Antropologer og socialpsykologer har peget på, at mange menneskelige handlinger er “udødeligheds-projekter”, som mennesker bruger til at bilde sig ind, at de ikke skal dø. Andre prøver at glemmer det med alkohol, stoffer eller underholdning. Man kan se, at mennesker, der tænker på døden ofte forsøger at opbygge deres selvværd eller forsikre sig om, at deres livssyn er korrekt, og omvendt kan man se, at dem, der føler sig truet på deres selvværd eller livssyn også kommer til at tænke på døden. Vi mennesker lever altså med en erkendelse af, at vi skal dø – en erkendelse, som vi også forsøger at flygte fra. Døden viser sig tydeligt, når kroppen begynder at gå i forrådnelse, efter at livet – eller sjælen – har forladt den. Biblen lærer os dog, at døden allerede er påbegyndt, når vores liv begynder. Fordi vi af naturen pga. synden er adskilt fra vores skaber, er vores menneskenatur ved allerede ved at gå i forrådnelse og nedbrydes fra undfangelsen, og det begynder med vores sjæl. Sygdomme er forvarsler om døden, som viser, at vores legemer er i forfald, fordi vi er adskilt fra vores skaber, livet selv. I søndagens tekst lærer vi, hvordan Gud, som blev menneske i Jesus Kristus, giver os liv igen og renser os fra synden, som skiller os fra Gud.

Podcast: Play in new window | Download

På Allehelgens søndag fokuseres særligt på forskellen mellem den kæmpende og den sejrende kirke. Den kæmpende kirke er kirken på jorden, der er udsat fra Djævelens, verdens og kødets angreb. Den herliggjorte kirke er de kristne, der er gået ind til herligheden ved døden og ved opstandelsen.

Søndagens prædiketekst, Johannes Åbenbaring kapitel 7 er placeret midt mellem de seks første af syv segl i kapitel 6 og det sidste af de syv segl i kapitel 8 vers 1-5. I kapitel 6 tales om trængslerne på jorden frem til Kristi genkomst, og der sluttes med spørgsmålet om, hvem der kan består for Gud og lammet på deres vredes store dag.

Kapitel 7 besvarer dette spørgsmål ved først at beskrive den kæmpende kirke i vers 1-8 som det nye Israel, der er beseglet til frelse og dermed beskyttes fra trængslerne, ligesom Israel under ørkenvandringen blev beskyttet.

Kirken beskrives her som en militærmønstring som i Fjerde Mosebog, hvor israelitterne mønstredes både før de fyrre år i ørkenen og efter, da de skal drage ind i det forjættede land. Kampen er dog som Kristi kamp og sejr ikke en jordisk magtkamp, men en kamp mod fristelserne til at falde fra.

Fra vers 9-17 beskrives den sejrende kirke som den store hvide flok, der er kommet fra den store trængsel og har vasket deres klæder hvide i lammets blod, så de kan tjene Gud som et nyt præsteskab. De fejrer løvhyttefest, som Israel gjorde det for at mindes ørkenvandringen. De fejrer dermed, at de er blevet beskyttet gennem den store trængsel.

(Lydfil under video)

Podcast: Play in new window | Download

“I dag søger mennesker ikke efter en nådig Gud. I stedet for, må Gud søge efter nådige mennesker.” Sådan har jeg hørt det udtrykt.

Sekulariseringen betyder, at gud på mange måder er udenfor menneskers horisont og selv for kristne uden for dagliglivets horisont. På overfladen ser mennesker derfor ikke ud til at søge efter en nådig Gud, og budskabet om Guds frie nåde og tilgivelse ved troen på Jesus, kan derfor synes irrelevant.

I stedet fokuserer man på at udleve sine drømme og lyster, som megen moderne populærpsykologi vil mener, at man ikke bør undertrykke, fordi undertrykkelse giver uheldige problemer.

Og det kan der være noget rigtigt i. Men måske er tingene vendt på hovedet. Flere ting kunne pege på, at mennesker undertrykker den viden, de har om Gud, Guds lov og deres egen synd, og at det får uheldige virkninger.

