Hvor stor er dog den kærlighed – salme om nøglemagten af Veit Dietrich

Hvorstorerdogdenkærlighed_nøglemagten

 

Mel. O kommer hid dog til Guds Søn

1 Hvor stor er dog den Kærlighed,
Som Gud i himlens herlighed
Har sendt sit folk hernede!
Vi alle var i syndens stand,
Og hver og en var dødsens mand,
Udstødt fra saligheden.

2 Vi spiret er af syndig rod,
Og ondt er hjerte, sind og mod;
Den, som af kød er båren,
Vanartet vandrer dødens vej,
Og viljen vor den duer ej
At redde os af faren.

3 Den jammer Gud med ynk har kendt
Og derfor sin enbårne sendt,
Som syndigt kød at skue,
At lide for os korsets Død,
At hjælpe os af syndens nød
Og slukke vredens lue.

4 Den gerning Kristus har fuldgjort,
Og vist os livets vej og port
Alt ved sit ord det rene,
Som lærer os at gøre Bod,
At tro Guds søn af hjerterod
Og trøstes ved ham ene.

5 Han gør os nåden vis og klar,
Fordi han selv indstiftet har
Sin dåb og dyre væde;
Derved vi fødes ny af Gud
Og flyttes til Guds rige ud
Fra Satans mørke sæde.

6 Enhver, som tror og tager dåb,
Han livet har og Livsens håb;
Tag dette ord til hjerte
Til trøst i al din sorg og nød,
Til kraft i kamp mod synd og død,
I sjæls og legems smerte!

7 Men ak, hvor er vor afmagt stor!
I tanker, gerninger og ord
Vi synder uden ende,
Og hjertet finder ingen trøst
Af dåbens bad og ordets røst,
Men kan blot synden kende.

8 Frygt ej! en stor afløsnings-magt
Vor Herre Krist på jord har lagt
I sine hyrders hænder:
Hvem I af synden løser ud,
Han løst og være skal af Gud,
Og bundet den, I binder.

9 Så har han og af nåde stor
Beredt for os sit nadverbord,
Hvormed ham selv vi nyder,
Det signed’ brød og vinen god
Det er hans legem og hans blod,
Alt som hans ord de lyder.

10 Det er hans legem, som blev strakt
På korset og i døden bragt,
At fred vi skulle finde;
Det er hans blod, som sletted’ ud
Vor store syndegæld hos Gud’
Drag dette ret til minde!

11 Ja glem dog ej, o kære sjæl,
Hvor Gud har gjort imod dig vel!
Tak ham af hjertens grunde,
Som ved sin Søn, han os har sendt,
Sit rene ord og sakrament
Os synd’re ville unde!

12 Deri er bod for al vor brøst,
Deri er liv og fred og trøst,
Trods synds og dødens snare.
Gud unde alle her på Jord
At tro og trøste på hans ord
Og hjem til hannem fare!

Veit Dietrich. Oversat af J.N. Skaar. Revideret 2021 Magnus N. Sørensen

Se påskegudstjeneste eller hør prædiken (Joh 20,1-18)

Hør påskedags prædiken om

  • Jesus, der ved sin opstandelse på ottende- og førstedagen viser, at han har opfyldt Guds evige lov i skaberværket og lovens pagt på Sinai, som sabbatten var et tegn på
  • Jesus, der som førstegrøden af de døde, der er opstået på dagen for førstegrødeofferet garanterer vore indgang i det forjættede land, det nye Eden.
  • Jesus, der ved tilsynekomsten af de to keruber ved sin grav og sin tale til Maria i gravhaven ved Jerusalem viser, at han er den nye Adam og ypperstepræst, der er gået ind i det allerhelligste og har banet vej for os til det nye eden, det nye Jerusalem.
  • Jesus, der ved at kalde disciplene brødre viser, at han igennem sin død og opstandelse er den førstefødte af mange brødre, fordi han, der er Guds evige Søn blev menneske og bar vor forbandelse, for at blive genindsat i barnekår ved sin opstandelse og dermed give barnekår til alle dem, der i kraft af hans opstandelse ved dåb og tro er genfødt til at være Guds børn.

