slangen og lover at sende en frelser, der skal knuse Satans magt gennem sin egen lidelse.

Dernæst forbander Gud kvindens moder- og hustrukald og mandens kald som familiens forsørger og overhoved.

Gud sender derpå menneskene ud af Edens have, så de ikke skal leve evigt på jorden som syndere.

Hør prædiken: Kvindens skabelse og ægteskabet (1 Mos 2,18-25)

Gammeltestamentlig læsning: Første Mosebog kapitel 2 vers 18-25:

18 Derpå sagde Gud HERREN: “Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!”

19 Og Gud HERREN havde dannet af agerjorden alle markens dyr og himmelens fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsener, det skulle være deres navn.

20 Adam gav da alt kvæget, alle himmelens fugle og alle markens dyr navne – men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham.

21 Så lod Gud HERREN en dyb søvn falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted;

22 og af ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.

23 Da sagde Adam: “Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget!”

24 Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.

25 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de skammede sig ikke.

(Gen 2:18-25 D31 – revideret 2016)

Hør prædiken fra Epifani/søndag efter nytår 2016 (1 Mos 1,20-2,3)

Denne hellige lektie til Epifani skriver profeten Moses i kapitel 1 vers 20 – kapitel 2 vers 3:

20 Derpå sagde Gud: “Lad vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener, og lad flyvende væsener flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!”

 21 Gud skabte de store havdyr og alle de levende væsener, der rører sig, som vandet vrimler med, efter deres arter, og alle vingede flyvende væsener efter deres arter. Og Gud så, at det var godt.

 22 Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld vandet i havene, og lad de flyvende væsener blive mangfoldige på jorden!”

 23 Og det blev aften, og det blev morgen, femte dag.

 24 Derpå sagde Gud: “Lad jorden frembringe levende væsener efter deres arter: kvæg, kryb og jordens vilde dyr efter deres arter!” Og således skete det:

 25 Gud gjorde jordens vilde dyr efter deres arter, kvæget efter dets arter og alt jordens kryb efter dets arter. Og Gud så, at det var godt.

 26 Derpå sagde Gud: “Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og hele jorden og alt kryb, der kryber på jorden!”

 27 Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;

 28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til Herre over den og hersk over havets fisk og himmelens flyvende væsener, kvæget og alle dyr, der rører sig på jorden!”

 29 Gud sagde fremdeles: “Jeg giver jer alle planter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være jer til føde;

 30 men alle jordens dyr og alle himmelens flyvende væsener og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne planter til føde.” Og således skete det.

 31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev aften, og det blev morgen, sjette Dag.

 (Gen 1:20-31 D31 revideret 2016)

2:1 Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær.

 2 På den syvende dag havde Gud fuldendt det arbejde, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det arbejde, han havde udført;

 3 og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit arbejde, det, Gud havde skabt og udført.

 (Gen 2,1-3 D31 – revideret 2016)

Hør nytårsprædiken om skabelsen (1 Mos 1,1-19)

I år begyndte vi det nye år med at lære om begyndelsen på det  hele: Guds skabelse af himlen og jorden.

Gammeltestamentlig læsning: Første Mosebog kapitel 1 vers 1-19
1 I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.
2 Og Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet, og Guds Ånd svævede over vandene.
3 Og Gud sagde: “Lad der blive lys!” Og der blev lys.
4 Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket,
5 og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.
6 Derpå sagde Gud: “Lad der blive en hvælving midt i vandene til at skille vand fra vand.”
7 Og Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Og således skete det.
8 Og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.
9 Derpå sagde Gud: “Lad vandet under himmelen samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!” Og således skete det.
10 og Gud kaldte det tørre land jord, og stedet, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt.
11 Derpå sagde Gud: “Jorden skal lade fremspire græs, urter, der bærer frø, frugttræer, der bærer frugt efter deres art med kerne i, på jorden!” Og således skete det:
12 Jorden frembragte græs, urter, der bar frø, efter deres art, og træer, der bar frugt med kerne, efter deres art. Og Gud så, at det var godt.
13 Og det blev aften, og det blev morgen, tredje dag.
14 Derpå sagde Gud: “Lad der komme lys på himmelhvælvingen til at skille dagen fra natten, og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år
15 og tjene som lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden!” Og således sket det.
16 Gud gjorde de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.
17 Og Gud satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden
18 og til at herske over dagen og natten og til at skille lyset fra mørket. Og Gud så, at det var godt.
19 Og det blev aften, og det blev morgen, fjerde dag.
(Gen 1:1-19 D31 revideret 2015/16)

Hør juleaftens prædiken 2015

Dette hellige evangelium til Juleaften skriver evangelisten Matthæus i kapitel 1 vers 18-25:

18 Men med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Da Maria, hans moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, før de kom sammen, at være med barn ved Helligånden.

