Dette hellige evangelium til 14. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Johannes i kapitel 5 vers 1-18)

D31 John 5:1 Derefter var det jødernes højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.

2 Men der er i Jerusalem ved fåreporten en dam, som på hebraisk kaldes Bethesda*, og den har fem søjlegange.

3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme, visne, som ventede på, at vandet skulde røres.

4 Thi på visse tider for en Engel ned i dammen og oprørte vandet. Den, som da, efter at vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken sygdom han end led af.

5 Men der var en mand, som havde været syg i otte og tredive år.

6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang tid, sagde han til ham: “Vil du blive rask?”

7 Den syge svarede ham: “Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i dammen, når vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før mig.”

8 Jesus siger til ham: “Stå op, tag din seng og gå!”

9 Og straks blev manden rask, og han tog sin seng og gik. Men det var sabbat på den dag;

10 derfor sagde jøderne til ham, som var bleven helbredt: “Det er sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære sengen.”

11 Han svarede dem: “Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din seng og gå!”

12 Da spurgte de ham: “Hvem er det menneske, som sagde til dig: Tag din seng og gå?”

13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange mennesker på stedet.

14 Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: “Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ske dig!”

15 Manden gik bort og sagde til jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.

16 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en Sabbat. 17 Men Jesus svarede dem: “Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.” 18 Derfor tragtede da Jøderne endnu mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

(Joh 5:1-18 D31 revideret 2016/18)

Podcast: Play in new window | Download

Dette hellige evangelium til 12. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Matthæus i kapitel 12 vers 31-42

31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal forlades menneskene, men bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades. 32 Og den, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne verden eller i den kommende. 33 Lad enten træet være godt og dets frugt god; eller lad træet være råddent, og dets frugt rådden; thi træet kendes på frugten. 34 I øgleunger! Hvorledes kan I tale godt, når I er onde? Thi af hjertets overflod taler munden. 35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. 36 Men jeg siger jer, at menneskene skal aflægge regnskab på dommens dag for hvert utilbørligt ord, som de taler. 37 Thi af dine ord skal du retfærdiggøres, og af dine ord skal du fordømmes.”

38 Da svarede nogle af de skriftkloge og farisæerne ham og sagde: “Mester! Vi ønsker at se et tegn at dig.” 39 Men han svarede og sagde til dem: “En ond og utro slægt forlanger tegn, men der skal intet tegn gives den uden profeten Jonas’s tegn. 40 Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød. 41 Mænd fra Ninive skulle opstå ved dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’s prædiken; og se, her er mere end Jonas. 42 Sydens dronning skal oprejses ved dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra jordens grænser for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.

Podcast: Play in new window | Download

Dette hellige evangelium til 10. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Matthæus i kapitel 11 vers 16-24

16 Men hvem skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: 17 Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke. 18 Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de siger: Han er besat. 19 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de siger: Se, en frådser og en vindranker, tolderes og synderes ven! Dog, visdommen er retfærdiggjort ved sine børn.”

20 Da begyndte han at revse de byer, i hvilke hans fleste kraftige gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig: 21 “Ve dig, Korazin! Ve dig, Bethsajda! Thi dersom de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske. 22 Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, som er blevet ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil helvede; thi dersom de kraftige Gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den bleven stående indtil denne Dag. 24 Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.”

Podcast: Play in new window | Download

Dette hellige evangelium til 5. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Matthæus i kapitel 16 vers 13-26:

13 Men da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: “Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” 14 Men de sagde: “Nogle siger Johannes Døberen; andre Elias; andre Jeremias eller en af Profeterne.” 15 Han siger til dem: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” 16 Da svarede Simon Peter og sagde: “Du er Kristus, den levende Guds Søn.” 17 Og Jesus svarede og sagde til ham: “Salig er du, Simon Jonas’s Søn, thi kød og blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. 18 Så siger jeg også dig, at du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og helvedes porte skal ikke få Overhånd over den. 19 Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i himlene.” 20 Da bød han sine disciple, at de måtte ikke sige til nogen at han var Kristus.

21 Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje dag. 22 Og Peter tog ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: “Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!” 23 Men han vendte sig og sagde til Peter: “Vig bag mig, Satan! du er mig en forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad menneskers er.”

24 Da sagde Jesus til sine disciple: “Vil nogen komme efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! 25 Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal redde det. 26 Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?

(D31 revideret 2018)

Podcast: Play in new window | Download

Dette hellige evangelium til 4. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Matthæus i kapitel 5 vers 43-48

43 I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør dem godt, som hader jer, og bed for dem, som krænker jer og forfølger jer, 45 for at I må vorde jeres Faders børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin sol gå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Thi dersom I elsker dem, som elsker jer, hvad løn har I da? Gør ikke også tolderne det samme? 47 Og dersom I hilser på jeres brødre alene, hvad stort gør I da? Gør ikke også hedningerne det samme? 48 Vær da I fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.

Podcast: Play in new window | Download

Evangelium: Lukas 15,11-32

11 Men han sagde: “En mand havde to sønner.

12 Og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede formuen imellem dem.

13 Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og drog udenlands til et fjernt land og ødte der sin formue bort i et udsvævende liv.

14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det samme land; og han begyndte at lide nød.

15 Og han gik hen og holdt sig til en af borgerne der i landet, og denne sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.

16 Og han ønskede at fylde sin bug med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget.

17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange daglejere hos min fader har ikke brød i overflod? Men jeg omkommer her af sult.

18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,

19 jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gør mig til en af dine daglejere!

20 Og han stod op og kom til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham.

21 Men Sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.

22 Men faderen sagde til sine tjenere: Hent den bedste klædning frem, og ifør ham det, og giver ham en ring på hans hånd og sko på fødderne;

23 og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være lystige!

24 Thi denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!

25 Men hans ældste søn var på marken, og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans.

26 Og han kaldte en af tjenerne til sig og spurgte, hvad dette var.

27 Men han sagde til ham: Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

28 Men han blev vred og ville ikke gå ind. Men hans fader gik ud og bad ham.

29 Men han svarede og sagde til faderen: Se, så mange år har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt nogen af dine bud, og du har aldrig givet mig et kid, for at jeg kunne glæde mig med mine venner.

30 Men da denne din søn kom, som har fortæret din formue med skøger, slagtede du fedekalven til ham.

31 Men han sagde til ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.

32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din broder var død og er blevet levende og var fortabt og er fundet.”

(Luk 15:11-32 D31 – revideret 2016)

Podcast: Play in new window | Download

Evangelium: Lukas 14,25-35

25 Men store skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

26 “Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

27 Den, som ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel.

28 Thi hvem iblandt jer, som vil bygge et tårn, sætter sig ikke først hen og beregner omkostningen, om han har nok til at fuldføre det,

29 for at ikke, når han får lagt grunden og ej kan fuldende det, alle, som ser det, skal begynde at spotte ham og sige:

30 Dette menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.

31 Eller hvilken konge, som drager ud for at gå i kamp imod en anden konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde?

32 Men hvis ikke, sender han, imens den anden endnu er langt borte, sendebud hen og forhandler om fred.

33 Således kan da ingen af jer, som ikke forsager alt det, han ejer, være min discipel.

34 Saltet er altså godt; men dersom også saltet mister sin kraft, hvorved skal det da få den igen?

35 Det er ikke tjenligt hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud. Den, som har øre at høre med, han høre!”

(Luk 14:25-35 D31 revideret 2016)

Podcast: Play in new window | Download