Se gudstjeneste herunder og hør prædiken under videoen:

Te Deum – Norske Synodes Psalmebog

Mel. Gør døren høj

1 O store Gud, vi lover dig!
O Herre, vi bekender dig!
Dig, evig Fader, priser vi!
Al Jord og Himmel stemmer i!

2 Dig Himlen med sin Englehær,
Dig alle Magter Pris frembær,
Cherubers og Serafers Mund
Dig priser højt i allen Stund.

3 Du hellig, hellig, hellig er,
Gud, Zebaoth, vor Herre kær,
Og fuld er Himmel, fuld er Jord
Udaf din Guddoms Ære stor.

4 De herlige Apostles kor,
Der hellige Profeters kor
Og Martyskaren hvideklæd
Lovsynger dig i Evighed.

5 Din Christenhed på Jorderig
Tilbeder og bekender dig
Som Faderen af Evighed,
Hvis Magt ej Mål og Ende ved.

6 Og Ordet, Guds enbårne Søn,
Som gav til Arv os Himlens Løn
Og Ånden, vores Trøster sand,
Høilovet over alle Land.

7 Du Ærens Konge, Jesu sød,
Af evig Fader evig Sød,
For Jomfruliv dig ej undslog,
Men os at frelse Manddom tog.

8 Du Dødens brod har taget bort,
Og åbnet for os Himlens Port;
Du sidder ved Guds højre Hånd
Og hersker over alle Land.

9 Du kommer med Guds Vælde stor
At holde Dommedag på Jord;
Så hjælp os nu, vær vores Trøst,
Som du så dyre har forløst!

10 Et Sted hos dig du os bered
Blandt Helgener i Salighed
Dit Folk til Hjælp, o Kriste kom,
Velsign din Arv og Ejendom!

11 Styr og reger din Christenhed,
Ophøj du den i Evighed!
Fra Dag til Dag vi prise dig,
Dit Navn vi love idelig.

12 I denne Dag bevar os så,
At vi i Synd ej falde må!
Forbarm dig, Herre over os!
Forbarme dig dog over os!

13 Vær os, o Gud, miskundelig,
Som vi og håbet har på dig!
Dig, Herre har jeg håbet på,
Til Skamme skal jeg aldrig stå.

Se hvor nu Jesus træder (Alle vers)

Se hvor nu Jesus træder

1 Se, hvor nu Jesus træder
Hen til den morderstad,
Endog man ham bereder
Så stort et blodebad.

2 Endog hans Guddoms øie
Sit fængsel, kors og nød
Forud kan agte nøie,
Ja ser sin visse død.

3 Dog vil han fri i sinde
Mod sine fiender gå,
Han ved, han skal dem binde,
Og evig sejr få.

4 Hans pragt den er kun ringe,
Et æsel hannem bær,
Dog kan han Satan tvinge
Og dødens Herre er.

5 Her er han, som vil løse
Hver syndebunden træl;
Her er han, som vil øse
Trøst i hver bange sjæl.

6 Her er han, som udrotter
Den onde Slanges Sæd;
Gak ud, o Zions Dotter,
Og dig i hannem glæd!

7 Her er han, som vil favne
Dig med sin kærlighed,
Her er han, som vil gavne
Dig med sin blodig’ Sved.

8 Her er han, som vil bære
En tornekrans for dig;
Her er han, som skal være
Din kong’ evindelig.

9 Her er han, som vil gyde
For dig sit hjerteblod,
Her er han, som vil yde
Til dig en salig flod.

10 O Jesu! gid jeg kunde,
Som jeg så gerne vil,
Dig ære nogenlunde!
O hjælp mig selv dertil!

11 Jeg gerne mine klæder
Vil for dig lægge ned,
Jeg med i flokken træder,
Som er med tak bered.

12 Jeg bær og mine palmer
For ærens konge frem,
Og synger mine Psalmer,
O Jesu, hør dog dem!

13 Mit Hosianna klinger
Ved din den gode Ånd,
Mit hjerte sig opsvinger,
Oplettet ved din Hånd.

14 Til Lykke, o til Lykke,
Du Ærens Konge! gak,
Min Død at undertrykke,
Og hav saa evig Tak!

Kingo

 

Op thi dagen nu frembryder (Alle vers)

Op thi dagen nu frembryder

1 Op, thi dagen nu frembryder,
Som den hele verden fryder!
Op, thi nådens gyldne år
Frem med lys og glæde går,
Som de gamle før så såre
Ventede med Længsels Taare!
Halleluja, Halleluja!

2 Tiden nu til os fremiler,
Hvorved Zions datter smiler;
Fuld af jubel hun sig ter,
For hun ham i kødet ser,
Som er hendes mand og Herre,
Skønt ham kende få desværre.
Halleluja, Halleluja!