19 Men da Josef, hendes mand, var retfærdig og ikke ville beskæmme hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra hende.

20 Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: “Josef, Davids søn! Frygt ikke for at tage din hustru Maria til dig; thi det, som er undfanget i hende, er af Helligånden.

21 Og hun skal føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres synder.”

22 Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved profeten, som siger:

23 “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og man skal kalde hans navn Immanuel,” hvilket betyder: Gud med os.

24 Men da Josef vågnede op at søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og han tog sin hustru til sig.

25 Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin søn, den førstefødte, og han kaldte hans navn Jesus.

(Mat 1:18-25 D31 revideret 2015)

Læs og hør prædiken fra 4.s. i advent 2015

(Hør prædikenen for neden efter noterne)

Dette hellige evangelium til 4. søndag i Advent skriver evangelisten Johannes i kapitel 3 vers 25-36:
25 Da opstod der en diskussion imellem Johannes’ disciple og en jøde om renselse.
26 Og de kom til Johannes og sagde til ham: “Rabbi! Han, som var hos dig hinsides Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle komme til ham.”
27 Johannes svarede og sagde: “Et menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen.
28 I er selv mine vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham.
29 Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over brudgommens røst. Så er da denne min glæde blevet fuldkommen.
30 Han bør vokse, men jeg blive mindre.
31 Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af jorden, er af jorden og taler af jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle.
32 Og det, som han har aset og hørt, vidner han om; og ingen modtager hans vidnesbyrd.
33 Den, som har modtaget hans vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru.
34 Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter mål.
35 Faderen elsker Sønnen og har givet alle ting i hans hånd.
36 Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”
(Joh 3:25-36 D31)
Hellige Fader, hellig os i sandheden, dit ord er sandhed, lad det lyse for os på vejen til evig salighed.
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.
36:
1) Indledning Johannes, Jesus, Johannesdisciplene og os
a) Hører igen om Johannes – forløber for Kristus
i) Historisk forløber – gik foran Herren og beredte han veje
ii) Forløber som prædikant – beredte Jesu vej til msk gn. Ordet
b) Sådan forbereder vi julen ved at tænke på Jesu første komme, som Johannes forberedte
c) Og ved at tænke på, hvordan Jesus kommer til os gennem ord og sakramenter og modtages ved troen
d) Alt sammen, så vi må undgå Guds vrede nu og på dommedag, når Jesus kommer anden gang
e) Vi må rette vores fokus på Jesus
f) Sådan retter Johannes i dag sine disciples fokus hen på Jesus
2) Situation og spørgsmål
a) Ordene forud for teksten: 22 Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. 23 Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. 24 Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. (Joh 3:22-24 D31)
i) Johannes har allerede døbt Jesus
ii) De befinder sig ikke langt fra hinanden og døber begge
iii) Johannes døber stadig, fordi ej kastet i fængsel
(1) Johannes’ kald ophører først, når Gud vil
(a) På samme måde med enhver anden prædikant
(2) Johannes’ dåb og Jesu dåb grundlæggende den samme
(a) Derfor døber han efter, at Jesus er begyndt at døbe
(b) Johannesdåben en dåb til Kristus
b) 25 Da opstod der en diskussion imellem Johannes’ disciple og en jøde om renselse.
i) Johannes disciple sandsynligvis i diskussion med farisæer el saddukæer
ii) Om renselse – rituelle renselser – muligvis om dåben
iii) Jøden har formodentligt brugt mod dem, at Jesus også døbte
(1) På den måde har han formodentligt gjort dem misundelige på Jesus på deres mesters vegne
c) 26 Og de kom til Johannes og sagde til ham: “Rabbi! Han, som var hos dig hinsides Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle komme til ham.”
i) De klager overfor Johannes over Jesus – uden at nævne Jesu navn –
(1) har ikke forstået Johannes’ vidnesbyrd om Jesus
ii) De henviser til, at Johannes har vidnet om ham