For skylden og behovet for tilgivelse dukker op i samvittigheden igen, så man kan forsøge at projicere det over på andre ting. Det kan man se bl.a. i lysten til at fortælle om ens synd til andre frem for at bekende den som synd overfor Gud.

Man kan også set det i krav om accept fra andre eller fra en selv i stedet for accept fra Gud. Samvittigheden ved godt, at der er et problem, og menneskelige løsninger kan ikke løse det. Selvom moderne mennesker ikke søger en nådig Gud, er meget af det, de søger, substitutter for en nådig Gud. Hør mere i søndagens prædiken.

Podcast: Play in new window | Download

I søndagens evangelietekst forsøger farisæerne at få Jesus på glatis ved at spørge til det højeste bud i loven.

Jesus skærer dog ind til benet og fortæller, at kærligheden til Gud og næsten sammenfatter hele loven. Jesus ønsker dog ikke blot at vise dem, hvad Gud kræver.

Derfor stiller Jesus et modspørgsmål, der har med Messias – og dermed evangeliet – at gøre. På den måde demonstrerer Jesus i søndagens tekst de to hovedpunkter i den kristne tro: Loven og evangeliet.

Podcast: Play in new window | Download

Jeg har i årenes løn tit hørt applicering påberåbt af dem, der har været uenige i Augustanakirkens syn på praksis og hævdet, at der ikke var tale om læremæssige spørgsmål.

Det har bl.a. været tilfældet både i bruddet med ELFK i 2007, hvor det er blevet hævdet både i forhold til læren om præsteembedet og om kirkefællesskab, men også om andre spørgsmål. Der er efter min mening oftest tale om en meget upræcis refleksion over, hvad det menes med applicering.

Kan man applicere læremæssige principper forskelligt uden at det går ud over læren? Det kommer helt an på, hvad man mener og hvor generelle principperne er.

Hvis ikke man er skarp på sine distinktioner her, kan det lynhurtigt ende i en pragmatisme, hvor man tilsidesætter Guds klare ord af praktiske grunde. Et andet ord for det er ulydighed.

Guds ord er lov og skal adlydes, ligesom f.eks. offentlige myndigheder skal adlyde den verdslige lovgivning.

Og det er faktisk en meget god parallel, for offentlige myndigheder står ofte i en lignende situation, hvor de skal foretage et konkret skøn, og disse forhold til lovgivningsmagten og domstolene ligner kirkens forhold til Skriften og Gud som dommer.

Hvor frit myndighederne har lov til at skønne, afhænger af flere ting.

Det kan være, at lovene er meget generelle principper (ofte kaldt vage og elastiske lovbestemmelser), hvor man forudsætter, at myndighederne fylder principperne ud og danner en praksis. Missionsbefalingen eller det dobbelte kærlighedsbud kunne være bud på sådanne generelle principper på kirkens område. Det konkrete skøn må dog i disse tilfælde også respektere andre mere specifikke regler (lex specialis princippet).

Så findes der spørgsmål, hvor myndighederne er pålagt et konkret skøn (myndigheden “kan” gøre noget), men ikke nogen principper. Her gælder de helt generelle principper, der i det hele taget gælder for myndigheden. En parallel kunne være det, man teologisk kalder adiafora-spørgsmål, dvs. ting som hverken er påbudt eller forbudt, og hvor der heller ikke er givet nogen principper specifikt for dette spørgsmål. Her må man skønne forholdsvis frit indenfor de overordnede principper.

Og endelig er der spørgsmål, hvor der i lovgivningen både er angivet et retsfaktum og en retsfølge. Retsfaktum er det faktum, der skal til for at retsfølgen indtræder. Retsfølgen er det, som myndighedens afgørelse går ud på. Her er myndighedens muligheder for at foretage et skøn stort set begrænset til en vurdering af beviserne for, at retsfaktum er til stede, så retsfølgen kan indtræde. Der kan godt være gråzoner, men spørgsmålet, der skal afgøres er ikke en interesseafvejning, men derimod en vurdering af, hvad faktum er, og om dette faktum kan henføres (subsumeres) under det krævede retsfaktum.