3 Den, som mange majestæter,
Fromme fædre og profeter
Havde gerne villet se,
Og det dog ej kunde ske,
Han til os så kærlig kommer,
O, en yndig nådes-sommer!
Halleluja, Halleluja!

4 Den, som Abraham var lovet,
Menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, sol og lyst,
Alle folkes håb og trøst,
Fandt sig hos os ind omsider,
Sagtelig til Zion rider.
Halleluja, Halleluja!

5 Her er han, som vil fuldføre,
Hvad hans fader bød at gøre,
Han vil gøre sagen god
Med sit dyrebare blod,
Pint, foragtet, ilde såret,
Søgte det, som vor forloret.
Halleluja, Halleluja!

6 Han som borgen ville møde,
Sig for dig at lade døde;
For at slå med nådens Lugt
Vor Forbandelse på flugt,
Lod han sig for os forskrive,
En forbandet ting at blive.
Halleluja, Halleluja!

7 Nu må Skyggen bort sig vende,
Og det billedværk får Ende;
Hvad skal Offerdyrets Blod?
Jesu blod er evig Bod.
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er nådens rette rige.
Halleluja, Halleluja!

8 Mose rige nu ophører,
Christi frihed ånd os fører,
Borte er den trældoms frygt;
Hvo Guds nåde ret har søgt,
Kan nu fuldt sig dertil fryde,
Barnefriheds ret at nyde.
Halleluja, Halleluja!

9 Nu er forhæng sønderrevet,
Åbnet os en indgang blevet,
I Guds Helligdom at gå,
For ham uden frygt at stå;
Han, som verdens lys er blevet,
Nattens Mørkhed har fordrevet.
Halleluja, Halleluja!

10 Derfor, Zion, op at sjunge,
Og velsigne denne Konger!
Giv ham Mund og Hjerte til!
Du er Brud med dig han vil
Riget dele: lad dig føre
Ham til Offer, lad dig høre!
Halleluja, Halleluja!

  1. A. Freylinghausen; Brorson

Jesu frelserværk, ugedagene og påskefesten

Et lille revideret uddrag af min påskeprædiken fra sidste år om påskedagene i lyset af
Paulus skriver i Kol 2:16-17: 16 Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, 17 hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet* er Kristi. (Col 2:16-17 D31)
Jesu frelserværk og ugen
a) Palmesøndag – Seks dage før påskeofferet – Bethania
b) Da blev han salvet til sin død ag Maria, Marthas og Lazarus søster
i) Nogen har ment, at det var den samme som Maria Magadalena
ii) I hvert tilfælde beretter Johannes om denne Maria som en, der tror på, at Jesus skal dø
iii) Påskedag, den første dag i ugen, opstod Jesus fra de døde og begyndte dermed den nye skabelse
c) Dernæst drog Jesus ind i Jerusalem palmesøndag, den første dag i ugen
d) Jesu begyndte sit værk den hellige uge med den første dag i ugen og fuldfører det den sjette dag, da han led og døde
e) Den syvende hviler han i graven
f) Sådan opfylder han ugen, som Gud indstiftede ved skabelsen

g) Det er formodentligt ikke tilfældigt – Gud skabte ugen med netop denne uge som mål

Jesus og påskehøjtiden
a) Han døde langfredag, hvor lammet blev slagtet: 5 På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det Påske for HERREN. (Lev 23:5 D31)
b) Påskelørdag lå han i graven, ligesom israelitterne på denne årlige store sabbat ikke måtte udføre noget arbejde: 6 På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød. 7 På den første Dag skal I holde Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. (Lev 23:6-7 D31)
c) Den sekstende, dagen efter højtidsstævnet skulle der ofres førstegrøden af afgrøden: 10 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst. 11 Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENS Åsyn for at vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten udføre Svingningen dermed. (Lev 23:10-11 D31)
d) Også dette var en skygge af Jesu gerning. Her fejrede israelitterne den første afgrøde og løftet om, at Gud også ville give dem resten af afgrøden i det år
e) Denne afgrøde var kommet ved, at de havde sået korn i jorden
f) Det er muligvis det, Jesus henviser til, når han taler om hvedekornet i Joh 12: 24 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. (Joh 12:24 D31)
g) Jesus døde og blev lagt i graven, som kornet, der blev sået
h) Nu er han opstået som førstegrøden på dagen for føstegrødeofferet
i) Paulus skriver derfor om Jesus som førstegrøden i 1 Cor 15: 20 Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 21 Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22 Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. 23 Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans komme. (1Co 15:20-23 D31)

Uforandret luthersk kristendom på nettet