(1) De får det til at fremstå, som om Jesus må stå i gæld til Johannes
iii) Alligevel døber Jesus så tæt på Johannes og drager mennesker derhen
(1) Det fremstår for dem som om Jesus er blevet en utaknemmelig konkurrent
d) Johannes svar delt i to – Jesus og Johannes, og Jesus og verden – herunder disciplene
i) Forklarer sin egen rolle i forhold til Jesus
ii) Forklarer det afgørende – hvordan disciplenes forhold må være til Jesus, hvis de vil frelses
3) Johannes’ svar: Jesus og Johannes Døberen
a) 27 Johannes svarede og sagde: “Et menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen.
i) Johannes har ikke selv gjort sig fortjent til sit kald
ii) Han er kaldet af Gud til en bestemt opgave
iii) Ej krav på tilhængere, men har blot at gøre sin pligt efter det kald og den opgave, han har fået
iv) Sådan er enhver prædikants opgave ikke hans egen, men en, han har fået af Gud og den skal udføres efter Guds vilje alene
v) Prædikanter ej krav på tilhængere, men pligt til at forkynde Guds ord i tide og utide
b) 28 I er selv mine vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham.
i) Johannes er ikke Kristus – frelseren – Johannes ikke vigtigt
ii) Johannes har vidnet om, at han ikke er Kristus, men Herrens herold – en prædikant, der går forud
iii) Han var udsendt til at forkynde, som prædikanter er senerehen
iv) Prædikanter skal ikke gøre sig selv til Kristus, men prædike Kristi frelsergerning
c) 29 Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over brudgommens røst.
i) Jesus er den, der har bruden
ii) Bruden = kirken – dem, der tror på Kristus
iii) Brudgommens ven – Johannes – glæder sig på brudgommens vegne
iv) Glæder sig over brudgommens røst – hans glæde over at møde sin brud
d) Så er da denne min glæde blevet fuldkommen.
i) Glæden fuldkommen, fordi brudgommen nu er hos sin brud – de troende
ii) Johannes glæder sig over, at mennesker kommer til Jesus og tror på ham
iii) Johannes glæder sig på Guds vegne over msk, der bliver frelst
e) 30 Han bør vokse, men jeg blive mindre.
i) At Jesus må blive større er enhver sand prædikants ønske
(1) Kødet vil noget andet – vil gøre prædikanten populær
ii) Prædikanten bør blive mindre, så Jesus og hans ord må fylde i prædikener m.m.
iii) Prædikanters oplevelser og meninger er ligegyldige – de skal alene prædike Guds ord med centrum i Jesus Kristus
iv) På den måde går de foran og baner Jesu vej til menneskers hjerter
4) Johannes’ svar: Jesus og verden
i) Johannes vil forklare Jesu forhold til verden – også til hans vantro disciple
b) 31 Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af jorden, er af jorden og taler af jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle.
i) Jesus er over alle – msk, engle, profeter
ii) Johannes er Guds profet, men taler som en af jorden – kun hvad han får at vide af Ånden
iii) Jesus over alle – guddommelig og del i gudd. Egenskaber efter msk natur
c) 32 Og det, som han har set og hørt, vidner han om;
i) Guds Søn taler ikke blot jordisk, men er i fællesskab med Faderen og Helligånden
ii) Han taler, hvad han har set og hørt i den treenige Gud
iii) Jesus har set Faderen og er blevet hans tolk – Joh 1
d) og ingen modtager hans vidnesbyrd.
i) Selvom msk nu flokkes til Jesus tager størsteparten ikke imod ham i tro
ii) At tage imod Jesu vidnesbyrd = at tage imod Jesu ord om, hvad han har set og hørt – hans åbenbaring af Guds væsen og vilje
iii) Msk af natur syndere, som forarges over Guds ord
e) 33 Den, som har modtaget hans vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru.
i) Gud givet sit ja til syndere i Jesus, jf epistel: 20 Thi så mange, som Guds forjættelser er, i ham har de deres ja og i ham deres amen, Gud til ære ved os.
ii) Her er det omvendte tilfældet – når vi tager imod og stoler på Jesu åbenbaring af Gud, siger vi amen til det
iii) Troen er at stole på Guds løfter
iv) Hermed bekræfter vi, at Guds ord er sandt
f) 34 Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter mål.
i) Grunden er, at Jesus, som er sendt af Gud, taler Guds ord
(1) Derfor bekræfter vi også Guds sanddruhed, når vi stoler på Jesu ord
ii) Jesus taler også Guds ord, fordi Ånden er udgydt over ham uden mål
(1) Da Jesus blev døbt steg Ånden ned over ham og blev over ham