En teologisk parallel kunne være et konkret bud som det femte bud. Om f.eks. fosterdrab eller aktiv dødshjælp er forkert er ikke et frit skøn, eller et spørgsmål om at applicere nogle vage og elastiske bestemmelser. Uanset at der findes gråzoner, så er der angivet et klart retsfaktum med en klar retsfølge. Spørgsmål om fosterdrab og aktiv dødshjælp bliver derfor et spørgsmål om at fortolker forbuddet mod at slå ihjel og dernæst at vurdere beviserne for, at fosterdrab og aktiv dødshjælp er at slå ihjel.

Dette sidste er et eksempel, som mange konservative kristne kan blive enige om.

Men noget lignende gør sig gældende vedrørende læren om kirkefællesskab og om kaldet til og afsættelsen fra præsteembedet. Her er ikke tale om vage og elastiske bestemmelser i Guds ord og der er heller ikke tale om adiafora-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor Skriften klart lærer os noget, nemlig at vi skal holdes os fra de kirker, der lærer i strid med Guds ord (Rom 16,17), og at en præst (ældste/presbyter) kun kan afsættes, hvis der er klare bibelske grunde, dvs. falsk lære eller ugudeligt liv (1 Tim 5,19-20).

Når man – som det var tilfældet i ELFK i 2007 – afsætter en præst uden at gøre sig den ulejlighed at fremsætte anklager om faktiske forhold, som – hvis de var sande – ville gøre en afsættelse berettiget, så har man vist, at man ikke mener, at en præsteafsættelse kræver klare bibelske grunde. (Derudover var de anklager, der blev fremført udtryk for en falsk lære om kirkefællesskab). Der er ikke tale om en uenighed om applikationen af nogle principper. Hævdelsen heraf er i sig selv udtryk for en forkert forståelse af de pågældende principper.

Det samme gælder læren om kirkefællesskab. ELFK har i over 20 år opretholdt kirkefællesskab med Missourisynoden trods dennes kirkefællesskab med adskillige kirker, der er i kirkefællesskab med det lutherske verdensforbund – og også praktiserer dette kirkefællesskab. En del af disse år har Missourisynodens søsterkirker i Letland desuden været i kirkefællesskab med reformerte kirker gennem Leuenbergkonkordien, og den er fortsat i kirkefællesskab med reformerte anglikanske kirker, hvilket den også aktivt praktiserer (senest for få dage siden).

At tale om applikation i forbindelse med disse lærepunkter, er et røgslør, der dækker over simpel ulydighed mod Guds ord.

Ønsker man en upartisk beskrivelse af bruddet, henviser jeg til Flemming Kofoed-Svendsens artikel her: https://tidsskrift.dk/dttk/article/view/27207

En fri gendigtning af “Let all mortal flesh keep silence”, som er en engelsk metrisk gendigtning fra 1800-tallet af Jakobsliturgiens kerubhymne, som er en af de tidligst kendte hymner, formodentligt fra ikke senere end 275 e.kr.

Denne hymne blev senere udskiftet med det, der i dag kendes som kerubhymnen i østkirkens liturgier, men bibeholdes i Jakobsliturgien, som stadig bruges ved visse lejligheder. Kerubhymnen markerede overgangen til nadverliturgien og passer i en vestkirkelig kontekst ind som salme efter prædikenen.

Melodien kan bl.a. findes her.

Som øvrige salmer her på siden til fri afbenyttelse med kildeangivelse.

En salme med måske et lidt dårligt ry som en primært negativ salme. Det skyldes måske også, at man i Den Danske Salmebog har fjernet de sidste 5 vers, så det, der står tilbage, er en del vers om denne verdens forfængelighed og 2 vers om alternativet hertil. Her er den i en let revideret udgave med alle 15 vers. Man skal lægge mærke til, at med undtagelse af vers 2, så har versene om denne verdens forfængelighed i vers 1-8 en pendant i vers 9-15 om Abrahams skød.