Jeg har i årenes løn tit hørt applicering påberåbt af dem, der har været uenige i Augustanakirkens syn på praksis og hævdet, at der ikke var tale om læremæssige spørgsmål.
Det har bl.a. været tilfældet både i bruddet med ELFK i 2007, hvor det er blevet hævdet både i forhold til læren om præsteembedet og om kirkefællesskab, men også om andre spørgsmål. Der er efter min mening oftest tale om en meget upræcis refleksion over, hvad det menes med applicering.
Kan man applicere læremæssige principper forskelligt uden at det går ud over læren? Det kommer helt an på, hvad man mener og hvor generelle principperne er.
Hvis ikke man er skarp på sine distinktioner her, kan det lynhurtigt ende i en pragmatisme, hvor man tilsidesætter Guds klare ord af praktiske grunde. Et andet ord for det er ulydighed.
Guds ord er lov og skal adlydes, ligesom f.eks. offentlige myndigheder skal adlyde den verdslige lovgivning.
Og det er faktisk en meget god parallel, for offentlige myndigheder står ofte i en lignende situation, hvor de skal foretage et konkret skøn, og disse forhold til lovgivningsmagten og domstolene ligner kirkens forhold til Skriften og Gud som dommer.
Hvor frit myndighederne har lov til at skønne, afhænger af flere ting.
Det kan være, at lovene er meget generelle principper (ofte kaldt vage og elastiske lovbestemmelser), hvor man forudsætter, at myndighederne fylder principperne ud og danner en praksis. Missionsbefalingen eller det dobbelte kærlighedsbud kunne være bud på sådanne generelle principper på kirkens område. Det konkrete skøn må dog i disse tilfælde også respektere andre mere specifikke regler (lex specialis princippet).
Så findes der spørgsmål, hvor myndighederne er pålagt et konkret skøn (myndigheden “kan” gøre noget), men ikke nogen principper. Her gælder de helt generelle principper, der i det hele taget gælder for myndigheden. En parallel kunne være det, man teologisk kalder adiafora-spørgsmål, dvs. ting som hverken er påbudt eller forbudt, og hvor der heller ikke er givet nogen principper specifikt for dette spørgsmål. Her må man skønne forholdsvis frit indenfor de overordnede principper.
Og endelig er der spørgsmål, hvor der i lovgivningen både er angivet et retsfaktum og en retsfølge. Retsfaktum er det faktum, der skal til for at retsfølgen indtræder. Retsfølgen er det, som myndighedens afgørelse går ud på. Her er myndighedens muligheder for at foretage et skøn stort set begrænset til en vurdering af beviserne for, at retsfaktum er til stede, så retsfølgen kan indtræde. Der kan godt være gråzoner, men spørgsmålet, der skal afgøres er ikke en interesseafvejning, men derimod en vurdering af, hvad faktum er, og om dette faktum kan henføres (subsumeres) under det krævede retsfaktum.
En teologisk parallel kunne være et konkret bud som det femte bud. Om f.eks. fosterdrab eller aktiv dødshjælp er forkert er ikke et frit skøn, eller et spørgsmål om at applicere nogle vage og elastiske bestemmelser. Uanset at der findes gråzoner, så er der angivet et klart retsfaktum med en klar retsfølge. Spørgsmål om fosterdrab og aktiv dødshjælp bliver derfor et spørgsmål om at fortolker forbuddet mod at slå ihjel og dernæst at vurdere beviserne for, at fosterdrab og aktiv dødshjælp er at slå ihjel.
Dette sidste er et eksempel, som mange konservative kristne kan blive enige om.
Men noget lignende gør sig gældende vedrørende læren om kirkefællesskab og om kaldet til og afsættelsen fra præsteembedet. Her er ikke tale om vage og elastiske bestemmelser i Guds ord og der er heller ikke tale om adiafora-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor Skriften klart lærer os noget, nemlig at vi skal holdes os fra de kirker, der lærer i strid med Guds ord (Rom 16,17), og at en præst (ældste/presbyter) kun kan afsættes, hvis der er klare bibelske grunde, dvs. falsk lære eller ugudeligt liv (1 Tim 5,19-20).
Når man – som det var tilfældet i ELFK i 2007 – afsætter en præst uden at gøre sig den ulejlighed at fremsætte anklager om faktiske forhold, som – hvis de var sande – ville gøre en afsættelse berettiget, så har man vist, at man ikke mener, at en præsteafsættelse kræver klare bibelske grunde. (Derudover var de anklager, der blev fremført udtryk for en falsk lære om kirkefællesskab). Der er ikke tale om en uenighed om applikationen af nogle principper. Hævdelsen heraf er i sig selv udtryk for en forkert forståelse af de pågældende principper.
Det samme gælder læren om kirkefællesskab. ELFK har i over 20 år opretholdt kirkefællesskab med Missourisynoden trods dennes kirkefællesskab med adskillige kirker, der er i kirkefællesskab med det lutherske verdensforbund – og også praktiserer dette kirkefællesskab. En del af disse år har Missourisynodens søsterkirker i Letland desuden været i kirkefællesskab med reformerte kirker gennem Leuenbergkonkordien, og den er fortsat i kirkefællesskab med reformerte anglikanske kirker, hvilket den også aktivt praktiserer (senest for få dage siden).
At tale om applikation i forbindelse med disse lærepunkter, er et røgslør, der dækker over simpel ulydighed mod Guds ord.
Ønsker man en upartisk beskrivelse af bruddet, henviser jeg til Flemming Kofoed-Svendsens artikel her: https://tidsskrift.dk/dttk/article/view/27207