(2) Helligånden taler ikke blot afgrænset gennem Jesus, som ved profeterne
(3) Helligånden er i fuldt fællesskab med Guds Søn
(4) Det var Jesu dåb et tegn på
g) 35 Faderen elsker Sønnen og har givet alle ting i hans hånd.
i) Jesus er Guds Søn – Guds enbårne Søn – Gud selv
(1) Johannes har hørt dette ved Jesu dåb, da Faderen kaldte ham min elskede søn
(2) Gud elskede fra evighed af sin Søn – derfor er Gud kærlighed
(3) Guds kærlighed til verden var dog så stor, at han sendte sin søn for at frelse verden
ii) Gud har givet alle ting i hans hånd – almagt
(1) Guds Søn havde denne fra evighed af
(2) Nu også fået den som menneske
(3) Gud gav ved Jesu menneskeblivelse også hans menneskenatur almagt, alvidendehed m.v.
(a) Demonstreret ved Jesu undere
(4) Gud blev menneske og ophøjede msk.-naturen for at frelse mennesker fra Guds vrede
(5) Det giver et andet billede af Jesus end Johannes’ disciple forestillede sig
h) 36 Den, som tror på Sønnen, har evigt liv;
i) Ikke forholdet til Johannes, men til Jesus er afgørende
ii) Den, der tror på Jesus har evigt liv
(1) Jesus kom ikke blot for at udføre en jordisk opgave med at prædike og døbe
(2) Jesus kom for at frelse, så han kunne prædikes og msk døbes til ham
(a) Gud måtte blive msk for at sone msk’s synd
(b) Msk måtte være Gud for at kunne sone Guds vrede
(c) Derfor måtte Gud blive msk
(d) Ved sit liv, sin lidelse og død har Jesus vundet en retfærdighed, der gælder overfor Gud for alle msk – men den er endnu kun Jesu ejendom
(3) Troen, der tror Jesu ord, giver derfor evigt liv
(a) Ved troen forenes vi med vores brudgom, så vi får hans retfærdighed og han vores synd
(b) Som trolovelsen i gl. dage var juridisk bindene, men ægteskabet ikke fuldendt – sådan er Jesus vores trolovede ved troen
(i) Guds løfte i evangeliet – er Jesu løfte til os
(ii) Vores tro er vort ja til hans frelserværk
(iii) Vi har nu alle rettigheder som Jesu brud – vi har ret til himlen
(iv) Det fulendes, når Jesus kommer igen og forenes med sin brud
(v) Derfor har vi evigt liv, men får det også fuldt ud, når Jesus kommer igen
(vi) Det evige liv er vores legitime ejendom nu, men først i vores fulde besiddelse, når Jesus kommer igen
i) men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”
i) Advarsel: Den, som ikke vil tro forbliver under Guds vrede
(1) En advarsel til Johannes-disciplene, som ikke ville tro Jesus
(2) En advarsel til os, før julen – uden tro, forbliver Guds vrede over os
(3) En advarsel om ikke at stole på msk, prædikanter m.v. i st for Gud, men alene på Guds ord og Guds Søn
ii) Guds vrede bliver
(1) Guds vrede er allerede over os efter syndefaldet, som vi er af nature – vredens børn, Ef 2
(2) I Kristus er Guds vrede overvundet, men kun i Kristus
(a) Udenfor Kristus er Gud stadig vred på msk
(b) Vi må altså ikke slutte fra læren om objektiv forsoning eller retfærdiggørelse, at Gud ikke længere er vred over synden
(c) Det msk, som ikke ved troen har fået Jesu retfærdighed, er stadig under Guds vrede
(3) Disse advarsler må få os til at sae med alvor på den forestående julefejring
(a) Gud blev ikke msk for at vise, at Gud accepterer os, som vi er
(b) Gud blev msk for at frelse os fra dem, vi er
(c) Gud blev msk for at sone Guds vrede over vore synder
(d) Afgørende er, at vi angrer vore synder og søger tilflugt hos Jesus som vores brudgom
5) Afslutning – Johannes, vi og vores frelser
a) Johannes har svaret på disciplenes spørgsmål – han er ikke frelseren, men hans forløber
i) Johannes skulle berede Jesu vej
ii) Sådan skal prædikenen og prædikanter bane Jesu vej til msk’s hjerter
b) Johannes skal blive mindre og Jesus større – forholdet til Jesus er afgørende
i) De, der tror på Jesus ved forkyndelsen, har evigt liv
ii) De, der ikke tror, går fortabt, selvom de måtte være døbt og har flokkedes om Jesus, Johannes eller en helt tredje
c) Anger over synden og tro på evangeliet barnet i krybben, som var Gud selv, som kom for at frelse os ved sit liv, sin lidelse og død, er afgørende.
d) Det fejrer vi i julen, som vi nu har forberedt med advents alvor
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed,. Amen.
Lad os med apostlene tilønske hinanden:
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens Samfund være med os alle.